Pave Frans har ændret fordomme om katolikker

Den nye paves succes er en af 2013s store overraskelser. Men man gør ham en bjørnetjeneste ved at se ham som løsningen på alle den katolske kirkes problemer. Selv er paven meget bevidst om sine egne begrænsninger, og det gør hans ydmyghed ægte og forfriskende

Hele verden elsker pave Frans. Ikke kun de unge mennesker, der holdt ballonen her på festivalen for unge katolikker i juli 2013 i Rio, Brasilien. –
Hele verden elsker pave Frans. Ikke kun de unge mennesker, der holdt ballonen her på festivalen for unge katolikker i juli 2013 i Rio, Brasilien. –. Foto: .

Når pave Frans første kuld på 19 kardinaler får deres røde hatte den 22. februar i Vatikanet, vil de kunne glæde sig over at være en del af en gedigen succes. For året 2013 blev et godt år for katolikkerne, og det blev kun bedre, som månederne gik. Efter flere år med seksuelle misbrugsskandaler, økonomiske uregelmæssigheder og truende nedsmeltning i kurien vendte stemningen 180 grader, da pave Frans blev valgt den 13. marts. Dystre forudsigelser om utroværdighed og irrelevans forsvandt som dug for solen. Rynkede bryn blev afløst af forventningsfulde blikke.

Der var meget at være taknemmelig for. For her var en pave, der var alt det, som det 21. århundredes katolikker kunne ønske sig af apostlen Peters efterfølger. En mand, hvis ligefremme facon og ydmyge væsen kunne samle kirken og indgyde den nyt mod. En leder, der frivilligt gav afkald på mange af lederskabets privilegier og netop derfor viste sin beslutsomhed og handlekraft. Og et menneske, hvis religiøse autenticitet mindede om, at kirken først og fremmest er et fællesskab i troen.

Også den verdslige verden tog imod ham med åbne arme. Meningsdannere og politikere fornemmede lynhurtigt, at pave Frans var en vindersag med potentiale langt ud over nyhedens interesse. Måske fornemmede man også en art poetisk retfærdighed: at den udmattede Benedikt XVI efter vinterens abdikationsdrama nu blev afløst af en kirkeleder fra den sydlige halvkugle, fuld af latinamerikansk verve og begejstring.

LÆS OGSÅ: Pave Frans udnævner 19 nye kardinaler

Helt fra begyndelsen gjorde Frans nærmest intuitivt det helt rigtige. I mødet med journalister fra alverdens medier lukkede han luften ud af de kontroversielle spørgsmål, som alle kender til hudløshed, for i stedet at fokusere på den kristne kerneværdi næstekærligheden der afvæbner selv de største skeptikere. I forholdet til skarerne på Peterspladsen praktiserede han en radikal, praktisk og faderlig omsorg og kyssede ikke kun nuttede lyserøde babyer, men også grufuldt vansirede voksne mænd.

Den form for adfærd satte paveinstitutionen i et nyt skær og demonstrerede, hvad de fleste i grunden godt var klar over, at den katolske kirke har meget mere at byde på end konflikthistorier. Katolikker trives ikke ved at skælde ud på verden, men ved at bede for den og mere håndgribeligt at gøre en forskel til det bedre. Nu var der endelig en anledning til at skrive om det, og således forstærkede mediernes og offentlighedens glæde ved pave Frans hinanden og skabte en spiral af goodwill, der kun gik op, op, op, og som indtil videre fortsætter med fuld kraft ind i 2014.

Men kan det blive ved? For mange katolikker er begejstringen for pave Frans næsten for god til at være sand. På et eller andet tidspunkt vil bøtten vende, indvendes det, og når Frans ikke længere er en vindersag, vil hans trosfæller endnu en gang blive udstillet som mørkemænd, hvis bud på, hvad der er sandt og godt i den menneskelige tilværelse, vil blive afvist som formynderisk, reaktionært og krænkende. Faktisk kan reaktionen blive voldsommere end vanligt, når folk skælder ud på paven, fordi forventningerne til Frans er så store, at mange i sidste ende ikke kan undgå at blive skuffede. Det er set før.

