Protester mod nedlæggelse af kirkegård

Kirkegården ved psykiatrisk hospital i Risskov i Aarhus er truet af byggeplaner

Kirkegården ved det psykiatriske hospital i Aarhus vil måske snart blive sløjfet. Det skaber røre.
Kirkegården ved det psykiatriske hospital i Aarhus vil måske snart blive sløjfet. Det skaber røre.

Region Midt bør ikke sløjfe den nuværende kirkegård ved psykiatrisk hospital i Risskov, som der foreligger planer om. Det mener flere kirkelige stemmer, blandt andre Elof Westergaard, biskop i Ribe og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur:

”Jeg synes, der er et vigtigt stykke historie fortalt her. Det fortæller noget om vores tabuer og om, hvem vi afsondrer os fra. Det er vigtigt at værne om sådan et sted, for det fortæller noget om samfundet og vores syn på dem med psykiske vanskeligheder. Derfor synes jeg, vi skal være meget varsomme med at ændre på det,” siger Elof Westergaard.

Kirkegården er truet, fordi Region Midt vil etablere et boligområde på stedet, når psykiatrisk hospital i 2019 rykkes til et nyt psykiatrisk center ved Skejby Sygehus. Men selvom den ikke har været i brug siden 1962, er det stadig vigtigt at bevare den, ikke mindst af etiske grunde, forklarer hospitalspræst ved psykiatrisk hospital, Anna Bojsen-Møller.

”Jeg synes ikke, det er etisk forsvarligt at bygge ovenpå en kirkegård. Jeg mener ikke, at man skal bryde gravfreden. Man bør lade skeletterne ligge i fred,” siger hun.

Hun tilføjer, at fordi kirkegården hørte til psykiatrisk hospital, har den også en historisk værdi, som risikerer at gå tabt, hvis den bliver sløjfet. Derfor skrev hun sidste år til Kulturstyrelsen for at få lov til at frede kirkegården. Den ældste del af det psykiatriske hospital er nemlig fredet, og det er dele af den tilstødende park også - blot ikke kirkegården. Men Kulturstyrelsen afslog:

”Kirkegården fremstår i dag væsentligt ændret uden sin oprindelige aksiale stistruktur, kapel og visuelle forbindelse til parken. Det er derfor Kulturstyrelsens vurdering, at den næppe har de arkitektoniske eller kultur-historiske kvaliteter, som en fredning kræver,” stod der i afslaget.

Derudover henviste Kulturstyrelsen til, at der allerede findes en lignende kirkegård ved Nykøbing Sjællands psykiatriske hospital. Den blev fredet i 2007, og dermed mener Kulturstyrelsen, at de historiske aspekter ved sådan en kirkegård allerede findes i landet.

Projektet med de nye boliger er endnu ikke endeligt vedtaget, oplyser Aarhus Kommune. Det nuværende forslag, som altså inddrager den nuværende kirkegård til bebyggelse, skal igennem to offentlige høringsprocesser og godkendes af byrådet, inden det ligger fast. I de nuværende planer indgår også, at gravstenene på kirkegården flyttes til et andet sted i parken, hvor der oprettes et såkaldt lapidarium, som er en slags mindelund. Og den løsning er udmærket, mener Frank Skriver Mikkelsen, projektdirektør for Projekt-afdelingen DNU i Region Midt, der er bygherren.

”Det er min opfattelse, at den foreslåede løsning kvalitetsmæssigt er en bedre løsning end den nuværende, og at vi med etableringen af et lapidarium med de eksisterende gravstene værner om de kulturhistoriske værdier,” siger han.

Han påpeger også, at man har bygget på kirkegårde mange gange før, og at det derfor også kan gøres i Risskov. Men det er Elof Westergaard ikke enig med ham i.

”Der sker altså noget med en kirkegård i det øjeblik, man flytter gravstenene. Så er der ikke længere tale om en gravsten, men en mindesten, og man går fra at have en kirkegård til et mindeanlæg. Så forsvinder noget af det originale. Jeg synes, man skal bevare stedet, som det er, og lade kirkegården stå som et vigtigt lille åndehul i det kommende boligområde, et sted til eftertanke.”

Han bliver bakket op af sin næstformand i Foreningen for Kirkegårdskultur, landskabsarkitekt Mette Fauerskov:

”Det er vores alle sammens arv, som fortæller en virkelig vigtig historie om, hvordan man behandlede psykiske patienter. Mange af dem havde jo boet der hele livet. Disse mennesker havde ofte ingen pårørende, de var allerede udstødt dengang. Vi kan ikke have siddende på os, at vi så også fjerner kirkegården,” siger hun.

Den første offentlige høringsproces om byggeplanerne forventes omkring september måned. Herefter forventes den endelige afgørelse omkring lokalplanen i efteråret 2016.