Hvad må præster sige, og hvad må de stemme på?
Spørgsmålene har været centrale i medierne og blandt politikerne inden for det seneste halve års tid. Først da hjælpepræst Søren E. Jensen tiltrak sig opmærksomhed, fordi han modtog en advarsel fra Roskilde Stifts biskop, Peter Fischer-Møller. Biskoppen mente, at Søren E. Jensen havde optrådt ukollegialt, da han kritiserede sogne for at glemme højmessen og fokusere på andre aktiviteter.
Hen over sommeren var det så den tidehvervske sognepræst Marie Høgh, der skabte røre, fordi hun angiveligt blev udfrittet om sit forhold til Dansk Folkeparti og senere fravalgt til en stilling i den danske kirke i Berlin.
I dag skrives næste kapitel i de to historier. Kirkeminister Bertel Haarder (V) er kaldt i samråd om spørgsmål om præsters forkyndelsesfrihed og retssikkerhed, og Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, har stået fadder til begge indkaldelser.
Han ser sagerne om Søren E. Jensen og Marie Høgh som udtryk for, at biskopperne har overtrådt deres teologiske tilsynspligt.
Når kirkesagerne nu gøres til genstand for politiske diskussioner på Christiansborg, kan det ses som et udtryk for netop Christian Langballes eget tidehvervske og kirke-politiske ståsted, men også en øget bevidsthed om, hvor stor en rolle kirkelivet har fået i medierne. Det siger Marie Vejrup Nielsen, lektor og leder af Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet.
”Der er en stor bevidsthed blandt politikerne om, at de kan skabe synlighed omkring sig selv, fordi sager om kirkeliv og religion fylder meget i medierne. Medierne er blevet en kampplads for teologisk legitimitet, og kirkesagerne kan bruges til at markere politikere værdipolitisk,” siger Marie Vejrup Nielsen.
Uro i kirken har altid været en god historie, mener Kurt E. Larsen, professor ved Menighedsfakultetet. Men det valgresultat, som Dansk Folkeparti opnåede ved folketingsvalget i juni, kan spille en ny rolle.
”Der er virkelig gået politik i sagerne, efter at Dansk Folkeparti havde et godt valg. For når der så er en præst, der måske, måske ikke sympatiserer med det parti, og på den baggrund mener at blive fravalgt, så går der partipolitik i den. Det har der ikke været tradition for tidligere,” siger Kurt E. Larsen, som ikke køber Christian Langballes kritik om, at biskopperne i de to sager har misbrugt magt.
”Jeg synes ikke, at bisperollen har ændret sig i forhold til præsteansættelser. Biskoppen har fået nogle nye beføjelser i forhold til ledelse i folkekirken generelt, men i forhold til præsteansættelser er der en gammel indbygget spænding mellem menighedsrådets ret til at vælge præst og biskoppen som rådgiver for rådet.”
Lisbet Christoffersen, professor i kirkeret ved Roskilde Universitet, er som Kurt E. Larsen ikke enig med Christian Langballe i, at sagerne fra samrådet i dag er eksempler på, at biskopperne har misbrugt deres magt.
”Som jeg har fulgt de to sager om Søren E. Jensen og Marie Høgh, så har jeg svært ved at se, at biskopperne skulle være gået ud over deres beføjelser, som rummer teologiske tilsyn og arbejdsgiveransvar,” siger hun.
Dansk Folkepartis Christian Langballe afviser, at han politiserer.
”Det synes jeg er noget værre vrøvl. Når jeg har rejst de sager, er det af principielle årsager. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i personsager.”