En paverejse kan sætte et land eller en begivenhed i fokus og være en episode, der lever, længe efter at den har fundet sted. Det gjaldt også pavens rejse til Sverige i november, der globalt satte fokus på Det Lutherske Verdensforbunds reformationsfejring og skabte store forventninger om et snarligt gennembrud i forholdet mellem den katolske kirke og de protestantiske.
Men pavebesøget var fra Vatikanets og pavens side først og fremmest en diplomatisk gestus. Og selvom der lokalt i det kommende år vil være mange forskellige markeringer af jubilæet med katolsk deltagelse, forventes der ikke nogen opfølgning på paveniveau i 2017.
Det er der mange forklaringer på. En af dem er formentlig, at pave Frans modsat sin forgænger ikke er særligt interesseret i europæisk protestantisme. Hvor Benedikt XVI er født i Tyskland, den lutherske reformations hjemland, er pave Frans latinamerikaner. Og hvor Benedikt har stor indsigt i klassisk luthersk teologi, er Frans langt mere fortrolig med de evangeliske, karismatiske strømninger, der præger Sydamerika. Den dynamik og trosiver, som de udstråler, kan paven se mange muligheder i, og her kan Nordeuropas nationale protestantiske kirkers Luther-fejring ikke være med.
En anden forklaring er, at pavens tid er begrænset, og hans fokus naturligt er rettet mod den katolske verden, som han er leder af. Frans har travlt med at gennemføre sine ændringer internt i kurien, for, som han selv flere gange har påpeget, er han en gammel mand. Skal hans reformer have mulighed for at slå rod, ændre kulturen i det konservative miljø og overvinde decideret modstand, er der ingen tid at spilde.
Meget af hans kalender i 2017 vil også været optaget af de såkaldte ”ad limina-besøg”, de besøg, som katolske biskopper aflægger hvert femte år for at orientere paven og kurien om situationen i deres bispedømmer. Sidste år blev der ikke tid til at modtage mange biskopper, så 2017 bliver ekstra travlt. De irske biskopper har allerede meldt deres ankomst i januar og de canadiske til marts. De amerikanske biskopper forventes også at lande i Rom i år.
Megen tid vil også blive brugt på rejser væk fra Rom. Paven har bekræftet, at han i 2017 flyver til Indien og til Bangladesh, og selvom det er anstrengende for en mand på over 80, er Frans meget optaget af kristendommens vækst i Asien og giver kontinentet høj prioritet. Det er også et sted, hvor kristne forfølges, og et pavebesøg kan være med til at lægge pres på myndighederne om at skride ind.
Den samme logik gælder også et muligt besøg i Afrika. Intet er endnu fastlagt, men blandt andet det borgerkrigsramte Sydsudan har været på tegnebrættet. Det er her, at kristendommen for alvor lever, og det er her, at kirkens fremtid ligger. I pavens optik fylder Europa ikke så meget i den kalkule, og slet ikke de nordeuropæiske protestantiske lande.
Intet tyder dog på , at pave Frans’ manglende fokus på Reformationsjubilæet er udtryk for katolsk chauvinisme. Hans økumeniske profil er veletableret, men det er de problemer, som kristendommen globalt står over for, der optager ham, og ikke jubilæer, der i al væsentlighed er tilbageskuende.
Heri er blandt andet Washington Post enig med ham. I en oversigt bragt i avisen først på året over, hvilke religiøse emner den forventer vil dominere i 2017, optræder religionsfrihed, abort, islamofobi og antisemitisme, immigration, sundhed og undervisning. Og selvom listen er sat sammen ud fra en amerikansk synsvinkel, er alle emnerne prioriteret højt af pave Frans. Reformationsfejringen er med som det sidste punkt på avisens liste.
Et jubilæum, som pave Frans til gengæld vil gøre meget ud af, er 100-året for Maria-åbenbaringerne i Fatima i Portugal. Fatima er et af de største Maria-valfartssteder i Europa, og Frans har bekræftet, at han kommer til festlighederne den 13. maj. Frans’ store hengivenhed for Jomfru Maria er velkendt og helt i tråd med hans folkelige latinamerikanske katolicisme, hvis klangbund er den tredje verden og ikke Europas konfessionelle skillelinjer.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.