Den politiske virkelighed banker på i idealistiske kirkekredse

Kirker hjælper flygtninge over hele verden. Her ses indkvartering af indvandrere i Sankt Pauli Kirke i ...

Kirker hjælper flygtninge over hele verden. Her ses indkvartering af indvandrere i Sankt Pauli Kirke i Hamborg, Tyskland, i 2013. - Foto: Scanpix

Jeg tror ikke, at Tyskland klarer at være mål for alle de mennesker, der kommer til Europa.
Heinrich Bedford-Strohm

En ny realisme meldte sig blandt kirkespidser, der debatterede flygtningekrise på topmøde i Kirkernes Verdensråd i Genève i denne uge

For nylig tog et fremtrædende tysk regeringsmedlem telefonen og ringede til en leder i EKD, Tysklands sammenslutning af protestantiske kirker. Han ville have hjælp til at finde sovepladser til et antal nye flygtninge, der var kommet til landet. Og han forventede, at kirken ville træde til i den svære situation.

Mange steder sker noget lignende. Europas kirker bidrager fra syd til nord med at løfte den politiske udfordring, som flygtningestrømmen udgør. Og det er netop denne udfordring, kirkerne har sat FN-repræsentanter i stævne for at diskutere i Kirkernes Verdensråd i Genève, mens sneen falder over byen.

I Tyskland bliver kirkerne taget seriøst af toppolitikerne, og forbundskansler og formand for det kristeligt-demokratiske CDU Angela Merkel har deltaget i planlægningen af mødet.

Hun har sendt sin partifælle og indenrigsminister, Thomas de Maizière, en af landets tungeste politikere, der straks i sin tale gør det klart, at en ny realisme har indfundet sig på politisk topniveau i nabolandet mod syd.

”Selvom vi som kristne gerne ville hjælpe alle personer i nød, ved vi, at vi ikke kan give ubegrænset næstekærlighed - i hvert fald hvis det betyder at tage alle ind, der søger beskyttelse hos os - uden at ofre både os selv og vores samfund.”

Den protestantiske politiker roser kirkernes store indsats for flygtningene, men taler også om indvandringens ”mørke side” og argumenterer for stærkere beskyttelse af EU's ydre grænser.

”På langt sigt er den ukontrollerede indrejse i EU og flygtningenes totale frihed til at rejse rundt i Europa uforenelig med det store fremskridt, som den grænsefri bevægelse i Schengen-området har været.”

Den kristne toppolitikers ord står i kontrast til mange andre indlæg fra kirke- og FN-spidser, som er mere idealistiske. Svenska Kyrkans ærkebiskop, Antje Jackelén, argumenterer for, at man som kristen må se mennesket bag flygtningens ansigt.

”Nogle ser bare statistik, når de taler om flygtninge, mens andre ser mennesker. Vi må som kirker bidrage til det sidstnævnte.”

Olav Fykse Tveit, generalsekretær i Kirkernes Verdensråd, taler om kristendommens håb, som den anerkendte tyske teolog Jürgen Moltmann blandt andet byggede sin teologi op om, da han var tysk fange i britiske lejre fra 1945 til 1948.

”Jürgen Moltmann talte for ikke længe siden her i bygningen. Han skabte en håbets teologi ud af sit fængselsophold. Hans tale om håb er lige så vigtig i flygtningekrisen i 2016, som den var dengang. Vi skal som kirker gøre håbet håndgribeligt og realistisk.”

Dramaturgien på mødet er klar. Tyskland og Sverige er heltene (de nævnes oftest sammen), mens Ungarn er skurken. Ungarn grines der sågar ad, da en taler fortæller en anekdote om en cubaner, der absolut ville flygte til Ungarn, fordi han havde hørt, at landet både gav frihed og menneskerettigheder.

Men noget er i bevægelse på mødet. Teologer stiller kritiske spørgsmål på en ny måde. Biskop Heinrich Bedford-Strohm kommer lige fra et Tyskland, der er i oprør over masseovergreb på kvinder i Köln nytårsaften.

”En kirkelig tysk hjælpearbejder blev for nylig angrebet af 29 nigerianske kvinder i et af vore centre. Personen er ikke i livsfare, men alvorligt såret. Kvinderne var rasende over ikke at have fået lejligheder endnu. Men i Tysklands store byer kan heller ikke tyskere få boliger. Boligmanglen er et af landets helt store problemer. Hvordan kan vi ændre flygtningenes urealistiske forventninger, før de tager af sted?”.

