Rågeskrig og salmesang - pinse på vestjysk manér

Se billedserie Til friluftsgudstjeneste i Lemvig under vekslende skydække og med små forsigtige strejf af pinsesolen

Friluftsgudstjeneste i Lystanlægget ved Strandvejen i Lemvig med udsigt ud over Lem Vig og flotte skyformationer. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Friluftsgudstjeneste i Lystanlægget ved Strandvejen i Lemvig med udsigt ud over Lem Vig og flotte skyformationer. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com. Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com.

Jeg er ingen stor synder, bekendte Storm P, men lidt har vel også ret.

Lidt har også ret - derfor har vi til stadighed brug for Guds Ånds komme til os, til vores hjerter, for at hjælpe os med at skabe konkrete sammehænge mellem Ånd og liv, krop og sjæl, hjertelighed og kærlighed, ord og handling.

Kun i handlinger kan Guds Ånds virkelighed komme til udtryk, understregede sognepræst Poul Erik Knudsen, som citerede Storm P, og blev meget konkret i sin prædiken: Giv et varmt håndtryk til en af dem, du ikke kender, send en opmuntrende mail til en, du holder af og som har det svært, send en venlig tanke til rågerne i det høje, som også er skabte af Gud.

Kirkens fødselsdagsfest

Pinsen er Helligåndens fest og kirkens fødselsdag, og Helligånden sprænger rammer og strukturer, lukkede fællesskaber og tykke kirkemure, og - sagt med den gammeltestamentlige profet, Ezekiel - stenhjerter forvandles til levende menneskehjerter af kød og blod.

Det er hvad pinsen drejer sig om, i følge Poul Erik Knudsen og Ezekiel, og de tykke kirkemure blev i Lemvig - som mange andre steder i landet - brudt ned i pinsen, hvor gudstjenesten flyttede ud i Guds grønne natur. I Lemvig var seks sogne gået sammen om årets pinsefest 2. pinsedag, og 200 deltagere sang salmer i skarp konkurrence med en larmende rågekoloni i Lystanlægget, med udsigt ud over vigen, over til Lemvig, som skråner ned mod vandet, og til Lemvig Kirkes karakteristiske løgkuppel, der - takket være Livets gang i Lidenlund - er kendt over det ganske land.

15 år med pinsefejring
I Lemvig har der været tradition for at fejre pinse med en friluftsgudstjeneste de seneste omkring 15 år. Hvert tredie år er man stået særdeles tidligt op og har holdt gudstjenesten ved solopgang. Det var så ikke i år. Heldigt nok, for ved fem-tiden om morgenenen styrtede det ned.

Og så bryder solen frem

Fem timer senere, da gudstjenesten i Lystanlægget blev indledt med fælgringning - slag mod en bilfælg, som understregede, at der er en musikalsk mening i malmfulde kirkeklokker - var regnen holdt op, og græs og blomster og vækster renvaskede og duftende, sådan som det bør være ved pinse, hvor det i følge salmebogen dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge.

Ovenover lurede solen bag et vekslende skydække, men nu synger vi pinsesalmen over dem alle, og så er jeg sikker på, at solen bryder frem, mente en anden af de medvirkende præster, Leo Toftgaard, optimistisk, og istemte I al sin glans nu stråler solen. Det gjorden den så også lidt, og der blev sunget og rågerne hjalp til, og flere forbipasserende cyklister var lige ved at køre i vandet, fordi de skulle se, hvad det var for noget, der udspillede sig ved lystanlæggets gamle udsigts- og musikpavillon, med kors og flag og salmesang og også gospel.

Vestjysk gospellivslyst
Egentlig skulle gospel have været gudstjenestens tema, og der var inviteret et stort afrikansk kor, men det havde meldt afbud, og så måtte man klare sig med Lydiah Wairimus, der leder det lokale Lemvig Gospelkor, og det var ingen ringe erstatning.

Fuldstændigt frygtløs forsøgte Lydiah endog at få menigheden med på en slags gospel-version af Krist stod op af døde. Gospel står for livsglæde og livslyst, pointerede Poul Erik Knudsen, og det var måske også, hvad der kom til udtryk i denne kontrollerede vestjyske udgave. Livsglæde behøver vel ikke nødvendigvis at kunne måles på rytme og smil og fagter.

