Ødelæggelsen af arkæologiske genstande i kølvandet på det arabiske forårs sammenbrud nåede i sidste uge nye højder med den veltilrettelagte YouTube-video fra Islamisk Stat. Men det vil være synd at sige, at massakren på Mosuls statuer er enestående. Faktisk har ødelæggelsen af de arabiske landes kulturarv nået et sådant omfang, at vi reelt må spørge, om vi er i stand til at beskytte den til næste generation.
Grundlæggende ribbes og smadres disse landes historiske levn af to årsager.
For det første er der gement tyveri, gravrøverier og sortbørshandel. Sammenbruddet af orden har gjort arkæologiske parker og museer til en tag selv-bod og satellitfotos afslører, hvordan kendte nationalparker som Dura Europas i Syrien nu ligner en hullet ost, gennemgravet for at finde antikke genstande. Når krudtstøvet engang har lagt sig, og vi igen kan besøge oldtidens seværdigheder i for eksempel Syrien og Irak, venter der os et forfærdende syn alene af den grund.
Men der er en grund mere: den religiøst motiverede ødelæggelse. Det var den, vi blev præsenteret for i sidste uge, således som det tydeligt blev sagt af den poserende IS-kriger på videoen, der belærte os om, at de nu gjorde som beordret af profeten Muhammed.
Præcis det kan han have ganske ret i. Med rødder tilbage til De Ti Bud har særligt radikale strømninger i sunni-islam altid stået for en stærk modstand mod figurativ kunst. Andre strømninger som for eksempel den typiske national-arabiske islam forholder sig langt mere afslappet, hvilket den udbredte brug af præsident- og kongeportrætter er et vidnesbyrd om.
Inden for jødedommen og kristendommen har billedforbuddet fra De Ti Bud også haft en omtumlet historie. I den gammeltestamentlige tradition forstås det ikke absolut. Pagtens Ark skulle for eksempel udsmykkes med englelignende væsener og det store vandkar i præsternes forgård i templet hvilede på 12 okser som fødder. Mens der ofte er en fordømmelse af afguder som for eksempel Ashera-pæle for ikke at nævne guldkalven, er der faktisk ingen eksempler i Det Gamle Testamente på en regulær billedstorm på ikke-religiøs gengivelse af levende væsener.
Det har vi derimod interessant nok en hel række af eksempler på i jødisk tradition, når vi når frem til perioden omkring Det Nye Testamente. Faktisk kan vi tale om en national og religiøs vækkelse i denne periode fra den makkabæiske frihedskamp omkring år 168 f.Kr. mod resterne af Alexander den Stores imperium og så frem til romernes ødelæggelse af Jerusalem år 70 e.Kr. Med ganske få undtagelser finder vi ingen repræsentation af levende væsener i det arkæologiske materiale, hvorimod skriftlige kilder fortæller os om gentagne billedstorme på for eksempel bygningsværker af Herodes-regenterne, der i nogle få tilfælde havde ladet deres græsk-romerske sindelag forlede dem til at udsmykke det ene eller andet med billeder af levende væsener.
Nok så interessant vendte stemningen omkring billeder sig i århundrederne efter Jerusalems ødelæggelse, og det blev nu standard at udsmykke synagoger med billeder. Når man ser et mosaikgulv fra denne periode, er det næsten, som om man kan mærke kunstnernes begejstring over igen at kunne fortælle bibelhistorier med deres kunst frem for tidligere generationers geometriske mønstre.
Kristen tradition er heller ikke ukendt med billedstorme. Da Romerriget overgik til kristendommen i det fjerde århundrede, og kristendommen blev den eneste tilladte religion, måtte mængder af græsk-romerske statuer lade hovedet, mens templer sank i grus. En overgang i det 8.-9. århundrede var den østlige, byzantinske kirke indhvirvlet i en bitter, intern kamp om brugen af ikoner overhovedet.
Tættere på vores egen tid og sted kunne man nævne Valdemar I og biskop Absalons berømte togt mod venderne i Nordtyskland, der i 1168 førte til erobringen og afbrændingen af en træfigur for deres gud, Svantevit. På reformationstiden var der en billedstorm i Wittenberg under den ”radikale reformation”, indtil Luther kom tilbage fra sit eksil i Wartburg og fik stoppet angrebene på glasmosaikker og katolske altre. End ikke Københavns Domkirke slap for radikale ånders overgreb mod katolske billeder i Reformationens urolige tid. Den lutherske reformation forholdt sig ellers afslappet til den fortsatte brug af katolsk kirkekunst modsat den reformerte i Schweiz, hvor kirkebygninger fik bare vægge, efter at der var foretaget ”rensninger” af kirker for billeder.
Der er stadig forskel på mængden af billeder i de forskellige kristne kirker, men siden middelalderen har der ikke været foretaget billedstorme, og efter oplysningstiden har de kristne lande brudt med enhedskulturen, således at der i religionsfrihedens navn gives plads til kunstværker fra forskellige religioner.
Derimod har vi siden middelalderen oplevet billedstorme mod religiøs kunst i visse antireligiøse bevægelser som under oplysningstidens franske revolution og senere under den russiske og kinesiske revolution, uden at glemme nazismens krystalnat på jødiske symboler og synagoger.
Måske netop derfor virker IS' billedstorm så effektivt på os. Den er som et pust fra middelalderen eller fundamentalismens ensretning. Nu blot serveret uhyggeligt effektivt med elektrisk slaghammer og YouTube som medie.