Præst får advarsel efter fire tjenstlige samtaler

Måltidsgudstjeneste i Hvalsø Kirke. Maden bæres

På billedet ses Hvalsø Kirke, hvor sognepræst Søren E. Jensen er ansat på halv tid. Foto: / Scanpix Danmark

Sognepræst Søren E. Jensen i Hvalsø har af sin biskop fået en advarsel for ukollegialitet og illoyalitet. Hvis det gentager sig, bliver han indstillet til afsked. Sagen er anket til Kirkeministeriet

Hvalsø Kirke var den sidste søndag i september 2014 ramme om den traditionelle gudstjeneste for hele Lejre Provsti. Sognets præst, Søren E. Jensen, var på prædikestolen. Da dagen sluttede, var der en klage over ham på vej til biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.

Resultatet er, at Søren E. Jensen i begyndelsen af det nye år indkasserede en skriftlig advarsel fra biskoppen for ukollegial og illoyal optræden. Den er nu anket til Kirkeministeriet.

Advarslen er udstedt efter en formel tjenstlig samtale, som nu er den fjerde, sognepræsten har været igennem. De andre samtaler har i hovedsagen også handlet om Søren E. Jensens prædikener, men indtil videre har han kun fået en advarsel for manglende ferieindberetning. Det vil sige, at Søren E. Jensen i gennemsnit, siden han blev ansat i 2007, har været til en tjenstlig samtale hvert andet år.

Søren E. Jensen siger, at han har valgt at gå i offentligheden med sagen, fordi han finder den principiel. Han mener, at biskopperne bruger den tjenstlige samtale som et ledelsesinstrument mod polemiske præster, og at der ikke er teologi i for eksempel hans egen sag.

”Jeg føler mig forfulgt, for det er dødirriterende at blive indkaldt til tjenstlige samtaler. Det går ud over mit arbejdsliv og familieliv. Det er ikke nogen bagatel, og det er frustrerende, fordi jeg samtidig føler mig lokalt afholdt. Det er ikke fra mit sogn, at klagerne kommer,” siger Søren E. Jensen, som ikke mener, at han har optrådt ukollegialt eller illoyalt over for biskop og provst. Derfor forventer han, at Kirkeministeriet afgør, at biskoppen ikke har belæg for sin advarsel.

”Jeg har som præst ytringsfrihed i min prædikener og i andre sammenhænge, og den, føler jeg, er trådt under fode med biskoppens advarsel,” siger Søren E. Jensen.

Kristeligt Dagblad har fået Søren E. Jensens tilladelse til at læse og offentliggøre dokumenter fra hans personsag.

Det fremgår heri, at provst Lars Munch sendte en klage til biskoppen over Søren E. Jensens prædiken ved prov-stigudstjenesten, hvor der blandt andet står om sognepræsten, ”at du i din prædiken under provstigudstjenestesten i Hvalsø Kirke samme dag udtrykte dig stærkt ukollegialt, idet du udtalte dig polemisk om forskellige gudstjenesteformer og aktiviteter, som flere af dine kolleger bruger tid og kræfter på”.

Det er for eksempel spaghettigudstjenester, babysalmesang, minikonfirmander og fredagsklub, som Søren E. Jensen nævnte i sin prædiken til 15. søndag efter trinitatis 2014.

Provsten skrev også, at Søren E. Jensen ”nedgjorde” menigheden ved at sige, at den kun går i kirke, fordi ”der er noget vådt og tørt” til kirkegængere efter gudstjenester.

Det fremgår også af sagsakterne, at ingen af Søren E. Jensens kolleger, for eksempel sognepræst i samme kirke Anne Spangsberg, eller nogle af de ansatte ved kirken har andel eller anledning i den aktuelle klage, som førte til advarslen.

Biskoppen skriver i sin advarsel til Søren E. Jensen:

”En præst har selvfølgelig ytringsfrihed, men en prædikestol egner sig ikke som platform for polemik imod tilstedeværende kolleger, fordi dine kolleger ikke har mulighed for at tage til genmæle i situationen.”

Peter Fischer-Møller mener også, at Søren E. Jensen er illoyal over for det tjenstlige tilsyn, han er underlagt gennem biskop og provst, og skriver:

”Afslutningsvis skal jeg meddele, at jeg finder det beklageligt, at du tilsyneladende ikke evner at udvise loyalitet over for tilsynet, provst og biskop, men miskrediterer provsten ved i mailen af 29. september 2014 til Anne Spangsberg og kirkegårdslederen at skrive følgende om provstens indberetning af 28. september 2014 til mig:

”'Som I ser nedenfor, havde vi i hvert fald en utilfreds kunde i butikken.' Desuden miskrediterer du mig ved din i prædikenen fremførte karakteristik af min adfærd i forbindelse med det årlige konfirmandarrangement.”

Ifølge Søren E. Jensen gav biskoppen konfirmanderne en såkaldt ”high five” i Roskilde Domkirkes udgang i forbindelse med arrangementet. En opførsel, som tidligere ville have medført en decorumsag, sagde Søren E. Jensen i sin prædiken.

”Jeg har fået biskoppens accept af, at jeg udgiver en prædikensamling. Men heri kritiserer jeg også biskoppen, så jeg er uforstående over for, hvad jeg må og ikke må. Men når biskoppen siger, at hvis han igen mener, at jeg har optrådt ukollegielt eller illoyalt over for biskop og provst, vil jeg blive indstillet til afsked, så får jeg sved på panden. Derfor skal afgørelsen omstødes,” siger Søren E. Jensen, der er overenskomstansat sognepræst på halv tid.

Biskop Peter Fischer-Møller har ingen kommentarer under henvisning til, at det drejer sig om en personsag, som er belagt med tavshedspligt, og som en biskop derfor ikke kan udtale sig offentligt om.

”Jeg er stadig af den opfattelse, at du har misligholdt dit ansættelsesforhold som sognepræst i den danske folkekirke og tildeler dig en advarsel i medfør af Kirkeministeriets bemyndigelse i cirkulærskrivelse af 15. marts 2005 om visse ændringer af administrationen af præsters løn- og ansættelsesvilkår (med senere ændring)”

Biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift, 9. januar 2015

Uddrag af sognepræst Søren E. Jensens prædiken 15. søndag efter trinitais 2014:

”Vi taler med andre ord om det, som den ældre del af menigheden vil huske kaldes for en højmesse, og lige præcis den del af kirkelivet er under pres i disse år. Sagt med et sideblik til dagens tekst kan man sige, at folkekirken med enorm hast er ved at udvikle sig fra en Mariakirke - hvor centrum var ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, som det så tørt hedder - til en aktivistisk Marthakirke, hvor præsten har travlt med at sørge for menigheden, helst i form af noget vådt og tørt.”

”Faktisk kunne man helt lukke de teologiske fakulteter - den ene er allerede reduceret til et institut - og i stedet lave præsteuddannelse på provinsens hårdt pressede produktionsskoler, hvor de kommende præster ikke lærte overflødigt pjat som hebraisk og dogmatik, men derimod blev tilbudt mere erhvervsrelaterede fag som madlavning og dramatik.”