Pave Frans' julemesse vil sætte prædikenen i fokus

Den latinamerikanske pave Frans skal balancere mellem traditionens krav og sine egne prioriteringer, når han fejrer messe i Peterskirken julenat

Midnatsmessen julenat er en mulighed for millioner af tv-seere verden over til at opleve Frans uden filter. Her er paven i et veloplagt øjeblik blandt tusinder af fans ved den ugentlige audiens på Peterspladsen. –
Midnatsmessen julenat er en mulighed for millioner af tv-seere verden over til at opleve Frans uden filter. Her er paven i et veloplagt øjeblik blandt tusinder af fans ved den ugentlige audiens på Peterspladsen. –. Foto: Fabio Frustaci/Camera Press/.

Forventningerne til pave Frans midnatsmesse i Peterskirken den 24. december er store, og det kan dårligt være anderledes. I de ni måneder siden valget af ham til pave, er der næppe gået en dag, hvor journalister ikke har rapporteret om nye pavelige initiativer, og amerikanske Time satte forleden kronen på værket, da bladet kårede ham som Årets person i 2013. Nyhederne om Frans har næsten også udelukkende været gode med fokus på hans fornyende stil, beslutsomme oprydning i Vatikanet og omsorg for de svageste.

Faktisk er det gået så godt, at nogle kirkelige iagttagere er blevet bekymrede. For i deres begejstring for paven har medierne tendens til at ignorere de af hans udtalelser, der modsiger det progressive image, de selv har givet ham. Derfor bliver det for eksempel sjældent rapporteret, når han advarer mod Djævelen eller på anden måde griber tilbage til den gammeldags fromhedstype, der også er en del af hans personlighed. En anden fare er de myter, der begynder at vokse op om Frans. For når vi hører om, at paven hemmeligt lister ud af Vatikanet om natten for at besøge fattige, er der en fare for, at han bliver reduceret til en from karikatur af sig selv.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens kritik af kapitalismen er forsvundet

Midnatsmessen julenat er således en mulighed for millioner af tv-seere verden over til at opleve Frans uden filter, og det skal nok slå gnister, når den argentinskfødte pave viser sig på skærmen og træder i karakter som prædikant.

Under Frans forgænger, Benedikt XVI, blev den romerske liturgi udfoldet i al sin majestætiske pragt, og selvom der næppe er planlagt væsentlige ændringer i år, vil der alligevel være små tegn på, at der er sket et skifte. Den nuværende pave har ikke så megen tålmodighed med højtidelige ceremonier, og vi skal ikke blive overraskede, hvis vi fornemmer en højere kadence under messen på bekostning af gregorianske motetter, røgelse og gejstlige knæbøjninger. For hvor Benedikt i sin embedsperiode havde tillid til, at liturgiens symbolkraft i al væsentlighed selv kunne udtrykke messens centrale budskab, ser Frans snarere liturgien som et pædagogisk redskab, der ikke må stivne i en ydre skønhed.

Prædikenen er pave Frans rette element, og der hvor man tydeligst vil fornemme den latinamerikanske varme. Han har allerede ved flere tidligere lejligheder lagt sit manuskript til side, lænet sig frem på pavetronen og ladet improvisation og et dynamisk kropssprog forstærke pointerne. Hvor Johannes Paul II var en pave, man kom for at se, og Benedikt en, man lyttede til, er det den gensidige kommunikation, der prioriteres hos Frans. Han vil hele tiden søge kontakt til menigheden, og hvis han fornemmer, at koncentrationen er vigende, vil han reagere. Det gælder især de forreste rækker, der er reserveret til det diplomatiske korps og andre dignitarer, og som paven vil have særligt i tankerne, når han kobler julens budskab om Frelserens fødsel til en verden plaget af krig, kynisme og økonomisk ulighed. Der vil være masser af stærke følelser, men ingen sentimentalitet.

Traditionen er i højsædet, når pave Frans julenat fejrer messe i et af verdens mest pompøse interiører skabt af de største kunstnere fra den italienske renæssance og barok. Alligevel er det værd at erindre, at Frans i sin første selvstændige officielle skrivelse fra dette efterår, Evangelii Gaudium (evangeliets glæde), skriver, at jeg foretrækker en kirke, som er skrammet, øm og snavset, fordi den har været ude på gaderne, snarere end en kirke, der er usund i sin indelukkethed, og fordi den klamrer sig til sin egen sikkerhed.

Nu talte paven selvfølgelig om kirken som begreb, og uden at der af den grund skulle rynkes på næsen af Bramantes og Michelangelos mesterværk. Men sætningen fortæller alligevel, hvor hans hjerte ligger, også selvom det kan skurre, når han som under midnatsmessen i Peterskirken loyalt forvalter den arv, som hans forgængere har efterladt ham.

Som Time noterede det, da bladet satte Frans på forsiden som årets mand:

Han kan kun lægge sin egen linje, hvis han også kan tilpasse den til den vej, der allerede er valgt.

Heri ligger det centrale paradoks, som pave Frans vil skulle forholde sig til ikke bare under midnatsmessen, men i hele sin regeringstid.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab.