Trods over 40 års medlemskab af først Det Europæiske Fællesskab og siden af Den Europæiske Union viste sidste uges Brexit-afstemning, at England mere end nogen sinde trives med forestillingen om en ”splendid isolation” fra kontinentet, altså at englænderne har det helt fint med netop ikke at være som de andre europæere og deres måde at tænke på.
For begge sider af debatten om Storbritanniens udtræden af EU viste parolerne, at ingen af parterne i grunden har stærke følelser for Europa.
Hvis det for exit-siden var truslen om ukontrolleret immigration, der var trumfkortet, så var det for remain-siden det økonomiske kort, der blev spillet igen og igen, og ikke for eksempel fred og samarbejde mellem de europæiske nationer.
Den Engelske Kanal er så bred som nogensinde, og, som den britiske kommentator Clifford Longley forleden skrev i det katolske tidsskrift The Tablet, så indgår religionen som et vigtigt element i den kulturelle kløft, der eksisterer mellem briterne på den ene side og alle andre folkeslag på den anden.
Det gælder også i forholdet til Danmark.
For til trods for at begge lande har en protestantisk statskirke med monarken som overhoved, så står Englands nuværende nationale identitet ikke kun i gæld til Henrik VIII’s brud med Rom i 1530’erne, ligesom vi i Danmark henfører dele af vores nationale egenart til Christian III’s reformation i 1536.
I England fik bruddet med Rom og med den fælleseuropæiske identitet en ekstra overbygning i begyndelsen af 1700-tallet, da kong Georg I kom på tronen.
Kongen var ikke englænder, men hannoveraner, og ifølge historikeren Linda Colleys bog ”Britons: Forging the Nation 1707-1837” (1992) var det afgørende for at kunne sælge den tyske konge til englænderne at understrege den antikatolicisme, der fremover ville forbinde monarken med hans undersåtter.
Idéen var, at kong Georg var udvalgt af Gud til at gøre det britiske folk til et bolværk mod katolicismen både i England og på kontinentet.
På De Britiske Øer kom den trussel fra den afsatte katolske konge James II og hans efterkommere i Stuart-familien, der flere gange forsøgte at generobre den britiske trone.
På kontinentet kom truslen fra Frankrig, der i begyndelsen af det 18. århundrede havde overtaget Spaniens rolle som Englands katolske ærkefjende.
Fællesnævneren for alt det værste, der kom udefra, var i 1700-tallets England paven og den katolske kirke, og ”papismen” forblev et skældsord i den politiske og religiøse retorik langt op i det 20. århundrede.
I dag, hvor Storbritannien er et sekulært samfund, er det ikke dogmatiske stridigheder, der præger avisernes overskrifter.
Til gengæld demonstrerede udfaldet af Brexit-afstemningen, at forestillingen om en politisk trussel mod engelsk selvstændighed og egenart stadig får mange englændere til at søge tilbage til tanken om England som en uindtagelig fæstning.
Og det er her, at EU overtaget pavens gamle rolle som den instans, rigtig mange englændere kan samles om ikke at kunne lide.
Og er der i øvrigt ikke noget med, at EU i sin oprindelse var et katolsk projekt?
For konspirationsteoretikere bærer det yderligere ved til bålet, at EU’s ”fædre”, franskmanden Robert Schuman, tyskeren Konrad Adenauer og italieneren Alcide de Gaspari, alle var stærkt præget af katolsk politisk tænkning.
Derfor var det i 1950’erne afgørende for dem at understrege, at fællesskabet ikke bare skulle være et økonomisk og handelspolitisk samarbejde men også et moralsk svar på Europas lidelser under Anden Verdenskrig og Europas deling efter krigen.
Den slags idealistiske argumenter er næsten håbløse at føre på banen i vor tid, og det var slående, at remain-siden i England overhovedet ikke kom i nærheden af dem.
Derimod definerer briterne sig stadig som et imperium også i forhold til Europa.
Og her skal resten af os ikke kun tænke på vidtstrakte oversøiske besiddelser. I det engelske ord ”empire” ligger også en forestilling om national selvtilstrækkelighed i enhver henseende, både religiøst og politisk.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold