Præster skjulte mange jøder på flugt

Kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten er en af Danmarks fremmeste eksperter på krydsfeltet mellem kirke og jødedom. Han kan ikke sætte tal på antallet af kirkeligt engagerede, der hjalp jøderne ud af Danmark. Læs mere her

Biskop Hans Fuglsang-Damgaards (1890-1979) skrev under 2. verdenskrig hyrdebreve, hvori han opfordrede til at støtte jøderne.
Biskop Hans Fuglsang-Damgaards (1890-1979) skrev under 2. verdenskrig hyrdebreve, hvori han opfordrede til at støtte jøderne. . Foto: Leif Tuxen.

60 jøder.

Så mange var der i bispegården i Nykøbing Falster dagen før den jødiske forsoningsdag yom kippur, hvor biskop og dr.theol. Niels Munk Plum (1880-1957) havde åbnet sit hjem for jøder på vej til Sverige. Det var i oktober 1943. Blandt flygtningene var nu tidligere overrabbiner Bent Melchior, dengang 14 år gammel, hans forældre og søskende.

"Biskoppen var meget opsat på, at jøderne i bispegården skulle følge traditionen for forsoningsdagen, så han spurgte, om der ikke var noget, han kunne hjælpe med eller forberede i den anledning. Det var helt fantastisk," siger Bent Melchior og tilføjer, at mange andre måske ville have forsøgt at konvertere jøderne til kristendom.

Senere samme aften blev de 60 jøder bragt til en fiskerbåd. Og det var tæt ved at koste dem alle et ophold i koncentrationslejren Theresienstadt. Den fisker, der blev hyret for ganske mange penge et års husleje pr. familiemedlem havde aldrig sejlet længere ud, end han kunne se kysten. Derfor endte de først i Gedser, som fiskeren troede var Trelleborg.

"Det var heldigt, at vi ikke kom i land i Gedser. Så var vi endt i Theresienstadt sammen med de 470 danske jøder, der blev sendt til Tyskland. Da fiskeren, som havde et kompas, men ikke kunne bruge det, sejlede tilbage mod Sverige, endte vi på den svenske sydkyst, hvor en lille dreng hentede sin far, der var fisker. Ham, vi havde betalt for overfarten, var bange for, at hans kutter ville blive konfiskeret, hvis han lagde til land."

Biskop Niels Munk Plum var ikke den eneste fra kirkelige kredse, der stillede op for de danske jøder.

Ph.d. og adjunkt på Københavns Universitet Sofie Lene Bak har blandt andet været i biskop Hans Fuglsang-Damgaards (1890-1979) arkiver, hvor hun kan se, at han allerede i 1930'erne var optaget af jødespørgsmålet i Tyskland. Måske fordi han som sønderjyde blev kaldt i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, hvor han fik en kugle gennem kinden.

Det er et godt eksempel på, at han gradvist optrappede engagementet i jødernes sag, også i Danmark. Og jeg tror, at adskillige præster og kirkeligt engagerede også har åbnet dørene for de flygtende jøder, siger hun.

Fuglsang-Damgaard skrev efter hyrdebrevet fra den 3. oktober 1943, som opfordrede til at støtte jøderne, endnu et hyrdebrev i december, fordi han, ifølge dr.theol Martin Schwarz Lausten, ikke synes, der var kommet noget ud af brevet. Det nye blev offentliggjort i december 1943 på et stort præstemøde, hvor præsterne mente, at et hyrdebrev var for lidt.

Derfor blev biskoppen pålagt at kræve alle jøder i Theresienstadt tilbage til Danmark. Det endte dog med et brev i februar 1944 med bønnen "Lad os bede for Guds gamle ejendoms folk, så at Gud vil hjælpe der, hvor vi ikke øjner vejen."

Fuglsang-Damgaard udviklede et stærkt venskab med den daværende overrabbiner Max Friediger (1884-1947), som blev sendt til Theresienstadt. Her udvekslede de breve, og biskoppen sendte også pakker med tøj og fødevarer.

Johannes Langhoff, nu 93 år, var stud.theol., da Danmark blev besat i 1940. Men rigtig engageret blev han først i 1943, hvor han for Præsternes Uofficielle Forening og foreningens illegale blad Kirkens Front havde opgaven med at koble jøder, der skulle til Sverige, med en række præstegårde, der kunne huse dem, indtil de kunne komme over sundet. Historien fortalte han for 10 år siden til Kristeligt Dagblad, hvor han i øvrigt også var journalist i en årrække, og videregav de Ritzau-telegrammer til Kirkens Front, der ikke måtte trykkes i de traditionelle aviser.

Kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten er en af Danmarks fremmeste eksperter på krydsfeltet mellem kirke og jødedom. Han kan heller ikke sætte tal på antallet af kirkeligt engagerede, der hjalp jøderne ud af Danmark. Det kan man blandt andet læse i det sidste bind af hans seksbindsværk om jøderne og folkekirken.

Da der på et tidspunkt var rygter om en særlov vendt mod jøderne i Danmark, tog præsten Otto Paludan i 1941 ved Vendsyssel Grundtvigske Præstekonvent initiativ til, at præsterne skulle skrive til samtlige politikere i Stor- og Landstinget, at politikerne alle som en skulle love at sige nej til særloven, og at jøderne i Danmark var landsmænd og medborgere med en anden religion, siger Martin Schwarz Lausten.

Formanden for Israelsmissionen Frederik Torm skaffede tyske jøder til Danmark og sendte dem videre til Sydamerika, og Christian Bartholdy, der var formand for Indre Mission fra 1934 til 1959, var også jøderne venligt stemt.

Det underlige her er, at både Torm og Bartholdy fortsætter med at skrive i deres respektive blade, at det er Gud, der straffer jøder med forfølgelse, fordi de ikke omvender sig til kristendommen. Men de blev ved at hjælpe, blandt andet sendte Torm varmt tøj til jøderne i Theresienstadt, siger Martin Schwarz Lausten.

Der var få nazistmedlemmer blandt præsterne. Schwarz Lausten anslår tallet til 12-14 stykker. Men der var dog også antisemitter på prædike- og bispestole. Blandt andet Aarhus-biskoppen Skat Hoffmeyer, der blev anklaget for antijødiske udtalelser. Biskoppen var personlig ven med kongeparret, og det var kongen, der blandede sig for at få ham viklet ud af først den klagesag og senere den forundersøgelse af auditøren ved den ekstraordinære tjenestemandsdomstol, biskoppen blev præsenteret for. Hans kolleger, også Fuglsang-Damgaard, holdt dog hånden over ham. Og det gjorde kongen også.