Rapport: Tilbageskuende religioner fører til isolation

Britiske myndighedernes berøringsangst har resulteret i isolation af særligt muslimske befolkningsgrupper, fremgår det af ny regeringsrapport, som kræver langt strammere krav til integration

Rapporten peger i høj grad mod muslimske indvandrere fra Pakistan og Bangladesh, hvor visse grupper bliver omtalt som ”tilbageskuende”, det vil sige religiøse kulturer, som for eksempel betjener sig af forældede kønsrollemønstre. Arkivfoto.
Rapporten peger i høj grad mod muslimske indvandrere fra Pakistan og Bangladesh, hvor visse grupper bliver omtalt som ”tilbageskuende”, det vil sige religiøse kulturer, som for eksempel betjener sig af forældede kønsrollemønstre. Arkivfoto. . Foto: Shakil Adil/AP/Polfoto.

Fremover skal immigranter til Storbritannien sværge troskab mod britiske værdier. Det er et af de konkrete forslag i en ny rapport, som kommer med en sønderlemmende kritik af den måde, som integration hidtil har fundet sted på i det britiske samfund.

Særligt myndighedernes berøringsangst og frygt for at fornærme andre religioner får skylden for, at nogle befolkningsgrupper har isoleret sig selv, lever i fattigdom og er socialt udstødte.

Rapporten peger i høj grad mod muslimske indvandrere fra Pakistan og Bangladesh, hvor visse grupper bliver omtalt som ”tilbageskuende”, det vil sige religiøse kulturer, som for eksempel betjener sig af forældede kønsrollemønstre. Særligt kvinder hænger fast i gamle traditioner og er isolerede fra resten af samfundet.

”Jeg har mødt alt for mange kvinder, som lider under kvindeundertrykkelse og hustruvold. Kvinder, som bliver underkuet af deres mand og hele familien. Ofte er ofrene kvinder, som er bragt ind i landet gennem arrangerede ægteskaber,” skriver Louise Casey, som har lagt navn til rapporten.

Hun peger på, at nogle kvinder lever i parallelsamfund, hvor de kun har begrænsede engelskkundskaber, er dårligt uddannede, har lav selvtillid og er helt afhængige af deres mænd for at beholde deres status som immigranter.

”De kender ikke til deres rettigheder, hvordan de kan få støtte, og de kæmper med at forberede deres børn til skolen på en ordentlig måde,” fortsætter Louise Casey.

Hun har tidligere været direktør for velgørende organisationer for hjemløse og har stået i spidsen for andre uafhængige regeringsundersøgelser.

Rapporten siger, at der er lommer i landet med en meget høj koncentration af immigranter. I hele 17 lokalområder udgør folk med en anden baggrund end etnisk britisk over 90 procent af indbyggerne. For ti år siden var det kun tilfældet et sted i landet.

Minister for sammenhæng i samfundet Sajid Javid hilser ifølge BBC undersøgelsen velkommen og lover at tage rapportens konklusioner seriøst. Han har selv rødder i Pakistan og har beskrevet sin familiebaggrund som muslimsk, men han praktiserer ikke selv en religion.

Men en af hans konservative kolleger, baronesse Sayeeda Warsi, som var den første kvindelige muslimske minister, er kritisk over den måde, hvorpå rapporten fokuserer på muslimer.

”Rapporten blander begreberne race, etnicitet, oprindelsesland og tro – og bruger dem i flæng,” lyder hendes kritik på twitter.

Ifølge Peter Jones, professor emeritus i politisk filosofi fra Newcastle University, er det dog ikke muligt at adskille de begreber.

”Mit indtryk er, at der i rapporten er fokus på folk fra dele af Asien, som tilfældigvis er muslimer. Nogle vil sige, at de problemer, som rapporten rejser, ikke bunder i religion, men i kultur. Men så megen religion er kultur, og så megen kultur er bundet op på religion,” siger Peter Jones til Kristeligt Dagblad.

Som eksempel peger han på, at selv kristne ritualer som salmer og liturgi i forbindelse med en gudstjeneste bunder i kultur og ikke på, hvad der står i Bibelen.

Han trækker også paralleller til en anden stor betydelig religiøs gruppe af indvandrere.

”Vi har også en stor gruppe hinduer, men du hører ikke, at de har de samme problemer. Måske er det, fordi de er mere fleksible, fordi de har flere guder og ikke som islam er en monoteisme,” siger filosofiprofessoren om den særlige fokus på muslimer i integrationsrapporten.