Det var ellers en rigtig dejlig dag.
Den nigerianske præst Penuel Dalatu havde glædet sig til at ringe til sin kone for at fortælle de gode nyheder fra lægen på Bispebjerg Hospital. Stemmen ville snart være i orden igen efter fire år med smerter og hæshed. Der var kun en uge, til han skulle tilbage til Nigeria og se sin familie igen efter opholdet i Danmark, hvor han er for at få behandling. Og måske kunne han endelig komme til at prædike igen. Men hans kone græd.
”Har du slet ikke hørt det,” skreg hun ind i mobilen. ”De har været her igen. Boko Haram har dræbt mindst 30 i landsbyen og brændt husene ned, og de bliver ved med at finde døde langs vejene.”
Penuel Dalatu sidder stille i sofaen og genfortæller historien, mens øjnene afslører både sorg, smerte og forundring.
”Jeg har så svært ved at forstå det. Hvorfor slår de os ihjel? Boko Haram betyder, at man er imod vestlig uddannelse. Men det er jo ikke universiteterne eller andre læreanstalter, de angriber. Det er kirker, landsbyer og mennesker. Især kristne, men også de muslimer, der ikke er enige med dem i deres fanatisme”, siger han.
Udover at være præst arbejder Penuel Dalatu i dag som lektor på en luthersk præsteskole i byen Yola. Han er født og opvokset i den landsby, Garaha-Mojili, i det nordøstlige Nigeria, der nu for anden gang har været mål for Boko Harams massakrer. Også første gang brændte de huse ned og dræbte folk i landsbyen. Og da de sortklædte militser forlod byen, var det med et truende løfte: Vi kommer igen, råbte de.
Denne gang ankom Boko Haram til landsbyen midt på dagen, og der var ingen steder at skjule sig. Havde det været i regntiden, kunne folk have løbet ud i bushen i håb om at finde et gemmested, men lige nu er alt tørt og bart. Penuel Dalatu fortæller, at de stadig finder døde her en uge efter angrebet. Mænd og drenge, der er blevet skudt, mens de forsøgte at flygte fra Boko Harams motorcykler.
Hans kone vil ikke fortælle ham navnene på de dræbte.
”Hun siger, at det ikke giver mening at remse dem op. For alle er gode venner og folk fra min familie. Men jeg ved, at min svigerfars ene barnebarn er blandt ofrene”, fortæller Penuel Dalatu.
Både som barn og ung, ja indtil for ganske få år siden, var der ellers ingen, der tænkte over, om man var kristen eller muslim. Fødselsdage, fester og bryllupper holdt man sammen. Alle var med.
”Dengang handlede det i vores del af landet om, at vi allesammen var Kilba (medlemmer af den samme stamme, red.), men endnu mere om, at vi var nigerianere. Og stolte af vores fælles nationalitet. Det var kun, når vi skulle bede, at de religiøse forskelle kom frem. I 1980'erne begyndte der så at dukke nogle islamiske fundamentalister op, som også spredte skræk og rædsel. Forskellen er bare, at dengang greb regeringen hårdt ind og sikrede stabilitet i landet. Det sker ikke nu, og det kan man godt undre sig lidt over”, lyder det med en vis forsigtighed fra Penuel Dalatu. For som det er i dagens Nigeria, er alle usikre på, hvem der lige nu er venner, og hvem der i virkeligheden er fjender. Derfor passer man på, hvad man siger.
Boko Haram indledte sin militante offensiv i det nordøstlige Nigeria i 2009 og har siden dræbt mere end 13.000 mennesker. Mere end en million nigerianere er på flugt. I Yola, hvor Penuel Dalatu arbejder, bor der normalt 300.000 mennesker, men flygtningestrømmen er eksploderet på det seneste, så der nu er næsten 700.000 i byen. Hver eneste dag møder han ulykkelige mennesker, der har mistet deres kære, og folk, der ikke længere har et hjem at vende tilbage til. Og det er i den virkelighed, han som præst og underviser skal trøste og fortælle om kristendommens budskab.
”Det er en stor udfordring. For det er klart, at det kan være svært at se Gud i al den meningsløshed og brutalitet. Og det er også meget forståeligt, at du kan få lyst til at hævne dig, eller at du måske bliver bange for at stå ved din tro. Men for mig at se, er Boko Haram i virkeligheden også et wake-up call til den lutherske kirke. Vi har været for slappe i forhold til at forkynde det kristne budskab, og nu må vi vågne op. I 1960'erne og 1970'erne var kirken utrolig aktiv og hele tiden ude blandt folk. Men i de senere år er der kommet en slags magelighed eller slaphed i kirken, og som andre steder i samfundet har det handlet lidt for meget om at få skabt sig selv et navn, få en position og så videre. Evangeliet var ikke længere det primære for kirken, og det skal det være”, lyder det fra Penuel Dalatu, der trods den hæse stemme pludselig får masser af kraft i sit budskab.
Når han beder, har han alle i Nigeria med i bønnen. For han er overbevist om, at der blandt de militante Boko Haram-muslimer er rigtig mange gode mennesker. Nigerianere, der er blevet tvunget ind i militsen, og som slet ikke selv sympatiserer med volden og terroren mod deres landsmænd. Men den lutherske præst er også bekymret for, om de menneskelige følelser, sympatien og empatien, kan overleve, hvis man opholder sig for længe blandt Boko Haram-fanatikerne.
”Jeg tror, at det kommer til at tage flere generationer at genopbygge tilliden i det her land. Men jeg er overbevist om, at vi som kristne blot bliver stærkere gennem de her rædsler. Det lyder måske lidt underligt, men jo flere de dræber, jo stærkere bliver vi. Det bliver så tydeligt for alle, hvad der er godt og ondt. Det sætter jeg min lid til. Jeg ved også, at Boko Haram aldrig kan tage min tro fra mig, hvilket er det værste, der kan ske for en kristen. De kan brænde mit hus eller slå mig ihjel. Men de kan ikke fjerne troen. Derfor plejer jeg også at sige til folk, at hvis Boko Haram vidste, hvad de gjorde, ville de stoppe med det samme. For det er os, der bliver stærkere gennem de her overgreb. Og alle kristne står sammen nu, på tværs af det kirkelige landskab”.
Den luthersk-evangeliske kirke i Yola, 135 km syd for Garaha-Mojili, blev oprindelig grundlagt af danske missionærer.
Kirken har været samlingspunkt for kristne i det nordøstlige Nigeria siden 1913 og har i dag et officielt medlemstal på to millioner.
Penuel Dalatu var derfor meget spændt, da han første gang rejste til Danmark, hvor hans bror og svigerinde bor. For det er jo her, hans tro udspringer fra, så det lille land i nord måtte jo sprudle med levende kristendom.
”Men jeg blev da virkelig skuffet, da jeg kom til gudstjeneste. Der kommer jo næsten kun gråhårede mennesker i de danske kirker, og mange bænke står tomme. Hvor er de unge henne? Og hvad gør I, når de gråhårede dør”, spørger han retorisk.
Den nigerianske præst har under sit ophold i Danmark også fulgt med i den debat, der har været omkring sognepræst Per Ramsdal og hans udtalelser omkring opstandelsen.
Penuel Dalatu undrer sig over, at det er den slags spørgsmål, der optager sindene her i landet.
”Det siger måske noget om, at I lever i et meget fredfyldt land. For hvis der ikke for alvor er noget på spil, så skal man jo finde på noget at beskæftige sig med. For mig at se er det helt grundlæggende, at Jesus genopstod som Kristus. Hvis ikke, så har vi slet ingen tro. Så er der intet tilbage af kristendommen”, lyder det afslutningsvis fra Penuel Dalatu.