Gospel udtrykker også fællesskab, sagde Poul Erik Knudsen i sin prædiken, og fælleskabet er vokset i Lemvig, hvor de oprindeligt tre sogne omkring friluftsgudstjenesten i år er fordoblet.

Pinsen indleder sommertiden

Tidligere menighedsrådsmedlem Lilly Balleby, har deltaget næsten hver eneste gang.

Jeg er naturmenneske, så det hænger godt sammen for mig med friluftsgudstjenester. Jeg synes man får noget ekstra med, når kirken bevæger sig ud i naturen, og det er da særlig godt her i pinsen, for pinsen indleder jo sommertiden i kirken.

Og, som det fortælles i begyndelsen af Apostlenes Gerninger i Ny Testamente, er det også i pinsen, at Jesu disciple bliver fyldt af Helligånden og begynder at prædike evangeliet på alverdens tungemål. For Lilly Balleby understreges her, at kirken går på tværs af nationale og kulturelle grænser: Jeg har flere gange været til gudstjeneste i Tjekkiet, og i græsk-ortodokse kirker, og har ikke forstået et suk af, hvad der er foregået. Alligevel har jeg altid fornemmet en stor samhørighed.

Formiddagsbajer og alkoholfri nadvervin

Nede på havnen står tre mennesker ved redskabsskurene og fejrer deres eget lille økumeniske fællesskab med en formiddagsbajer, mens de opmærksomt følger friluftsmenigheden. Her holder man sig til brød og alkoholfri vin. Vi får noget at gå videre på, kommenterer den 78-årige Maria Ravnkilde, som kommer fra et af de tre sogne, der i år deltager for første gang. Sådan er det med Helligånden,. tilføjer hun. Vi får noget at gå videre på.

Og efter gudstjenesten er der kirkefødselsdagskage, formet som en landsbykirke, med hvidt og rødt glasur. For det var jo også kirkens fødselsdag, der her blev fejret af livets små syndere, sagt med Storm P, og de større - i selskab med rågerne, som ikke lod sig forstyrre.

De sidste omkring 15 år har man fejret pinsen med friluftsgudstjeneste ved den gamle pavillon i Lemvig Lystanlæg. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
De sidste omkring 15 år har man fejret pinsen med friluftsgudstjeneste ved den gamle pavillon i Lemvig Lystanlæg. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Omkring 200 deltog, og vejret holdt – med enkelte solstrejf. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Omkring 200 deltog, og vejret holdt – med enkelte solstrejf. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Præster fra seks sogne var sammen om gudstjenesten.  Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Præster fra seks sogne var sammen om gudstjenesten. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Kontinuerlig altergang, hvor brødet blev dyppet i vinen. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Kontinuerlig altergang, hvor brødet blev dyppet i vinen. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Sognepræst Poul Erik Knudsen understregede Jesus som livets brød, og at vi i altergangen sammenspises med ham og hinanden. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Sognepræst Poul Erik Knudsen understregede Jesus som livets brød, og at vi i altergangen sammenspises med ham og hinanden. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Alterudsmykningen var et enkelt kors, som til en spejdergudstjeneste. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Alterudsmykningen var et enkelt kors, som til en spejdergudstjeneste. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Kirkens fødselsdag blev bagefter fejret med kage til medbragt kaffe. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Kirkens fødselsdag blev bagefter fejret med kage til medbragt kaffe. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Kaffe og kage – og Helligånd. ”Vi får noget at gå videre med”, siger Maria Ravnkilde, som ses på billedet her (forrest i rød frakke). Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Kaffe og kage – og Helligånd. ”Vi får noget at gå videre med”, siger Maria Ravnkilde, som ses på billedet her (forrest i rød frakke). Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com
Efter gudstjenesten blev der mulighed for en hyggelig snak over kaffen. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com
Efter gudstjenesten blev der mulighed for en hyggelig snak over kaffen. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com Foto: Ole Mortensen/Tilsted.Com