Michael Böss bor i Holstebro. I et villakvarter i den vestlige ende af byen med frodige haver og hvidmalede flagstænger.
Han lever med egne ord i et område af Danmark, hvor kirkegangen er ”ganske betydelig”, og det frivillige foreningsliv har det godt.
Men når han rejser rundt i landet og holder foredrag, ser han store forskelle.
Et eksempel: I de store byer som Aarhus og København møder ifølge ham kun få og meget gamle mennesker op. I de mindre byer er der for det meste flere hundrede interesserede. Her kommer folk for at lytte, snakke og diskutere. Folk på tværs af alder, køn og social status, der vil mødes med andre om noget, der ikke kun handler om en personlig interesse, men om det fælles.
Michael Böss er historiker og lektor ved Aarhus Universitet. Han har blandt andet skrevet bøger om dansk værdipolitik og udgav sidste år den meget omtalte bog ”Det demente samfund” om den historieløshed, han mener kendetegner vores tid.
Michael Böss er særligt interesseret i, hvordan den såkaldte sociale kapital har det i vores samfund. Begrebet social kapital kan oversættes som et udtryk for den sammenhængskraft, man kan måle i et samfund. Den kommer til udtryk blandt andet i graden af tillid, sociale relationer og fælles normer.
Danmark ligger højt, når det gælder social kapital. Men Michael Böss er ikke overbevist om, at det fortsat vil være sådan.
”Vi er et land, hvor der er kommet store forskelle. Og mens der stadig er velfungerende fællesskaber på tværs i mange provinsbyer, så er det helt anderledes i storbyerne, hvor sammenhængskraften kan være svær at få øje på. Som jeg ser det, kan det blandt andet forklares med, at kirken og sognestrukturerne har spillet en stor rolle for opbygningen af et civilsamfund på landet, mens storbyerne ikke på samme måde er vokset ud af denne struktur.”
Det er ikke kun hans egen teori. Internationalt anerkendte samfundsforskere som amerikanerne Robert Putnam, Eric Uslaner og Francis Fukuyama peger netop på religionens særlige betydning for et samfunds sociale kapital.
”Fukuyama er selv sekulær, men han er ikke i tvivl om, at religion er afgørende i forhold til sammenhængskraften i et land. Han er derfor også meget skeptisk over for den individualisering og liberalisering, der præger tiden. Han mener, at begge strømninger er med til at nedbryde de kulturelle værdier og normer, som i høj grad har rødder i religionen.”
I Danmark kan man ifølge Michael Böss blandt andet se på, hvordan de gudelige vækkelser i 1800-tallet kom til at præge vores udvikling frem mod folkestyre. Samtidig opbyggede de vaktes bevægelser vigtige institutioner i det civile samfund, som kom til at give det moderne danske samfund sin særlige netværkskarakter: særlige skoler, kirker, mejerier og højskoler.
”Andelsbevægelsen udspringer på den måde også af de kristne vækkelser. Mange af de nye institutioner, vækkelserne førte med sig - skoler, mejerier og højskoler - blev på den måde også til stor gavn for det verdslige Danmark og kom til at præge hele vores samfund.”
Religion fører selvfølgelig ikke kun til fællesskab og tætte bånd. Splittelsen mellem de grundtvigske og missionske er da også en kendt historie i dansk kirkeliv.
”Men når jeg fremhæver sognestrukturen som vigtig i den her sammenhæng, så er det, fordi den senere kommunalstruktur byggede på denne. På den måde blev det politiske fællesskab det samme som det religiøse, og du var derfor både et politisk og et religiøst sognebarn. Kirken fik dermed også en central rolle i lokalsamfundet. Mange steder fungerede kirken som netværks-knudepunkt med for eksempel ungdomsklubber og varmestuer og var på den måde afgørende for opbygning af den sociale kapital.”
Og det er den rolle, Michael Böss stadig ser klare tegn på i visse dele af landet, mens den er meget utydelig, for ikke at sige forsvundet, i andre dele.
”Jeg boede i mange år i den lille by Tvis, der ligger syv kilometer fra Holstebro. Her er det stadig sådan, at den årlige byfest begynder med en gudstjeneste i kirken. Alle de lokale idrætsforeninger møder op og står med deres faner og holder på den måde fast i en gammel tradition, der viser, hvordan kirken altid lokalt har været en vigtig medspiller i det sociale, opbyggende fællesskab. Først bagefter åbner idrætspladsen, børnedyrskuet og hele tivolipladsen. Det ville jo være helt uhørt i en større by som Aarhus eller København i dag.”
Men ser man på udviklingen i danskernes værdier, viser målinger fra den europæiske værdiundersøgelse, at Danmark fortsat scorer højt på social tillid. Mens mange andre lande oplevede et fald, steg antallet af danskere, der mener, at ”de fleste er til at stole på” - fra 51 procent i 1981 til 76 procent i 2008. Så er der i virkeligheden noget at være bekymret for?
”Vi lever i et sekulært samfund i dag, hvor folk populært sagt ikke længere får deres værdier fra en præst. Og tallene viser, at individualisering ikke nødvendigvis fører til et fald i tilliden. Men opbyggede samfundsværdier forsvinder jo ikke lige med det samme. De er udviklet over lang tid, og vi har dem derfor stadig med os. Jeg er bekymret for udviklingen. Hvordan ser det ud, når vi måler på tilliden om 20-30 år? Hvis sekularismen og individualiseringen blot fortsætter med at fjerne fundamentet for de værdier, vi har i dag, så frygter jeg for sammenhængskraften.”
Michael Böss finder et citat fra nuværende kultur- og kirkeminister Bertel Haarders (V) selvbiografi ”Op mod strømmen” fra 2012, som, han synes, indrammer hele pointen:
”Vi kan ikke uddanne os ud af velfærdssamfundets krise, hvis den skyldes, at der er gået møl i moralkapitalen.”