Præsten pludrer lidt med Villiam og får et stort smil til gengæld. Villiam er syv uger og vældig tilfreds med opmærksomheden. Han er Birgit og Jakob Andersens førstefødte. De er gårdmandspar ved Holstebro, 24 og 25 år, og deres sognepræst er på besøg i anledning af Villiams dåb i Råsted Kirke.
Kirsten Sønderby, 36 år, har været sognepræst i Idom og Råsted siden 1998. Det er to små landsogne med i alt omkring tusind indbyggere. I de senere år er mange unge børnefamilier kommet til, og her bliver stort set alle nyfødte døbt. I de syv år, Kirsten Sønderby har været præst i sine sogne, har der kun været tre undtagelser fra denne regel.
Så selvfølgelig skal Villiam også døbes. Selvfølgeligheden understreges i forældrenes svar, når man spørger, for Birgit og Jakob har selv et forhold til kirke og kristendom. Så derfor har de nu dækket op til den forudgående dåbssamtale med kaffe og varme rundstykker i gårdens store spisekøkken.
Kirsten Sønderby tager altid ud på hjemmebesøg, når et barn i sognet skal døbes, og dåbssamtalerne følger et nogenlunde fast skema.
– Men det er en åben skabelon. Det kan jo godt ske, at samtalen afslører nogle ting, det er vigtigere at få talt om end en minutiøs gennemgang af dåbsritualet, siger hun. Måske viser det sig, at forældrene i virkeligheden slet ikke er enige om det her med dåb, og så er det vigtigt at få dét talt igennem. I langt de fleste parforhold får man aldrig rigtig talt ud om, hvad den anden tror på.
Kun få gange har hun oplevet, at forældre nærmest har været ligeglade ved disse dåbssamtaler. Hvor holdningen har været, at dåben "bare er noget, man gør".
– Det er heldigvis sjældent. I reglen oplever jeg mange gode, frie og åbne samtaler, også hos dem, der ikke har et afklaret forhold til kirke og kristendom.
Til akkompagnement af Villiams små pludrelyde er der først lige noget "papirnus" – Kirsten Sønderbys udtryk – som skal overstås. Det formelle: Villiams cpr-nummer, om fornavnet er med V eller W, hvem skal stå faddere, og hvem bærer?
Så er der dåbssalmen. Birgit siger, at de har tænkt på nr. 448 i Den Danske Salmebog, Svein Ellingsens "Fyldt af glæde over livets under", og den ender det med, efter lidt snak frem og tilbage, for der var jo også Grundtvigs "Sov sødt, barnlille".
Jakob har overladt valget til sin hustru, og Villiam vælger tilsyneladende at tage Grundtvig på ordet. Han sover nu trygt i faderens arme. Sutten vipper energisk op og ned med små hyggelige suttelyde. Villiam udgør lige nu en levende illustration af begrebet tryghed, og tryghed er lige præcis, hvad det drejer sig om at formidle, mener Kirsten Sønderby, når forældre siden hen skal følge op på dåben med en kristelig opvækst.
– Nogle unge forældre er usikre, og det er selvfølgelig sværest, hvis man ikke selv er vokset op med en sådan tradition. Samtidig sidder vi som voksne med vores tvivl og usikkerhed, og hvad er det så lige, man skal sige til sit lille barn, når det en dag spørger om, hvorvidt dets kanin kommer med i himlen?
Kirsten Sønderby svarer selv: – Jo, selvfølgelig kommer kaninen i himlen! Et barn skal ikke bære på den voksnes tvivl og anfægtelser, men har brug for den tillid og tryghed, der ligger i at have en far i himlen, der tager sig af os. Det lille barn har brug for at vide, at den døde bedstemor nu er i himlen, og at kaninen selvfølgelig også kommer der.
Idom-Råsted-præsten mener, at dåben først og fremmest er til for menneskets skyld. Det snakker de lidt om i Birgits og Jakobs spisekøkken. I gamle dage skulle børn døbes hurtigst muligt, så de ikke risikerede ikke at komme i Himlen, hvis de døde. Den teologi tror Jakob ikke på, ej heller præsten: – Gud vil godt tage imod de små børn, selvom de ikke er døbt. Han er rimelig large, mener Kirsten Sønderby, men hvorfor så døbe?
Birgit grunder over spørgsmålet og kommer så til den konklusion, at det jo ingen skade er til, at Guds velsignelse bliver sagt, så alle kan høre det.
– Ja, det skal nemlig siges højt, hvor mennesker hører til, samstemmer Kirsten Sønderby og nikker.
Samtalen fortsætter nu med en gennemgang af dåbsritualet. Præsten tegner på papiret et lille kort med nogle prikker for at anskueliggøre, hvordan forældre og barn skal placere sig ved døbefonten, og forklarer om "den løftede pegefinger", der følger efter selve dåbshandlingen: Forældre- og faddertiltalen om forpligtelsen til at "drage omsorg for" – som det udtrykkes i ritualet – at barnet oplæres i den kristne børnelærdom. Det er først og fremmest forældrenes ansvar, fastslår Kirsten Sønderby og sammenligner dåben med en pakke, som forældrene skal hjælpe barnet med at pakke op.
Birgit fortæller, at hun selv er vokset op med fadervor og børnesangen "Jesu lille lam jeg er" ved sengetid, så det bliver nok noget i den retning med Villiam, kan man forstå.
Kirsten Sønderby anbefaler altid sine dåbsforældre at få lagt en god kristelig familietradition så tidligt som muligt.
– De små børn fatter ikke et pluk, når man begynder, men det er lige meget, for det her drejer sig først og fremmest om at give dem en tryghed i troen, og bid efter bid kan de så få pakket pakken ud.
Hvor vigtigt det er med trygheden, har hun oplevet eksempler på hos sine mini-konfirmander. En af dem fortalte hende, hvordan han kunne nå at bede fadervor tre gange, når han om vinteren på vej hjem skulle forbi nogle uhyggelige træer. Når han bad, så kom der intet ondt ud efter ham, selvom der stadigvæk var skummelt imellem de træer.
Samtalen med Birgit og Jakob nærmer sig sin afslutning. De sidste praktiske ender knyttes. Villiam gumler løs på sutten og sover uanfægtet videre i fars arm, i ubekymret tillid til, at hans forældre og præsten nok skal klare alt det der med Vorherre og evighedsdåb. Sådan ser det i hvert fald ud.