Pave og patriark samles til historisk møde om kristenforfølgelser

Pave Frans og patriarken af Moskva er to af de vigtigste nulevende kirkeledere som henholdsvis leder af den katolske kirke og leder af den største ortodokse kirke i verden. Foto: Scanpix

Man kunne kalde de to overhoveders møde for symbolpolitik. Pave Frans er så suveræn i sin omgang med verdens indflydelsesrige personer, at Kirill ikke har kunnet sige nej.
Sebastian Olden-Jørgensen, lektor

Når den russiske patriark Kirill og pave Frans mødes på fredag i Cuba, er det blandt andet for at diskutere forfulgte kristne. Kirkelige iagttagere er ikke helt enige om, hvilken betydning det historiske møde vil få for katolikker og ortodokse, som for 1000 år siden splittede kristendommen i Øst og Vest

På fredag lander pave Frans i Cubas lufthavn i Havana på vej på officielt besøg i Mexico. Dagen før er den russisk-ortodokse patriark Kirill, overhoved for den største ortodokse kirke i verden, ankommet på vej til et officielt besøg i Cuba, Brasilien og Paraguay.

Der er afsat to timers samtale på spansk og russisk, og kun tolkene og de to religiøse overhoveders nærmeste medarbejdere vil være til stede. Det hele skal efter sigende munde ud i en fælles erklæring eller udtalelse.

Det er tilsyneladende en indviklet kabale, der er faldet på plads, så det spektakulære møde pludselig kunne komme i stand.

Siden Murens fald i 1989 har der været forskellige ønsker om tættere forbindelser mellem paven i Rom og metropolitten i Moskva blandt andet for at løse problemer med kirkernes indbyrdes medlems- og ejendomsforhold.

De to kirker blev splittet i en Østkirke og en Vestkirke på det berømte kirkemøde i 1054 med efterfølgende gensidige fordømmelser.

Det historiske skisma er man den dag i dag nødt til at bearbejde og pege mod en fremtid, hvor kirkerne igen forenes, påpeger teolog og professor mso Peter Lodberg, som har fulgt de to kirkers langvarige tilnærmelser.

Det var den katolske kardinal Koch fra Det Pavelige Råd for Kristen Enhed og den ortodokse metropolit Hilarion fra den russiske kirkes Departement for Udenrigsrelationer, som sidste år flittigt besøgte hinanden og dermed åbnede mulighed for det cubanske møde.

”Man fristes til at sige, at det nærmest er genialt,” siger Peter Lodberg.

”Allerede pave Johannes Paul II begyndte tilnærmelserne til de ortodokse. Men nu er der opstået mulighed for, at Kirill kan fastholde den russiske forbindelse til den gamle allierede, det kommunistiske Cuba, samtidig med at Frans har udvirket en åbning fra Cuba til USA. Det er næsten de to landes politiske ledere, som mødes pr. stedfortræder på et sted, hvor ingen behøver at bøje sig,” siger Peter Lodberg.

Han mener, at den økumeniske patriark i Konstantinopel, Bartholomæus, som Vatikanet har tætte forbindelser til, har spillet en rolle i kulissen. Patriarken har den højeste position i den ortodokse kristenhed, men ikke nødvendigvis stor indflydelse.

”Men man skal ikke undervurdere Kirills eget økumeniske sindelag. Jeg har selv arbejdet sammen med ham i Kirkernes Verdensråds Centralkomité, hvor han udtrykte glæde ved at have uddannet sig til teolog i det økumeniske center Bossey i Genève. Selvom de ligger tæt på hinanden teologisk, så er kirkernes splittelse også udtryk for Europas splittelse, som de to kirkelige overhoveder er optaget af ikke bliver blandet sammen med den aktuelle politiske splittelse. Nok har den katolske kirke måske været den ivrigste i at bygge bro igen, men Kirill har også set mødet som en mulighed for, at han ikke alene bliver identificeret med snæver russisk nationalisme, men kan anlægge et bredere perspektiv på hele verdens kristne, blandt andet ved at diskutere kristenforfølgelser,” siger Peter Lodberg.