Der kan altså være god grund til at træde et skridt tilbage og minde sig selv om, at skønt fornyelse er på alles læber, så vælger kardinalerne ikke en ny pave for at få en ny kirke. De vælger ham som det seneste led i en lang række af paver, der for katolikkerne er uløseligt forbundet med Guds omsorg for menneskeheden ned gennem historien. Ej heller har pave Frans udpeget sine første kardinaler, fordi de alle er progressive teologer eller græsrodsaktivister. De er blevet udnævnt, fordi visse bispedømmer og afdelinger af kurien traditionelt ledes af en kardinal, fordi nogle af biskopperne har gjort det rigtig godt, og fordi paven vil sætte fokus på bestemte dele af kirken som for eksempel det ludfattige Haiti, der med den 55-årige biskop Chibly Langlois får sin første kardinal nogensinde. Som andre paver før ham har Frans bestemte ideer med, hvad han vil udrette. Men han ønsker ikke noget principielt opgør med fortiden, og i sine ni måneder i Vatikanet har han ikke ændret det mindste i den katolske kirkes lære om tro og moral. Hans bedrift består i at mindske afstanden mellem budskabet i det evangelium, som kirken prædiker, og det hierarki, som han selv står i spidsen for. Det er den plan, hans nærmeste medarbejdere skal bidrage til i tiden fremover.

Det er en gammel sandhed, at den katolske kirke er allermest tiltrækkende og overbevisende, når den peger hen mod Kristus, mens den til gengæld støder folk fra sig, når den lukker sig om sig selv. Det er denne erfaring, som Frans har gjort til kernen i sin fornyelse af kirken, og som han ønsker at bane vej for i sine personlige valg og i sine reformer af de kirkelige strukturer. Større åbenhed i forvaltningen og mere kollegialitet mellem paven og biskopperne er ikke bare mål i sig selv. Hvis ikke de befordrer kirkens forkyndelse af det glade budskab på en troværdig og engagerende måde, kan det være lige meget. Så enkelt er det.

Frans umiddelbare forgænger, Benedikt XVI, var optaget af den samme problematik, ligesom talrige andre paver har været det. Men i Frans tilfælde gør det heldige sammenfald af en vindende personlighed, de dramatiske omstændigheder i forbindelse med Benedikts abdikation og en mediedækning af uhørt intensitet, at han for alvor brænder igennem. Tiden er ikke blot til et lettelsens suk, men også til sved på panden og en dyb indånding, før spurten for alvor går i gang.

Det gælder ikke mindst for den progressive fløj i den katolske kirke, der hos Frans fornemmer et opgør med Vatikanets centralisme, større teologisk åbenhed og et ønske om at konsultere lægfolket om forventningerne til en katolsk livsførelse i vor tid.

Men også i den verdslige opinion fornemmer man lettelse over, at kirkens image er blevet ændret, og at en ny og fremadrettet dynamik gør sig gældende. Med næsten 1,3 milliarder medlemmer er den katolske kirke den største samling af mennesker, som verden nogensinde har kendt, og i en verden, der bliver stadig mere præget af religion, kan den ikke ignoreres. Katolikker udgør mange steder på kloden et vigtigt politisk segment, ligesom katolske institutioner er engageret i undervisning, sundhed og nødhjælp på globalt niveau. Pavens ord har betydning i de mest prestigefyldte sammenhænge blandt præsidenter og i parlamenter såvel som i de mest private og dagligdags situationer blandt de troende.

Intet tyder dog på, at succesen er steget Frans til hovedet. Den ydmyghed, hvormed han går til sit værk, er ikke mindst båret af erfaringerne fra hans tid som leder af jesuiterordenen i Argentina under militærdiktaturet i 1970erne, hvor dilemmaerne trængte sig på, og magtesløsheden ansporede til samvittighedsransagelse hos de præster, der ikke sympatiserede med juntaen. Rigtige løsninger var en mangelvare, og forsøg på at anskue verden i sort og hvid blev hurtigt indhentet af allehånde gråtoner.

