Påske bliver synlig på bred radiokanal

Som noget nyt sender P3, en af de DR-kanaler, der lyttes mest til, tre timers påskeradio dagligt

Samtlige af DR's radioprogrammer dækker påsken bredt, heriblandt også P3, der fra skærtorsdag til og med anden påskedag sender påskeradio om formiddagen fra klokken 9 til 12.
Samtlige af DR's radioprogrammer dækker påsken bredt, heriblandt også P3, der fra skærtorsdag til og med anden påskedag sender påskeradio om formiddagen fra klokken 9 til 12.

Hvornår har man sidst set P3 rydde sendefladen en hel uge og lave påsketing fra 9 til 12? Jeg er med på, at DR skal dække muslimerne, men det her er på alle fire radiokanaler og meget bredere end noget, vi har set i påsken.

Sådan lød kritikken sidste år fra Katrine Winkel Holm, teolog og medlem af DRs bestyrelse, i forbindelse med DRs dækning af den muslimske ramadan.

LÆS OGSÅ: Ros til DRs påskedækning for voksne

Og noget kunne tyde på, at DR har taget netop den kritik til sig. I hvert fald dækker samtlige af DRs radioprogrammer påsken bredt, heriblandt også P3, der fra skærtorsdag til og med anden påskedag sender påskeradio om formiddagen fra klokken 9 til 12. Her kigger de blandt andet på, hvad danskerne laver i påsken, og hvad den kristne baggrund for påsken er.

Og det glæder Katrine Winkel Holm, som kalder udviklingen for fremskridt.

P3 er vigtig, da den er en af de radiokanaler med flest lyttere. Man kan altid sætte flueben ved påsken på P2, men så bliver dækningen marginaliseret. Man kan sige, at P2 er en lille grusvej, mens P3 og P4 er landevejen, som påskedækningen nu kører på, siger hun og tilføjer, at man med påskedækningen på P3 også rammer de yngre generationer og i et eller andet omfang formidler påskebudskabet videre til dem.

Inger Bach, direktør for DR Danmark, glæder sig også over, at DR i år sætter ekstra fokus på påsken på P3, selvom påskeprogrammerne ifølge hende ikke nødvendigvis betyder en væsentligt stærkere dækning af den kristne højtid i forhold til tidligere.

At vi sender på P3 og P4, er vigtigt, fordi vi dermed understreger, at påsken er relevant for os alle. Det gør vi ved at sætte titler på, der synliggør dækningen mere, end de nødvendigvis ændrer den.