Reformationen i islam er i gang

Med ansættelsen af den 61-årige internationale kapacitet Jørgen S. Nielsen som professor har Københavns ...

Med ansættelsen af den 61-årige internationale kapacitet Jørgen S. Nielsen som professor har Københavns Universitet placeret sig solidt på landkortet inden for forskning i islam og religionsmøde i Europa. – Foto: Leif Tuxen.

INTERVIEW: Europas unge muslimer er den generation, der skal iklæde islam de første europæiske klæder og udviklingen er ikke ulig reformationen i 1500-tallet, siger islamekspert og nytiltrådt professor ved Københavns Universitet Jørgen S. Nielsen

Unge muslimer i Europa læser Koranen, som om den var åbenbaret af Gud i morges. Dermed får hele teksten lige stor vægt og filtreres ikke gennem den lange tradition af fortolkning af Koranens enkelte vers. På mange måder læser de Koranen, som de første protestanter læste Bibelen i 1500-tallet. Og vi kan stadig i dag også risikere en gentagelse af reformationskrigene men nu om tolkningen af europæisk islam.

Jørgen S. Nielsen, ny professor i islam, ser nu ikke bekymret ud, når man møder ham i det, i hvert fald indtil videre ryddelige, gardinløse kontor oppe under taget på Teologisk Fakultet i København. Han mener da også, at der er potentiale til, at der kommer noget frugtbart ud af de unges eksperimenter med islam ligesom der gjorde med reformationen i 1500-tallet.

Men det kan godt vare flere generationer, siger han.

For det var det samme, der skete ved reformationen i 1500-tallet. Alle fik adgang til at læse Bibelen på deres eget sprog og dermed også til at fortolke den ind i netop deres sammenhæng. Kvækernes fortolkning af Bibelen i begyndelsen af 1600-tallet ligner fuldstændig Talebans fortolkning af Koranen i Afghanistan, bortset fra at kvækerne altid har været pacifister. Det samme gælder en lang række andre puritanske protestantiske retningers måde at læse Bibelen på.

Den 61-årige professor på det nyoprettede Center for Europæisk Islamisk Tænkning har ikke boet i Danmark siden 1965. Til gengæld har han i mange, mange år boet og arbejdet i England, lidt færre i Libanon, hvor han tog sin doktorgrad, og senest to år i Syrien som direktør på Det Danske Institut i Damaskus. Syrien var ikke ukendt land for ham hans hustru er armener fra Aleppo, en af kristendommens højborge i det nordlige Syrien.

Så selvom Jørgen S. Nielsen efter mange år skal integreres i det danske samfund igen og derfor ikke ved, hvad Mjølnerparken eller andre såkaldte ghettoer kaldes, så ved han mange andre ting: Han taler flydende arabisk og har i hele sin professionelle karriere med stor kærlighed beskæftiget sig med Mellemøsten generelt og med islamisk tænkning, religion og religionsdialog i særdeleshed.

Ifølge Jørgen S. Nielsen skal man ikke trække sammenligningen mellem den kristne og den muslimske reformation for langt.

Den reformation, jeg ser blandt de unge muslimer gennem de seneste 20 år, har især sin baggrund i arbejdsindvandringen fra slut-1960erne. Den er nu i anden- og snart tredjegeneration. Indvandringen bestod af den lille del af befolkningen i for eksempel Pakistan og Tyrkiet, som ikke alene vandrede fra land til by, men til Vesteuropa. I Istanbul, Lahore, Kairo og andre storbyer har man haft samme problemer som i de vesteuropæiske lande med den indvandrede landbefolkning, blot med den ekstreme undtagelse, at de indvandrede til Europa også flyttede til en anden kultur.

Ifølge Jørgen S. Nielsen opdagede mange børn af indvandringen, at den far, som hidtil havde besiddet erfaringen og autoriteten, kunne bruges til meget lidt i de nye hjemlande.

Der var meget lidt i hans rolle, der passede i den nye sammenhæng. Før var han en autoritet. I den ekstreme udgave blev han nu autoritær. Det er i sådanne familier, man af og til ser tvangsægteskaber og i ekstreme tilfælde drab for at redde familiens ære. Men det er et lille mindretal, siger han.

I begyndelsen var det rent praktiske ting, de unges oprør bestod i. Karrierevalget, at flytte hjemmefra og at gifte sig uden forældreindblanding.