Lektor emeritus Peder Nørgaard-Højen er gennem mange år kender af den katolske kirke og dermed også forholdet til de ortodokse. Han finder det naturligt, at forfølgelse af kristne er mødets omdrejningspunkt, for begge kirker kæmper med problemet.

”Derfor er det da umiddelbart glædeligt, at de to parter nu kan mødes, hvilket jo ikke har været muligt i årevis. Man kan kun håbe, at det dermed kan lykkes på længere sigt at få løst nogle af de andre problemer, som har vokset sig store mellem de to kirkesamfund. Især efter Murens fald har de to gensidigt beskyldt hinanden for at ville hverve medlemmer hos hinanden,” siger Peder Nørgaard-Højen.

Om det lidt usædvanlige tid og sted for mødet - to timer i Cubas lufthavn - siger han:

”Der kan nås meget på to timer, hvis man har viljen til det. Derfor kan man umiddelbart forvente, at der også kommer de alvorlige problemer på bordet, og der bliver taget en ansvarlig stilling til dem. Selvfølgelig kan man ikke løse alting på så kort tid, men man kan i hvert fald forvente og håbe, at det bliver første skridt på vejen,” siger Peder Nørgaard-Højen.

Det er ikke tilfældigt, at det er under pave Frans, at der er kommet et gennembrud mellem de to kirker.

”Pave Frans mødes med alle dem, der vil. Han er ikke mere liberal end sin forgænger, pave Benedikt, men han har en helt anden personlig stil. Jeg er overbevist om, at den også har gjort underværker i dialogen med de ortodokse, for han har en formidabel evne til at omgås andre mennesker. Her er han klart sin forgænger overlegen. Benedikt var også alvorligt interesseret i at intensivere forbindelserne til de ortodokse, men hans personlighed betød, at de standsede undervejs og ikke blev til noget,” siger Peder Nørgaard-Højen.

Lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen, som også er iagttager af katolske forhold, er varsom med at lægge for meget i det kirkelige topmøde.

”Det er måske lidt hårdt sagt, men det minder mest af alt om et 'publicity stunt',” siger han og peger på, at den russisk-ortodokse kirke lige siden Murens fald, hvor Sovjetunionen blev til Rusland, har forsvaret sig imod andre kirkesamfund.

Ikke mindst er det en torn i øjet, at der er en officiel katolsk kirke på det, som de anser for at være deres kirketerritorium, også selvom den er lille, ” siger Sebastian Olden-Jørgensen og fortsætter:

”Man kunne kalde de to overhoveders møde for symbolpolitik. Pave Frans er så suveræn i sin omgang med verdens indflydelsesrige personer, at Kirill ikke har kunnet sige nej. Hvis han afviste Frans, ville det ikke give ham forklaringsproblemer på hjemmefronten, men internationalt ville det ikke se godt ud. Når alle taler med paven, vil det se underligt ud, hvis Kirill ikke vil det, når der er så store problemer de to kirker imellem. Men de ortodokse har sørget for, at mødet er så neutralt som muligt og dermed også så ufarligt som muligt,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.

For ham er det tydeligt, at valget af et neutralt mødested langt fra Europa betyder, at ingen af de to overhoveder sætter noget på spil.

”Her er der ikke nogen, som tager imod den anden part og måske er parat til at give indrømmelser eller forventer det. Det, som foregår, er kirkeligt diplomati på højt niveau, hvor der ikke behøver at ske noget som helst. Det er den katolske kirke, som i mange år har vist sig mest interesseret i at komme andre kirkesamfund i møde og tale med dem, hvor den ortodokse kirke nærmest stålsat har holdt sig for sig selv. Siden Andet Vatikankoncil har katolikkerne i religiøse spørgsmål understreget menneskerettigheder som religions- og samvittighedsfrihed. Når man skal vurdere, hvad der kan komme ud af Cuba-samtalen på længere sigt, skal man i hvert fald huske, at sådan ser den russisk-ortodokse kirke ikke på det,” siger Sebastian Olden-Jørgensen.