Politisk kritik af kommunes bryllupshoroskop

Overtro er en privat sag, ikke en kommunal opgave. Det siger en række politikere om Københavns Kommunes bryllupshoroskop for datoen 7-9-13

Enhedslistens familieordfører Rosa Lund ser et principielt problem i, at Københavns Kommune har fået lagt et horoskop for den 7. september 2013, som Kristeligt Dagblad skrev om i går.
Enhedslistens familieordfører Rosa Lund ser et principielt problem i, at Københavns Kommune har fået lagt et horoskop for den 7. september 2013, som Kristeligt Dagblad skrev om i går. . Foto: Katrine Emilie Andersen Denmark.

Om man vil tage astrologien i brug på sin bryllupsdag for at sikre sig et godt ægteskab, er op til det enkelte par. Men man skal ikke ufrivilligt blive mødt med overtroiske påfund fra det offentliges side.

Sådan lyder flere politikeres holdning til, at Københavns Kommune har fået lagt et horoskop for den 7. september 2013, som Kristeligt Dagblad skrev om i går. Datoen 7-9-13 spås at blive en populær bryllupsdato, og i horoskopet lyder det blandt andet, at klokkeslættet 10.35 skulle give de bedst tænkelige rammer for nye ægteskaber.

LÆS OGSÅ: Overtroens kommunale overdrev

Venstres familieordfører Louise Schack Elholm understreger, at det står en kommune frit for at lave et sådant horoskop, men hun er personligt ikke begejstret for idéen.

Borgere skal være velkomne til at blive gift ud fra det, de selv tror på. Men en kommune skal ikke skilte med overtroiske tilbud og ikke automatisk offentliggøre et horoskop for alle borgere, for det er ikke alle, der ønsker de informationer, et horoskop giver, siger hun.

Også Enhedslistens familieordfører Rosa Lund ser et principielt problem i kommunens idé.

Jeg tror, der er mange, der bliver gift på rådhuset, fordi de gerne vil have overtro og tro blandet ud af deres ægteskab. Måske vælger mange netop denne dato på grund af overtro, men det kan kommunen bare ikke vide med sikkerhed, og derfor er det bedre at holde det aspekt ude, siger hun og tilføjer, at hun dog har svært ved at hidse sig op over et horoskop, der har kostet omkring 1000 kroner.

Nogle, der kan hidse sig op over initiativet, er kirkeordførerne Mette Bock (LA) og Christian Langballe (DF).

Mette Bock mener, det er langt ude, at en kommune som offentlig institution og autoritet gør overtro til en af sine opgaver, og Christian Langballe ved ikke, om han skal grine eller græde.

Det er komplet latterligt og beskæmmende, at Københavns Kommune foretager sig sådan noget. Kommunen reducerer ægteskabet til noget ligegyldigt eller noget, der er underlagt en bestemt form for skæbne. Når kristendommen forsvinder, så går overtroen ind og overtager, og så mister ægteskabet sin solide ramme. Så bliver det hele til det rene hokus-pokus, og det hjælper Københavns Kommune til, når de giver plads til astrologien, siger han.

Socialdemokraternes kirkeordfører Karen Klint er overrasket over initiativet, men mener, at det er op til det enkelte par, hvad der skal ligge til grund for deres vielse.

Vi lever i en verden, hvor antallet af vielser falder, og hvor man gør sit for at tilgodese pars ønsker om et spektakulært bryllup. Vielser er blevet et marked på godt og ondt, og i dag kan man både blive gift i hjemmet og i det fri. Jeg har svært ved at se, hvorfor det ene tilbud skulle være værre end det andet, siger hun og tilføjer, at bryllupshoroskopet er fint med hende, så længe politikerne i Københavns Borgerrepræsentation kan stå inde for det.

Sådan lyder det også fra De Radikales kirke- og kommunalordfører, Marlene Borst Hansen: Min umiddelbare tanke er, at det er skørt, men at der må være en efterspørgsel, siden de gør det. Den sag må kommunens politikere selv tage sig af.

I Københavns Borgerrepræsentation har man ikke på forhånd drøftet ideen om et bryllupshoroskop, siger medlem Rasmus Jarlov (K).

Jeg synes personligt også, at det er noget pjat, at vi som offentlig myndighed bruger penge på astrologi. Men beløbet er så lille, at det ville være usædvanligt, hvis vi som Borgerrepræsentation skulle have noget at sige. Jeg ser ikke nogen etiske problemer i at få lagt et bryllupshoroskop. Det er uskadeligt og fjollet og mest af alt useriøst.