Men selvom paven kender sine menneskelige begrænsninger, hindrer det ikke andre i at overvurdere eller fejltolke ham. At Frans taler respektfuldt om homoseksuelle eller ateister, betyder således ikke, at han drager kirkens traditionelle standpunkter i tvivl, men at han er overbevist om, at Gud elsker alle mennesker. Ej heller får katolikkerne kvindelige kardinaler, fordi medierne i efteråret rapporterede, at en prominent amerikansk jesuit i begejstring over den nye pave har sat venner og kolleger til at udfærdige lister over egnede kandidater. Og da den venstreorienterede italienske avis La Repubblica kort før nytår kunne fortælle, at paven havde afskaffet synd, blev det afvist af Vatikanets pressetalsmand som værende helt i modstrid med pavens tankegang.

Netop derfor kan verden også trygt regne med, at fremtiden trods nye sikkerhedsforanstaltninger og administrative procedurer fortsat vil byde på skandaler, magtmisbrug og bureaukratisk inkompetence i Vatikanet. For den 77-årige pave er kun et menneske og kan ikke afskaffe synd og dumhed hverken på papiret eller i praksis.

Hvordan kan man så finde den rette balance mellem fuldt berettiget optimisme og mere ubehersket begejstring?

Uanset hvor positive medierne er i deres omtale af Frans, får de sjældent hele manden med og udelader undertiden bevidst det, der ikke passer ind i det billede af paven, de selv har skabt. Pave Frans tog navn efter Frans af Assisi inspireret af den umbriske helgens kærlighed til de fattige. Men lige så lidt som hans berømte navnebror var det, er paven en utopisk revolutionær eller en naiv drømmer. Som ærkebiskop af Buenos Aires demonstrerede han gode administrative evner og viste, at han besad solide politiske instinkter. Og selv om han på mange måder er helt sin egen, beskriver han også sig selv som en tro søn af Kirken. Det forhindrer ham ikke i at erkende kirkens fejl, men det gør ham bevidst om, at den arv, han forvalter, ofte er mere rummelig end sit rygte.

Pave Frans er også mere gammeldags, end medierne ofte lader forstå. Han er Jomfru Maria meget hengiven og taler ofte om Djævelen som en konkret person uden forsøg på at reducere det ondes problem til den rene abstraktion. Den folkelige fromhed, han voksede op med, og som han aldrig har aflagt sig, er også en del af forklaringen på hans popularitet. Han taler om tro, håb og kærlighed på samme måde som helt almindelige mennesker, og de genkender ham som en af deres egne.

Det giver heller ikke mening kun at betegne ham som progressiv, skønt mange på kirkens liberale fløj ser ham som den, der kan give ny fremdrift til de reformer af kirken, der blev indledt af Johannes XXIII under Andet Vatikan-koncil i 1960erne. Forventningen er berettiget, men man skal ikke være blind for, at den kursændring i kurien og andre steder i Vatikanet, der for tiden er undervejs, bygger på det forarbejde, som den mere konservative Benedikt XVI gjorde i sine sidste år som pave.

Konservative katolikker, der bebrejder Frans hans kritik af ureguleret kapitalisme, glemmer til gengæld, at Frans så langt fra er den første pave, der sætter det fælles bedste over det private initiativ. Så tidligt som i 1891 tog Leo XIII arbejderklassen i forsvar, og i 2009 fældede Benedikt XVI i skyggen af finanskrisen i sin rundskrivelse Caritas in Veritate (kærlighed i sandhed) en dom over de frie markedskræfters uansvarlighed, der ikke var mindre svidende.

Og selv om Frans er den første pave fra den sydlige halvkugle nogen sinde og er blevet et stærkt symbol på en verdensomspændende kirke, der går på tværs af alle grænser, så var det polske Johannes Paul II, der med sine mange rejser rundt omkring på kloden for 30 år siden lærte katolikkerne at tænke globalt og lægge en snæver national og konfessionel identitet bag sig.

Alt står og falder med andre ord ikke med Frans, selvom han har givet kirkens budskab en ny påtrængenhed og fundet et sprog, der passer til vor tid. Han har vist, hvor lidt der i grunden skal til for at frigøre ny katolsk vitalitet, og gjort det sjovere at være katolik. Men han er ikke et stykke universalværktøj.