Præster: Åbningsprædiken var ingen prædiken

Biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste i går var uden teologisk tyngde, mener teologer. Misforstået kritik, mener rektor

Biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste i går i Christiansborg Slotskirke (billedet) var uden teologisk tyngde, mener teologer. Misforstået kritik, mener rektor
Biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste i går i Christiansborg Slotskirke (billedet) var uden teologisk tyngde, mener teologer. Misforstået kritik, mener rektor. Foto: Torben Christensen Denmark.

Der var hverken kød eller kristendom på den prædiken, Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen leverede ved Folketingets åbningsgudstjeneste i går.

Sådan lyder kritikken fra sognepræster og teologer, som hæfter sig ved, at biskoppen ikke nævnede Gud.

LÆS OGSÅ: Folketingets gudstjeneste trak fulde huse

Det er ikke en prædiken, men en moralprædiken, siger teolog og vikarierende præst i Søllested Sogn Margrethe Horstmann:

Budskabet er, at vi skal være gode mod hinanden. Men han nævner ikke Gud en eneste gang. Den teologiske tyngde udebliver. Faktisk er der ingen tyngde, men blot en ulidelig lethed. Man burde forvente sig mere af en biskop, siger hun.

Margrethe Horstmann havde håbet, at Peter Skov-Jakobsen som en god luthersk biskop havde talt om Guds rige og om, hvad politikernes opgave er. Men det var der ikke meget af, mener hun.

Han nævner derimod demokratiet mange gange og gør så at sige demokrati til Gud. Han taler om at træde i karakter som menneske, men hvordan gør man det? Det gør man ved at høre Guds ord om at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. Men Gud udebliver. Han burde tænke lidt over, at han faktisk er præst, og at det er sin menighed, han taler til, siger Margrethe Horstmann.

Ifølge forfatter og sognepræst i Saaby-Kisserup Poul Joachim Stender er prædikenen nærmest tømt for kristendom.

Det første, der slog mig, var, hvor lidt der bliver talt om Vor Herre Jesus Kristus. Talen passer til alle religioner. Men når man står på prædikestolen, er man forpligtet til at turde sige Gud, Kristus og Helligånd, siger Poul Joachim Stender og sender en opfordring til biskoppen:

Vi præster får altid at vide, at man ikke skal skamme sig over at tale om Kristus som Guds søn. Så lad det skinne tydeligt frem.

Præsternes kritik bakkes op af teolog og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Christian Langballe, som kalder prædikenen en letvægter fuld af parlamentariske vendinger snarere end det kristne evangelium.

Den var politisk korrekt, og der var ikke meget prædiken over den. Når det er en kirke, så forventer man noget med teologisk tyngde. Jeg synes, han burde fastholde evangeliet, der er konkret og ligefremt, siger han.

Sognepræst, samfundsdebattør og forfatter Sørine Gotfredsen er enig i, at biskoppens prædiken ikke havde meget tyngde og stort set var blottet for kristendom.

Hvis man rykkede talen ud af kontekst, ville man have svært ved at se, hvilken religion han tilhørte. Men kristendommen kan sagtens holdes ude. Ved åbningsgudstjenesten prædiker man for hele folkestyret. Det er en demokratisk festdag. Så er det okay, at den ikke decideret handler om kristendom, siger hun.

Desuden misforstår kritikerne genren, mener rektor for Pastoralseminariet i København Mogens Lindhardt, som underviser i prædikenlære:

Biskoppen holdt en lejlighedstale, og det gjorde han ganske glimrende. Udgangspunktet er at forklare og reflektere over anledningen til, hvorfor de er samlet, ligesom man gør det til en begravelse, et bryllup eller en rund fødselsdag. Det handler altså ikke om at propagandere for en bestemt sag, siger han.

LÆS OGSÅ: Læs prædiken fra åbningsgudstjeneste

Biskop Peter Skov-Jakobsen selv er ikke uforstående over for kritikken:

Hvad man forstår ved teologi og kristendom, er hele tiden noget, der tages op i forbindelse med prædiken, fortolkning og taler, og så ivrer man efter at udtale noget sandt om Gud, evigheden og samtiden. Det er naturligt at være uenig og at drøfte selve religionens væsen og indhold, skriver han i en mail.

johansen@k.dk