Politiet dropper sag om hundedrab mod kendt præst

Motorcykelpræsten Inge-Lise Wagner slipper for retssag for drab på to hunde. Hun risikerer dog stadig en sag om ulovlig våbenbesiddelse

Inge-Lise Wagner slipper for straf for at have dræbt sin tidligere venindes hunde. De var løbet ind på hendes grund og havde dræbt hendes katte.
Inge-Lise Wagner slipper for straf for at have dræbt sin tidligere venindes hunde. De var løbet ind på hendes grund og havde dræbt hendes katte. Foto: Keld Navntoft.

Politiet i Nordsjælland har droppet at føre sag mod den nordsjællandske præst Inge-Lise Wagner.

I efteråret 2011 blev hun anholdt, efter hun havde dræbt to gravhunde. Den ene hund blev skudt med et kraftigt luftgevær, mens den anden blev banket ihjel.

Hundene tilhørte præstens veninde, der boede i nærheden. Hundene havde ifølge Inge-Lise Wagner løbet rundt på hendes ejendom og bidt livet af hendes katte.

LÆS OGSÅ: Tidligere motorcykelpræst anholdt for hundedrab

Sagen førte til, at politiet ransagede præstens hus. Her fandt politiet et større arsenal af gamle våben, som blev beslaglagt, og præsten blev taget med på stationen.

Tidligere på ugen meddelte Nordsjællands Politi dog ifølge Frederiksborgs Amts Avis, at sigtelsen mod præsten om dyremishandling er opgivet, da politiet ikke regnede med, at hun ville blive dømt.

Der er dog stadig en sag mod Inge-Lise Wagner for ulovlig våbenbesiddelse. Hun siger til Frederiksborgs Amts Avis, at hun ikke havde set våbnene i over 40 år. Hun troede, at de var blevet fjernet fra huset for mange år siden.

PORTRÆT
: Hun vil være sig selv

Inge-Lise Wagner blev landskendt, da hun lagde sig ud med sin menighed i Hanstholm for over 20 år siden. Striden førte til, at hun under stor medieopmærksomhed blev fyret i 1988.

Derudover har hun som den eneste folkekirkepræst været for to provsteretter - blandt andet, fordi hun kaldte politiet for "uniformerede mordere" fra kirkens prædikestol.