Det begyndte i England allerede i slutningen af 1970erne. Men især fra begyndelsen af 1990erne begyndte de unge muslimer i Europa at læse Koranen selv. Og de opdagede hurtigt, at mange af de ting, forældrene kaldte religion, i virkeligheden handlede mere om den kultur, de kom fra. Derefter begyndte de meget bevidst at definere, hvad der var kulturelt, og hvad der var islam. De klædte så at sige kulturen af. Væk fra forældrenes kulturelle traditioner for at finde den rene religion.

Hvad skal man beholde og dyrke i en ny sammenhæng? Det svar er der overhovedet ikke enighed om blandt de unge. De søger mange forskellige steder for at finde svarene. Men de søger ikke i den århundreder gamle tradition for korantolkning. Og derfor er det, som jeg siger, at Koranen for dem lige så godt kunne være åbenbaret i morges.

Resultatet kan være terror. Og er det også for et meget lille, men meget beskrevet mindretal. De fleste vil, mener Jørgen S. Nielsen, gennem de næste generationer iklæde islam i Europa en europæisk kulturel klædedragt.

Der vil blive mange kampe om den rigtige fortolkning. Men faren i denne overgangssituation er den manglende viden om den islamiske tradition. De unge giver for eksempel koranvers som der må ikke være tvang i religion og dræb de vantro lige stor vægt. De ved ikke, at det første vers er et overordnet princip, hvorunder en lang række andre vers, der forholder sig til forholdet til andre religioner, skal ses. Det er faren ved at ignorere traditionel tolkning.

Jørgen S. Nielsen vil ikke påstå, at der findes en vesteuropæisk historiekritisk tilgang til koran-tolkning. Men der foregår en tolkning, og det har der gjort i mange århundreder.

Gud åbenbarede ifølge traditionen Koranen i en helt bestemt sammenhæng og på et helt bestemt sprog. Henholdsvis i 600-tallet og i området centreret om Mekka og Medina, som nu ligger i Saudi-Arabien. Hvis man fortsætter den tankegang, kunne man sige, at Gud frivilligt indskrænkede sig for forståelsens skyld.

Muslimske lærde ved, at Koranen hverken blev åbenbaret på tysk, engelsk eller moderne syrisk-arabisk, og at den ikke blev åbenbaret i hverken det 18. eller det 21. århundrede. Derfor ved de lærde også, at man først ser på, hvor og i hvilken sammenhæng de enkelte vers bliver til. Og derefter ser de på den kulturelle, sproglige og tidsmæssige sammenhæng, Koranen nu skal tolkes i. De lærde vil ikke selv sige, at det ikke er Guds åbenbarede ord, de forklarer, uanset tid og sted. Men for mig at se ligger der allerede nu fortolkninger, som går ud over Koranens og profetens sædvane, som ellers har været det eneste sted at finde fortolkningerne. Det er kun den mindre, meget traditionelle gruppe af lærde, der ikke sætter sig ud over det men det er deres, nogle gange ekstreme fortolkninger, man hører om.

En anden vigtig udvikling hos de unge, som har betydning for den igangværende reformation, har Jørgen S. Nielsen også noteret sig. Det handler om fornemmelsen af at leve i en verdensomspændende ummah et muslimsk fællesskab på tværs af alle landegrænser.

Jeg var på universitetet i Birmingham i 1982, da de kristne falangister angreb palæstinensiske flygtninge i Sabra og Shatila-lejrene i Libanon. I moskéen samlede man ind til støtte for flygtningene. Men så skete der ikke andet. Det handlede om, at de fleste muslimer i Birmingham kommer fra Kashmir og Pakistan. Ændringen så man første gang i Salman Rushdie-affæren i 1989. Her var det muslimer på tværs af nationer, der gik på barrikaderne. Det var en ny udvikling, at dét, muslimer opfattede som krænkende, nu blev opfattet som et fælles problem. Man kan iagttage det samme i forbindelse med krigene i Bosnien og Tjetjenien senere i 1990erne og i Irakkrigen.

Jørgen S. Nielsen er ikke meget for at kommentere dansk-muslimske forhold endnu. Hans ekspertise ligger især på den anden side af Nordsøen.

Men ser man på Rushdie-affæren fem år efter, så var resultatet på plussiden. Og jeg mener, det samme er tilfældet med Muhammed-sagen. Ligheden ligger i, at man under og efterfølgende i de to lande er blevet opmærksom på, hvor mange forskellige muslimske grupperinger der findes. Og at de blandt andet internt er meget uenige. Det er en positiv udvikling, at den offentlige debat er blevet mere nuanceret.

