Seks ud af 10 danske folkekirkepræster tror på helbredelse ved bøn. Kristeligt Dagblad har foretaget en rundspørge til 102 tilfældigt udvalgte folkekirkepræster om tro, bøn og helbredelse. 63 procent svarede, at de mente, at sygdom i nogle tilfælde kan helbredes ved bøn, mens kun 42 procent selv praktiserer forbøn og 13 procent håndspålæggelse, salvelse eller andre ritualer i forbindelse med helbredelse.
- Jeg er positivt overrasket over, at så mange præster er teologisk åbne over for det helbredende element af troen, men jeg fornemmer også en blufærdighed over for de mere håndfaste ritualer, lyder kommentaren fra Morten Munch, landsformand for Dansk Oase, der arbejder for »fornyelse i folkekirken«, delvist inspireret af den karismatiske kirke, hvor man har tradition for at praktisere forbøn.
- For mig at se er der behov for, at præsterne kan få hjælp til de ritualer, der ikke falder så naturligt for dem, siger Morten Munch, som forestiller sig en vejleder - frivilligt eller ansat på deltid - knyttet til hvert stift, til at hjælpe præster, der måtte ønske det.
- Samtidig skal man selvfølgelig lære folk, at i de tilfælde, hvor de ikke ser Guds indgriben, er de stadig i Guds hånd, tilføjer han.
Laila Groes, sognepræst i Hans Tausens kirke i Odense er åben overfor den guddommelige helbredelse, men praktiserer ikke selv helbredelsesritualer. Hun medgiver, at blufærdighed kan være en hindring for, at hun selv tilbyder den bøn, som kan være et uudtalt ønske hos et sygt menneske.
- Når jeg er på hospitalsbesøg, tager jeg af og til mig selv i ikke at turde spørge en patient, om vi skal bede sammen. Man er nok bange for at trække noget ned over hovedet på folk, siger hun.
Det er dog ikke kun på grund af blufærdighed, at Laila Groes ikke vil praktisere personlig forbøn ved gudstjenester.
- I vores tradition er vi nok er lidt fremmede over for at »have kroppen med« i gudstjenesten. Og rent praktisk vil det også være svært at vuderere, hvem og hvor mange, man skal bede for. Omvendt kan der selvfølgelig være en vis styrke i ,at mange beder for én person. Men hvis man gør det i ét tilfælde, må man være konsekvent og bede for alle, der ønsker det, siger Laila Groes.
Niels Grymer er sognepræst i Ålborg, og vil heller ikke praktisere personlig forbøn i kirken, selvom han tror på, at det i nogle tilfælde kan nytte at bede til Gud om helbredelse.
- Måske er der tale om en berøringsangst, men en berøringsangst, som jeg til dels finder begrundet. For hvis man skaber en forventning hos nogle, ved at bede for dem i kirken, og de ikke bliver helbredt, kan de pågældende ende i en endnu værre situation end før, siger han.
- Men berøringsangsten bunder vel også i, at man er bange for, hvad de teologisk korrekte kolleger nu vil sige. Mange af os er jo opdraget til »ordet alene«, og derfor har vi længe forsømt det synlige og sanselige, siger Niels Grymer.
Han vil da heller ikke afvise, at han med tiden vil indføre de mere håndfaste praksis i sin egen kirke.
young @kristeligt-dagblad.dk
Læs mere i Kristeligt Dagblad