Pavebesøg er ikke hverdagskost i Norden, og det lange tidsinterval mellem Johannes Paul II’s rejse til de nordiske lande i 1989 og pave Frans’ besøg i Sverige i 2016 viser tydeligt udviklingen i synet på det katolske overhoved i et af verdens mindst katolske hjørner. Den gang kom Johannes Paul II for at opmuntre de små katolske menigheder, mens det fælleskirkelige spillede andenviolin. I mandags kom pave Frans til gengæld først og fremmest som Det Lutherske Verdenssamfunds æresgæst for at give bolden op til markeringen af 500-året for Reformationen, mens tirsdagens messe i Malmø for lokale katolikker mere lignede en venlig eftertanke.
Det er gode nyheder for kristendommen på disse breddegrader, at det økumeniske er kommet til at fylde mere. For ved at mødes med paven sendte de lutherske kirkeledere et stærkt signal om kristent fællesskab trods alle forskelle og om vilje til sammen at yde konstruktive bidrag til samfundets bedste.
Det er også baggrunden for pave Frans’ ord i Lunds Domkirke om ”muligheden for at råde bod på et kritisk øjeblik i vor historie.” Samtidig anvendte det katolske overhoved et yderst positivt sprog om Martin Luther, da han omtalte den tyske reformators optagethed af nåden som ”det afgørende spørgsmål i vores liv .” Med henvisning til de historiske reformationsstridigheder talte han også om ønsket om på begge sider ”at bekende og bevare” den sande tro.
Pavens tilstedeværelse i Lund var frugten af 50 års dialog mellem Det Lutherske Verdensforbund og den katolske kirke og en lykkelig udgang på flere års forhandlinger om en fælles markering af reformationsjubilæet. Det var derfor, at paven under gudstjenesten takkede Gud for den ”store teologiske og åndelige indsigt, som vi alle har fået gennem Reformationen. ” Og det var derfor, hans lutherske værter udtrykte anger over ”de onde ting”, som Reformationen afstedkom.
Alligevel har formanden for Vatikanets Råd for de Kristnes Enhed, kardinal Kurt Koch, der ledsagede paven til Sverige, for nylig advaret om, at den økumeniske bevægelse bliver mere diffus. Der er ingen fælles forståelse af, hvilken type enhed man stræber efter, skrev han i et tysk teologisk tidsskrift, Herder Korrespondenz, og advarede om, ”at de forskellige kirker vil gå videre i forskellige retninger for blot at opdage, at de har fjernet sig yderligere fra hinanden”.
Kirkernes forskellige enhedssyn hænger tæt sammen med deres forskellige syn på, hvad det vil sige at være kirke, og hvad det vil sige at være præst, biskop og pave. Mens de mere farverige reformatoriske stridspunkter om aflad og helgener er blevet mindre, er forskellene i embeds- og kirkesyn kommet til at stå skarpere.
Debatten om fælles altergang er et eksempel på dette. For mens den fælles nadver i en typisk protestantisk optik ses som et middel til større enhed, er det typiske katolske svar, at den fælles nadver er selve endemålet og udtryk for fuld og virkelig enhed. Derfor nævnte paven i sin tale heller ikke fælles altergang, selvom emnet blev omtalt i en fælles erklæring efter gudstjenesten i domkirken.
I resten af samfundet i det sekulære Vesten er der kun ringe forståelse for et sådant højere teologisk skoleridt. I mangel af et fælles syn på, hvad enheden rent faktisk betyder, er kirkerne derfor nødt til at italesætte, hvordan man kan forholde sig konstruktivt til den historiske splittelse og skitsere en vej fremad. Den økumeniske bevægelse skal vise, at den kan bruges til noget. Det kunne for eksempel være i form af et større samarbejde mellem de kirkelige nødhjælps- og udviklingsorganisationer som katolske Caritas og forskellige nordiske protestantiske hjælpeorganisationer, der også var repræsenteret i Lunds domkirke.
Den afgørende gestus ved reformationsjubilæet var derfor for lutheranerne at invitere paven. Og paven viste sig uundværlig for lutheranerne ved gennem sin accept at sikre fejringen en mening og opmærksomhed, der ellers aldrig var blevet den til del.
Det positive udfald kan ændre den kirkelige kultur og kirkernes egen selvforståelse, så de ikke bare definerer sig i forhold til, hvad de ikke er, men i højere grad lægger vægt på, hvad de kan blive.
Andreas Rude er kommentator af katolske forhold.