På grund af den hastige udvikling af fortolkningen af islam i Europa advarer Jørgen S. Nielsen også mod at vedtage lovgivning uden indbygget fleksibilitet. Udviklingen betyder nemlig også, at behovene skifter hurtigt. Jørgen S. Nielsen nævner igen England som foregangsland. Her har man netop en lovpraksis, der fremmer dommeres mulighed for at variere straffe efter forholdene.

Blandt andet var der en sag med en muslimsk kvinde, der ville skilles fra sin voldelige mand. Som hævn sagde manden, at hun ikke var jomfru, da de blev gift. Hvorefter hun anklagede ham for bagvaskelse. Hun fik medhold ved domstolen. Dommeren sagde, at havde hun været hvid englænder, så havde hun fået medhold, men en erstatning på 10 pund cirka 110 kroner. Men da hun kom fra en kultur, hvor dét ikke at være jomfru kunne betyde udstødelse, idømtes manden en erstatning på over 200.000 kroner.

Til journalistens indvending om, hvorvidt det ikke er en sanktionering af, at hvide kvinder ikke kan være tilsvarende krænkede og et knæfald for islams renhedsregler, svarer Jørgen S. Nielsen:

Det er vel ikke meget forskelligt fra, at en rødhåret, der overfaldes, kan undre sig over, at hvis han havde været sort eller homoseksuel, så havde overfaldsmandens straf været højere. Men der er da heller ingen tvivl om, at man i det engelske retssystem kommer til at diskutere, om man i nogle tilfælde går for langt. Det er bedre at gå for langt nogle gange fremfor ikke at forsøge. Så forstener hele systemet.

Et mindretal af muslimer lever, ligesom meget ortodokse jøder i England, stort set uden kontakt med samfundet.

Og hvis alle parter er helt enige om, at man lever efter traditionelt kulturelle og religiøse regler og ikke kommer i kontakt med det offentlige, så kan det godt lade sig gøre. Det kan det også i Danmark.

Jørgen S. Nielsens indsats i det femårige professorat, der er sponseret af Statens Grundforskningsfond, bliver først og fremmest forskning i islam i Europa. Han har allerede ansat en af to medarbejdere og opslået et ph.d.-stipendium. Endnu et følger til næste år. Men der skal også undervises. Han regner med, at man fra næste år kan bidrage til kandidatuddannelsen på centeret.

Men det bliver ikke en imam-uddannelse, siger han med et smil.

Jørgen S. Nielsen vil dog ikke afvise at arbejde for en sådan, hvis for eksempel Muslimernes Fællesråd foreslår det.

Men foreløbig har der ikke været interesse for det. Der er heller ikke andre europæiske eksempler, som ubetinget kan kaldes en succes. Blandt andet fordi man jo ikke i Europa kan leve af at være imam, medmindre man har udenlandske penge i ryggen.

Jørgen S. Nielsen peger på det hollandske eksempel. Her er der etableret en model, der ligner de hollandske præsters uddannelse. Det vil sige et akademisk forløb i ét regi og derefter en religiøst betonet uddannelse i et andet. Den model kunne også bruges i Danmark, hvor man kunne forestille sig en grunduddannelse i universitetssammenhæng, mens den religiøse del nok kunne være et fællesnordisk projekt for at få tilslutning nok.

I England tager de unge mænd, der gerne vil være muslimske lærde, ofte den religiøse uddannelse på Al Azhar-universitetet i Kairo. Med den har de adgang til britiske universiteter og kan derefter uddanne sig til for eksempel læger eller jurister. På den måde får de både en karriere, de kan leve af, og mulighed for i fritiden at vejlede, uddanne og oplyse trosfæller, siger han.

Jørgen S. Nielsen mener, at Danmark kan lære meget af Storbritannien. Her har indvandringen 10-15 år mere på bagen, og derfor er man også samme antal år længere fremme med integration, tilpasning og løsningsmodeller.

Der er også spændinger i England. Men så længe de små rystelser får lov at komme ud i det åbne og til åben debat, så undgår man efter min opfattelse de store, som for eksempel Holland oplevede med mordet på filminstruktøren Theo van Gogh. De små rystelser kan man leve med.

Jeg forklejner ikke terrorangrebet i London, men det er en helt anden analyse, som kun i begrænset omfang har berøring med almindelig sameksistens.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk