Præstesager skal håndteres mere åbent og ensartet

Genrebilleder af præst i

Biskopperne burde finde et fælles skema for, hvad en fælles udtalelse fra biskop og præst skal opfylde efter et samtaleforløb, så ingen er i tvivl om, hvordan præsten fremover forholder sig til sin forkyndelse i folkekirken, mener professor. Foto: Paw Wegner Gissel

I den sidste sag skal det for eksempel stå krystalklart, at Annette Berg ikke tror på reinkarnation og måske bare holder en dør åben for eksempel i en sjælesorgssammenhæng.
Svend Andersen, professor i teologi

Flere kirkelige iagttagere er enige om behovet for en bedre håndtering af præstesager i folkekirken, men har forskellige forslag til hvordan. Præsteforeningen ønsker derimod at bevare den nuværende ordning

Afgørelserne i de to seneste præstesager i folkekirken har skabt mere uklarhed end afklaring.

Tror sognepræst Annette Berg på reinkarnation, og tror sognepræst Per Ramsdal ikke på den kristne opstandelse? I begge tilfælde har præsternes offentlige udtalelser skabt tvivl om, hvorvidt de befinder sig inden for folkekirkens bekendelse, som en præst i folkekirken er forpligtet på i sin forkyndelse.

Kommunikationen til offentligheden er i begge tilfælde blevet kaldt kritisabel og mangelfuld, påpeger Svend Andersen, professor i teologi ved Aarhus Universitet og formand for Selskab for Kirkeret.

”Biskopperne burde finde et fælles skema for, hvad en fælles udtalelse fra biskop og præst skal opfylde efter et samtaleforløb, så ingen er i tvivl om, hvordan præsten fremover forholder sig til sin forkyndelse i folkekirken. I den sidste sag skal det for eksempel stå krystalklart, at Annette Berg ikke tror på reinkarnation og måske bare holder en dør åben for eksempel i en sjælesorgssammenhæng, hvor hun ikke vil gå i rette med et menneske, som tror på det, for at vedkommende ikke skal føle sig udstødt af folkekirken. Det er ikke sket med den fælles udtalelse, vi har set,” siger Svend Andersen, som mener, at biskopperne måske burde følge et kommunikations-kursus, medmindre de i virkeligheden har et ønske om at formulere sig uklart i den slags sager.

Svend Andersen efterlyser også større ensartethed i behandlingen af disse sager, der vedrører elementer af folkekirkens lære, men som måske ikke er tunge nok til at kunne mobilisere hele den juridiske præsteret.

”Det duer ikke, at den enkelte biskop træffer beslutning om sine egne løsninger uden at afstemme det med de øvrige biskopper. Det vigtigste for mig er, at der fremover etableres en ensartet procedure, for de to sager er ikke enestående, de dukker op med jævne mellemrum. Derfor burde biskopperne sætte sig ned og blive enige om en fælles fremgangsmåde,” siger Svend Andersen.

En ensartet procedure kunne etableres i et lærenævn med teologiske og religionsvidenskabelige eksperter, som kunne vurdere samtaleforløbet og sikre, at biskoppen og præsten efterfølgende fremsatte en umisforståelig udtalelse i offentligheden, for ikke at skabe tvivl om præstens og folkekirkens tro. Det foreslår Svend Andersen.

Hvis ikke man vil oprette et lærenævn som en del af den folkekirkelige ordning, kunne man sammensætte en liste af eksperter, som det var obligatorisk at inddrage som høringspart i alle præstesager, der involverer folkekirkens lære.

Professor mso ved Roskilde Universitet med speciale i kirkeret Lisbet Christoffersen mener imidlertid ikke, at et lærenævn er den rette løsning. Hun er enig i behovet for en mere ensartet og frem for alt mere åben håndtering af denne type sager.

”Præstesager, som vedrører læremæssige spørgsmål, kan ikke køres som rene personsager, der bare lukkes ned. Når præster offentligt har givet anledning til begrundet tvivl om deres forkyndelse og embedsførelse, skal der også komme en offentlig afklaring. Et teologisk lærenævn vil for mig at se være at stikke hinanden blår i øjnene, fordi denne type sager aldrig kun handler om teologi, men også om jura og magt. Men derfor kunne biskopperne, Kirkeministeriet og folkekirkens øvrige parter med fordel sætte sig sammen og drøfte en fælles model, som sikrer, at denne type sager afklares åbent og troværdigt,” siger Lisbet Christoffersen.

Eberhard Harbsmeier, der er tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, mener, at den teologiske samtale skal styrkes, men ikke formaliseres, sådan som det sker i for eksempel et lærenævn.

Han refererer Martin Luther for, at man kun kan bekæmpe kætteri med ord. Det er en vigtig pointe at huske i for eksempel reinkarnationssagen, mener Eberhard Harbsmeier.

”Det forgifter en teologisk diskussion, at juraen straks bringes på banen. For så diskuterer man, om pastor X skal smides ud af folkekirken, og ikke teologien i det. Man kan diskutere, om det, en anden siger, er rigtigt. Men når man diskuterer, om vedkommende har lov til at sige det, bliver det ikke længere en debat om sagen. Jeg ønsker ikke den udsmidersport i folkekirken,” siger han og opfordrer derfor til, at debatten om gejstlige læresager droppes.

I stedet bør præster, biskopper og alle andre i første omgang give plads til den teologiske samtale offentligt så vel som mellem præst og biskop, før en læresag eventuelt kan komme på tale, hvilket han dog ikke mener vil ske, fordi det er et trægt system og derfor uønsket.

Samtalen skal ifølge ham ske så frit som muligt, og derfor vil han heller ikke formalisere den:

”For så skal man have noget, der minder om en synode, og det blev jo ikke til noget sidst. Det er værd at bemærke, at det er de samme præster, som er modstandere af en synode, der gerne vil have læresager og smide præster ud. Man får heller ikke noget ud af tvang. Bekendelsestvang opfordrer direkte til hykleri, og det er en stor pris at betale.”

Formand for Den Danske Præsteforening Per Bucholdt Andreasen er godt tilfreds med det system, folkekirken har i dag. Det betyder, at hver enkelt biskop bruger skønsomhed og sund fornuft i sager om præsters offentlige udtalelser, som ikke ender i præsteretten.

”Der er ikke en mellem-instans i folkekirken, hvor præsten kan miste embedet på grund af et lærespørgsmål. Det kan først ske i præsteretten, og sådan er vi tilfredse med, at det er. Præstens retssikkerhed i den tjenstlige samtale er jo sikret gennem et regelsæt, og det er den også, hvis biskoppen forbereder en læresag, som kommer til præsteretten, fordi den finder sted i form af en domstolsbehandling,” siger Per Bucholdt Andreasen.

”Det kan godt være, at de enkelte sager befinder sig i en gråzone, men det har den slags sager det bedst med. Det er forskellige sager, som afklares individuelt af 10 forskellige biskopper. De skal afklare, om præsterne er inden for folkekirkens bekendelsesramme, og det har de jo vist sig at være i de to seneste sager, ellers var der indledt en læresag ved præsteretten,” siger Per Bucholdt Andreasen og tilføjer:

”Men hvis biskopperne synes, at de har behov for at drøfte forskellige mulighe-der i lyset af de meget få præstesager med læremæssigt indhold, som opstår fra tid til anden, så må de jo gøre det.”