Ramadanens kristne trommespiller vækker muslimer

I mere end tusind år har det været en tradition i muslimske byer under ramadanen, at en trommeslager vækker de fastende inden solopgang

Den palæstinensiske israeler Michel Ayoub er kristen, men han er alligevel en af de få, som holder traditionen ved lige med at tromme muslimerne op til morgenmad under ramadanen, her i havnebyen Acre i det nordlige Israel. –
Den palæstinensiske israeler Michel Ayoub er kristen, men han er alligevel en af de få, som holder traditionen ved lige med at tromme muslimerne op til morgenmad under ramadanen, her i havnebyen Acre i det nordlige Israel. – . Foto: Ahmad GharabliI/AFP/Scanpix.

Den 40-årige palæstinensiske israeler Michel Ayoub er en sjældenhed på flere måder.

Hver nat i disse uger går han igennem flere muslimske byer i det nordlige Israel klædt i traditionelt tøj og med en tromme under armen. Mens han bevæger sig igennem de mørke gader, bryder han den natlige stilhed med tre kraftige slag på sin tromme og synger på arabisk:

”Alle I, som sover, vågn op, vis jeres lydighed over for Gud og stå op og spis morgenmåltidet.” 

Dermed holder han liv i en over tusind år gammel tradition med, at muslimer bliver vækket af en trommespiller, en såkaldt musaharati, under islams fastemåned, ramadanen.

Musaharatiens job er at hjælpe muslimer med at komme op, så de kan nå at spise inden solopgang, hvor fasten begynder.

Da vækkeure og mobiltelefoner for længst har overtaget trommespillerens praktiske funktion, er det også ved at være et særsyn at møde den traditionelle muslimske figur om natten under ramadanen. Men Michel Ayoub er ikke blot en af de få, der holder liv i den gamle tradition. Han gør det, på trods af at han selv er kristen.

”Jeg ser det som et tiltag, der bringer folk sammen og symboliserer fællesskab og sameksistens i byen. Vi er en del af det samme folk, og i sidste ende beder vi til den samme Gud,” siger han til dagbladet Haaretz.

Her forklarer en af hans tilhørere på gaden, at trommeslageren nærmest har samme betydning for ramadanen, som julemanden har for jul.

Michel Ayoub arbejder til daglig i byggebranchen, men har i over ti år frivilligt påtaget sig rollen som trommespiller om natten under den muslimske højtid. Han har tidligere forklaret til nyhedsbureauet Reuters, at han gør det for at sikre, at traditionen ikke skal gå tabt.

Det er i løbet af de seneste årtier, at musaharatien for alvor er ved at blive et særsyn i den arabiske verden. For eksempel var der ifølge The Christian Science Monitor i 1980’erne og 1990’erne cirka 500 musaharatier i den jordanske hovedstad, Amman. I dag er der ikke engang 100 i hele Jordan.

Rollen som musaharati er ofte gået i arv i familier og er typisk ulønnet arbejde.

Der er dog tradition for, at muslimer giver små beløb og gaver til trommespilleren, der af og til også selv banker på dørene for at bede om et bidrag.

I Nordisrael har Michel Ayoubs sang adskillige gange vakt opmærksomhed i internationale medier. Det hænger ifølge ham selv sammen med, at hans historie står i kontrast til alle de krige og konflikter mellem religionerne, man normalt hører om fra Mellemøsten.

”Det er faktisk muligt at leve sammen,” siger han til Haaretz.