Forståelsen er dog ikke stor fra panelets talere i salen. Tværtimod kommer der prompte en afvisning fra dr. Manuel Carballo, direktør for Internationalt Center for Migration, Sundhed og Udvikling, en samarbejdsorganisation for FN.

”Mangel på boliger er ikke så stort et problem, som det gøres til. Det bør kunne løses. Det skyldes også til dels, at europæiske lande aldrig har haft planer for social integration af flygtninge. Her har man et stykke arbejde at gøre endnu.”

Heinrich Bedford-Strohm kommer dog tilbage med flere kritiske spørgsmål senere. Han ”kæmper med sig selv”, er i tvivl om den EU-fordeling af flygtninge, som mange i salen peger på som del af løsningen.

”Jeg tror ikke, at Tyskland klarer at være mål for alle de mennesker, der kommer til Europa. Bevægelsesfriheden gør jo enhver ny ordning for fordeling af flygtninge irrelevant. Hvis indvandrere ikke ønsker at blive i det østeuropæiske land, de fordeles til, kan de bare flytte til Tyskland.”

Heinrich Bedford-Strohm og Thomas de Maizière er ikke alene med den nye realisme. Flere mellemøstlige biskopper sætter spørgsmålstegn ved, om europæerne er klar over, hvad det vil sige at leve sammen kristne og muslimer.

”Vi er meget politisk korrekte inde i salen,” lyder det i en pause fra præsten Michel Jalakh, der er generalsekretær for Mellemøstlige Kirkers Råd.

”Men politisk korrekthed er en luksus, som vi kristne i Mellemøsten ikke har råd til.”

Skarpere formuleres det af Isaac Barakat, der er græsk-ortodoks metropolit for Tyskland og Centraleuropa. Han levede indtil for få år siden i Syriens hovedstad, Damaskus, men bor nu i Köln i Tyskland.

”Mange europæere forstår ikke islams identitet. Man skulle lukke grænsen, både mellem Tyrkiet og Europa og mellem Tyrkiet og Syrien. Men nu er det for sent.”

Han så gerne, at de kristne i Europa hjalp kristne i Mellemøsten mere.

”Man skulle hjælpe kristne før muslimer. Det er derfor, vi kalder hinanden brødre. Vi er familie. Man hjælper sin egen familie før fremmede. Ville du selv give et andet barn mad før dine egne børn, hvis det virkelig gjaldt?”, spørger den syriskfødte gejstlige.

Flere teologer fra ortodokse kirker knytter forfølgelsen af kristne i muslimske lande sammen med indvandringen i Europa. Men protestanterne taler stort set ikke om det. Ærkebiskop Antje Jackelén berører emnet, men kun for at advare imod islamofobi.

”Kristenforfølgelser bruges til at skabe fordomme om muslimer. Vi skal passe meget på, hvordan vi taler om dem.”

Forskellene er store. De mellemøstlige biskopper er forsamlingens superrealister.

”I kommer til at vænne jer til at leve med terror og overgreb som i Köln,” siger Isaac Barakat.

Kirkerne i modtagerlandene nordpå som Sverige, Danmark og Tyskland er idealisterne. Men disse kirker er i bevægelse, og man hører problematiseringer som Heinrich Bedford-Strohms.

En tredje kategori midtimellem er kirkerne i transitlande som Italien og Grækenland. Deres lande står med enorme flygtningeproblemer, og som middelhavslande kender de alt til historiens religionskonflikter, besættelser og kultursammenstød. Men de virker fast besluttede på at koncentrere sig om at hjælpe mennesker i nød - under den klare forudsætning, at de sendes videre nordpå.

Gabriel Papanikolao, den græsk-ortodokse metropolit for dele af Athen, taler om ”sikker passage gennem landet” som kirkens mål og insisterer på den kristne pligt til at hjælpe mennesker i nød:

”Bed for os, det græske folk, om, at vi kan fortsætte med at praktisere kristen kærlighed.”

Men han insisterer også på den reelle risiko, der er for konflikter mellem kulturer.

”Mit hjerte lider virkelig over den kristne affolkning af Mellemøsten. Men vi må aldrig opgive freden. Som den tyske teolog Rudolf Otto sagde: 'Hvor den religiøse konflikt begynder, ender civilisationen'.”