At pilgrimsvandre er at leve

Synspunkt

Lige siden stenaldermennesket gik til offerpladsen, har mennesker vandret mod hellige mål. Alle religioner rummer pilgrimsvandringen. Muslimerne skal til Mekka, hinduerne til Ganges, buddhisterne følger Buddhas spor, og de kristne rejser til Det hellige land og Jerusalem. Men kristne har flere muligheder. De senere års voksende interesse for pilgrimsture har sendt mange på vandring mod Rom og apostlen Peters grav, Lourdes i Sydfrankrig, Fatima i Portugal og ikke mindst Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien, hvor apostlen Jakob efter den kirkelige tradition ligger begravet. I Sverige gåes gamle pilgrimsruter omkring Vadstena nu til igen, mens nordmændene har genop-daget den gamle rute til Nidaros i Trondheim. Herhjemme har danskere inden for de senere år gået på pilgrimsvandring ad den gamle hærvej, og selv noget så jævnt som det fynske landskab har været vidne til et gammelt fænomens renæssance.

Det er givet, at selve idéen om pilgrimsvandring er et kors for tanken for mange lutheranere. Luther gjorde netop op med al den ydre fromhed og tomme åndelighed, hvorfor han kaldte mennesker væk fra klostre og pilgrimsvandringer, ud til et liv i dagligdagens »kald og stand«. Men pilgrimsvandringens genkomst blandt protestanter skyldes i høj grad, at Luther for mange at se har sejret sig ihjel, forstået på den måde, at lutheraneres åndelige liv er blevet forsømt. Ligesom levende lys og ikoner vinder frem som en del af protestanters andagtsliv, er pilgrimsvandringen med til at give troen krop.

Der er formentlig ikke mange af nutidens pilgrimsvandrere, der tror, at de opnår nogen særlig guddommelig fortjeneste ved vandringen, ligesom pilgrimmene troede på Luthers tid. I dag går det voksende antal protestantiske pilgrimme for deres egen skyld, for at få tid til eftertanke og for at fordybe sig i troen på Gud.

For et par uger siden rejste jeg til den græske munkehalvø Athos, der er et af den ortodokse kirkes pilgrimssteder. Dog ikke for kvinder, der har været forment adgang til halvøen i mere end 1000 år. Om halsen hængte mit kamera, og notesblokken sad i baglommen, men selv om jeg først og fremmest var på arbejde, fortalte det særlige adgangsvisum, som man skal søge om hos den græsk-ortodokse kirkes myndighed, at jeg også var pilgrim. I håbet om at ordet skaber, hvad det nævner, lukkes der ganske enkelt ikke andre ind i de middelalderlige byzantinske klostre omkring det hellige Athos-bjerg. Således bliver man pilgrim ved et tilfælde, og det er ikke nødvendigvis nogen dårlig måde.

Igennem århundrer har munkenes gæstfrihed betydet, at når man først er kommet med båden til den uvejsomme klippehalvø, er man klostrenes gæster. De 20 klostre på halvøen, der er på størrelse med Langeland, har indrettet velkomstsstuer og udpeget særlige munke til at tage sig af de besøgende, der også overnatter her. Det forventes, at man deltager i klosterets gudstjenester, den hellige liturgi, der indledes med munkesang kl. tre om morgenen. Herefter spiser man det overskuelige morgenmåltid med munkene, inden man vandrer ud på de stejle klippestier og går mod næste kloster i den græske sommerhede og her modtages af endnu en venlig munk. Man får anvist sin seng, deltager i vespergudstjenesten inden det andet af dagens kun to måltider indtages i tavshed i klosterets spisesal. Smalkosten og forsagelsen er en del af munkenes og pilgrimmenes liv, men det skærper intellektet, fortalte en munk, og beviset er angiveligt, at ingen af de nu i alt 2200 munke på Athos lider af demens. Deres liv holder hjernen klar.

Selve Athos er en rejse værd, blandt andet fordi den ikke har sin lige, og fordi stedet - som beskrevet i en artikel i dagens avis - er uden for vor tidsregning. Men selv om man måske ikke gør sig sin pilgrimsstatus klar, er vandringen i det smukke landskab, i tavshed over klippesti, mere end blot en spadseretur. I den lange monotone vandring finder gode samtaler med venner sted, eller man lader sig langsomt tømme for hverdagens travlhed og tusinde tanker og går bare, fordi det er usigeligt godt. Man falder ind i stilheden, som ikke gør en rastløs, fordi den hviler i gang-rytmen. At standse på en klippetop ved et gammelt træ-kors og se natten vige, mens solen stiger af havets skød 1000 meter dernede og så synge om det med Jakob Knudsens livsstærke morgensalme er ikke hverdagskost. Midt i længslen efter mad, tørsten efter vand og iført gennemsvedt tøj, som man efter Athosreglerne ikke må afføre sig, indfinder der sig en stemning af andagt.

At vandre som pilgrim kan man ret beset gøre overalt. For de fleste protestanter virker tanken fremmed, at særlige steder skulle være hellige, men hvor der er kirker og klostre, holdes der også gudstjeneste, og den ortodokse liturgi og hele gudstjenestens mystik morgen og aften på Athos favner dagen med en begyndelse og en slutning, der her giver særlig god mening.

Der er igennem tiden tænkt, talt og skrevet meget om pilgrimsvandringen. Det kan bedst sammenfattes med dette, at den stilhed og enkelhed, der omgiver en pilgrims vandring, hjælper med til at gøre den ydre vandring til en indre. Pilgrimme søger at komme tættere på Gud. Det er store ord om det moderne menneskes pilgrimsrejse, men møder og samtaler med munke, der enten i klosterfællesskab eller som eneboere, har viet deres liv til bøn til Gud, lader man ikke sådan bag sig. Deres liv bliver en opfordring til den enkelte om at overveje sit eget liv, og sådan ser munkene deres opgave over for alle de besøgende pilgrimme.

Pilgrim er afledt af det latinske pelegrinus, der betyder fremmed. Ordet har været brugt i overført betydning om livet og dets hellige stationer, ligesom den svenske forfatter Per Lagerkvist har brugt ordet om det moderne ateistiske menneske, der rummer længslen i sig, men ikke kan se noget mål.

Vel er man som protestant en fugl på træk på denne ortodokse klippeø, men der er forskel på at vandre i strandkanten langs den jyske vestkyst og så søge Europas gamle pilgrimsruter. Pilgrimsvandringen er ikke bare en religiøs afart af aktiv ferie. Der er mere i den. Alle steder, hvor pilgrimme vandrer, er det en fælles erfaring, at liv ikke er stilstand, men findes i bevægelsen fremad og opad. Så tag vandrestøvlerne på og fat pilgrimstaven. Det kan anbefales.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk

chefredaktør