Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab.
Religiøse stridigheder er øget i Afrika i det seneste tiår, og som regel er det kristne kirker og befolkninger, der har været målet, når muslimske ekstremister slår til. Det er fortsat tilfældet i blandt andet det nordlige Nigeria, men i Den Centralafrikanske Republik går volden også den anden vej. Her har de kristne såkaldte anti-balaka-militser angrebet den overvejende muslimske Séléka-koalition, der væltede landets regering sidste år, og ifølge en opgørelse fra Amnesty International midt i februar er mindst 200 muslimske civile blevet dræbt af kristne militser, siden urolighederne begyndte.
Denne udvikling vil ikke overraske den strømning blandt vestlige meningsdannere, som betragter enhver form for sammenblanding af religion og politik som et onde. Og deres udlægning kan være svær at argumentere imod. For når kristne ikke blot er værgeløse ofre, men selv griber til våben og aktivt søger at fordrive muslimer fra de landsbyer, hvor de har levet i generationer, så bliver kristendommen i almindelighed langt hurtigere til parthaver i konflikten i en verdslig optik. Og så er vi tilbage ved forestillingen om, at religion er roden til alt ondt.
LÆS OGSÅ: Religion er blevet et magtmiddel i Afrika
Heldigvis er der også eksempler på, at religionen spiller en positiv rolle i Den Centralafrikanske Republik, og den katolske ærkebiskop af hovedstaden, Bangui, Dieudonné Nzapalainga, har kraftigt fordømt de kristne militsers vold og erklæret dem i modstrid med kristendommen.
Imamer, præster og jeg selv vi taler samme sprog. Vi beder om, at de, som bruger, som manipulerer unge mennesker, bliver holdt ansvarlige på nationalt og internationalt niveau, sagde ærkebiskoppen forleden på Vatikanets Radio.
Tilsvarende kunne nyhedsbureauet AP for nylig rapportere, at hundreder af muslimer har søgt tilflugt i den katolske kirke i byen Carnot efter invitation fra sognepræst Justin Nary.
Kirkekomplekset er omgivet af betonmure, der sammen med 30 FN-soldater fra Cameroun yder nogen beskyttelse, mod de anti-balaka-soldater, der belejrer de muslimske flygtninge. Sognepræsten har modtaget dødstrusler fra militsen, men er fast besluttet på at blive ved med at yde flygtningene asyl, indtil situationen har bedret sig.
Landets midlertidige præsident, Catherine Samba-Panza, der er kristen, har erklæret krig mod anti-balaka-militserne, og ifølge nyhedsbureauerne er der tegn på, at nogle af militserne er indstillede på at indlede forhandlinger med regeringen. Meget tyder også på, at overgrebene fra kristne såvel som fra muslimske ekstremister ikke nyder bred opbakning i befolkningen, hvor der er talrige eksempler på fredeligt naboskab på tværs af religion. På et nyligt møde i London opfordrede både ærkebiskop Nzapalainga og præsidenten for det islamiske samfund i Den Centralafrikanske Republik, imam Omar Kobine Layama, til international indgriben over for islamiske jihadister fra Tchad, Sudan og Qatar, der som en del af konflikten er trængt ind i landet og har fordrevet næsten en million mennesker.
Sådanne eksempler demonstrerer, at religiøse ledere bruger deres positioner til gavn for hele samfundets stabilitet på tværs af konfessionelle skel. I skrøbelige stater som Den Centralafrikanske Republik er religionen ikke blot en del af problemet. Hovedstrømmen af biskopper, præster og imamer ved også, at religionen må og skal være en del af en bred og inkluderende løsning, fordi de politiske og retlige strukturer ofte er svage og fraværende i folks daglige liv.
Et tilbageblik på Afrikas krige og borgerkrige i sidste halvdel af det 20. århundrede burde også gøre det klart, at forestillingen om, at verdslige regimer, hvor religionerne er marginaliserede, skulle være et universalmiddel mod konflikter, er absurd. En religiøs overbevisning kan ofte være det eneste overbevisende argument for at nægte at slå ihjel, når alle andre taler om magt, territorium eller krænkelser. Det er rigtigt, at religionen næsten altid indgår som et element i stridighederne. Men den pointe rummer ikke nogen løsning i sig selv. Og den er helt sikkert vildledende, hvis religionens positive rolle ignoreres.