I de senere år har debatten om religion ofte handlet om kvinders rettigheder. Det gælder kvinders ret til at bære tørklæde eller kvinders ret til at blive katolske præster. Men er religionsfrihed og kvinders rettigheder uforenelige størrelser?
Det var det centrale spørgsmål ved en konference på Christiansborg i går. Bag arrangementet stod Dansk Missionsråd, Institut for Menneskerettigheder og Folketingets tværpolitiske tros- og religionsfrihedsnetværk.
Og formand for sidstnævnte Daniel Toft Jakobsen (S) tog ordet som den første.
”Både kvinders rettigheder og religionsfrihed spiller en rolle i den danske udviklingspolitik, men der er ingen tvivl om, at kvinders rettigheder fylder mest. Måske fordi Danmark er et sekulært samfund, hvor nogle i det politiske liv ser religion som en trussel mod demokratiet,” sagde Daniel Toft Jakobsen.
At debat om religion ofte kan udvikle sig konfliktfyldt, illustreredes helt konkret, da den tyske religionsprofessor Heiner Bielefeldt indledte sit oplæg med ordet ”religion”, hvorefter alarmen i Proviantgården på Christiansborg gik i gang.
”Det siger lidt om religionsdebatten,” sagde Heiner Bielefeldt med et smil.
Ved konferencen i går var der dog forbløffende stor konsensus om, at religion bør spille en større rolle i udviklingsarbejdet. Det mente alle. Alle var også enige om, at kvinders rettigheder og religionsfrihed var forenelige størrelser. Det gjaldt blandt andre professor Heiner Bielefeldt, som tidligere i år stoppede som FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed.
”Der er mange spændinger i forhold til religionsfrihed og kønsrettigheder. Se bare på de manglende kvindelige præster i den katolske verden eller de få kvindelige imamer og spørgsmålet om det muslimske tørklæde. Det er et svært område, men det er ikke modsætningsfyldt,” sagde Heiner Bielefeldt og henviste til en brochure om religionsfrihed og kønnenes rettigheder, han havde i hånden for nylig.
På forsiden var der to skilte. Et med teksten ”Religionsfrihed,” det andet med teksten ”Kønsrettigheder”. Men skiltene pegede i hver sin retning og angav, at de to rettigheder aldrig ville mødes:
”Dette enten-eller er helt forkert. Selvfølgelig skaber traditionelle kønsroller inden for den religiøse verden nogle udfordringer for kvinder, men at sige, at det kun er religiøst konservative, der skaber problemer er også en illusion,” sagde Heiner Bielefeldt.
Ifølge ham er der dog et lag uden om den religiøse og kønspolitiske arena, som ofte er en større forhindring for sameksistens mellem de to rettigheder: Den politiske arena.
”Der er en tendens til at springe til en indskrænkning af religionsfriheden, når det handler om kvinders rettigheder. Se eksempelvis på tørklædet, der ifølge nogle politikere kan være et problem. Se på burkini-affæren efter terrorangrebene i Frankrig. Politikerne tænker, at ’vi må gøre noget’, men ofte er der tale om indskrænkninger af religionsfriheder, der ikke opfattes som gavnlige for kvinders rettigheder,” sagde Heiner Bielefeldt.
Èn person, der kendte en del til kvinders rettigheder inden for religionens verden, var næste taler på konferencen: Egyptiske Rasha Dewedar, en islamisk feminist tilknyttet forskningsinstituttet Noon Centre i Kairo.
Hun bevægede sig også ind i den politiske sfære og henviste blandt andet til Marokko og Egypten, der har vidt forskellige love i forhold til kvinder i ægteskab. Det på trods af at begge er skrevet med baggrund i islamisk lov.
”For mig som islamisk feminist handler det om at påvirke kvinders rettigheder inden for islam. Ofte handler det ikke så meget om islam, men mere om et konservativt syn på familie og rettigheder,” sagde Rasha Dewedar.
Og hvorfor så ikke bare adoptere FN’s internationale syn på menneskerettigheder inden for islam, spurgte hun retorisk.
”Hvor jeg lever, er der ikke meget respekt for FN’s internationale rettigheder. For mange muslimer, og ikke kun de konservative, føles det krænkende at høre på, at man skal holde de hellige bøger væk, for ’nu er det tid til, at FN kommer til’,” sagde Rasha Dewedar.8