Pavens abort-gestus handler om at vise en vej ud af synden

Når Frans taler omsorgsfuldt om kvinder, der har fået en abort, italesætter han samtidigt et kæmpestort pastoralt katolsk problem

Netop fordi Frans ikke har til hensigt at ændre kirkens lære på disse områder, der skaber så stor modsætning til den dominerende kultur, griber han ud efter andre instrumenter i den katolske kirkes pastorale værkstøjskasse: Tilgivelsen og nåden, skriver Andreas Rude.
Netop fordi Frans ikke har til hensigt at ændre kirkens lære på disse områder, der skaber så stor modsætning til den dominerende kultur, griber han ud efter andre instrumenter i den katolske kirkes pastorale værkstøjskasse: Tilgivelsen og nåden, skriver Andreas Rude. Foto: Fabrizio Belluschi/Demotix.

Vi har set det før med homoseksuelle og med fraskilte, som han har rakt ud til med stor omsorg. Og nu bruger pave Frans så igen sin medfødte sans for den markante offentlige gestus til at henvende sig til kvinder, der har fået en abort, og love dem, at det kan blive godt igen.

Også selvom det at få en abort er en meget væsentlig synd i den katolske kirkes øjne, der medfører automatisk ekskommunikation.

Meddelelsen om, at enhver katolsk præst i det kommende ”nådens år”, der løber fra den 8. december 2015 til den 20. november 2016, kan meddele syndsforladelse for abort til kvinder i skriftestolen uden først at indhente tilladelse fra sin biskop, falder helt i tråd med pavens tidligere gestus og hensigt i forbindelse med homoseksualitet og skilsmisse.

Folk skal ikke have lov til at male sig selv op i et hjørne, hvorfra der ingen udgang er. I stedet gælder det om at understrege, at vi alle som udgangspunkt er syndere, der har brug for Guds nåde, og at bruge den som afsæt for en ny begyndelse. Kirken skal være et ”felthospital”, der renser og heler sårene efter slaget, som paven sagde i et berømt interview kort tid efter sit valg i 2013.

Dette betyder ikke, at Frans ikke længere anser abort for en meget alvorlig synd. I sin seneste og meget omtalte rundskrivelse om klimaforandringer, ”Laudato Si'”, slår han meget tydeligt fast, at ægte ”omsorg for naturen er uforenelig med abort”.

Tilsvarende handler hans tidligere bemærkninger om ”ikke at dømme” homoseksuelle eller sommerens pavelige opfordring til præster og menigheder om at vise forståelse for gengifte fraskilte katolikkers situation heller ikke om at ændre i den katolske kirkes syn på seksualitet og ægteskab. I den forstand er Frans ikke nogen revolutionær skikkelse.

Men netop fordi Frans ikke har til hensigt at ændre kirkens lære på disse områder, der skaber så stor modsætning til den dominerende kultur, griber han ud efter andre instrumenter i den katolske kirkes pastorale værkstøjskasse: Tilgivelsen og nåden. Hvis de, der har forbrudt sig mod kirkens lære og moral, virkelig gerne selv vil forsones med Gud, skal kirken som institution passe meget på ikke at stå i vejen.

Den skal hjælpe dem. Og allerhelst i skriftestolen. Et lukket kredsløb af synd, dom og straf harmonerer ikke med Frans' kirkesyn, og heri vil langt flertallet af katolikkerne være ganske enige med ham. Søger man oprigtigt Gud, er der altid tilgivelse.

Udmeldingen om abort fungerer dog ikke bare som en smuk gestus om ikke at føle sig forladt af kirken og et praktisk råd om, hvordan man kommer videre. Den er også med til at italesætte et kæmpestort pastoralt problem, der ligesom skilsmisser og homoseksualitet alt for ofte tabuiseres i katolske sammenhænge.

Ved selv at gå foran og nævne problemerne fra højeste sted skaber paven et frirum for refleksion og et afsæt for videre bearbejdelse.

Endelig er det også en måde for kirken selv til at komme ud over de seksualpolitiske positioner, den så ofte selv bliver reduceret til i den offentlige debat. Hvor kritikere typisk hævder, at kirken er besat af sex, hævder paven nu, at kirken er besat af Guds kærlighed til alle mennesker uanset hvad.

Selvfølgelig er det risikabelt med sådanne overraskende udmeldinger, der lægger op til slagkraftige overskrifter og hurtige spådomme om, at pave Frans er ved at demontere katolsk tro og moral. Pave Frans vil blive bebrejdet, at han skaber forvirring og bekymring blandt de troende, og at han lader sig gribe af mediemøllen.

Netop derfor er det vigtigt at erindre, at paven i gårsdagens erklæring ikke kun henvendte sig til kvinder, der har fået abort.

Han rakte også ud mod noget så uin-teressant i den brede offentlighed som de supertraditionalistiske katolikker i Skt. Pius X-Selskabet, der ikke er anerkendte af Vatikanet, og fortalte dem, at han også anser deres skriftemål i det kommende nådens år som gyldige, selv hvis skriftemålet bliver aflagt til en præst, der har brudt med paven.

På dette område som i tilfældet med kvinder, der har fået abort, er det Frans' pointe, at han er hyrde for alle, uanset hvor snævert et hjørne, de har malet sig op i, og at han vil gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe dem ud af det.