Religion set fra to verdener

MIN TRO: Poul Dal var medlem af Jehovas Vidner i knap 40 år. Han blev udstødt, fordi han ikke længere troede på sektens overbevisninger. I dag tror han på Jesu ord om næstekærlighed og tilgivelse

Under sine knap 40 år i Jehovas Vidner oplevede Poul Dal den fundamentalistiske og strikse side af religion. I dag er han udstødt af sekten, og hans syn på religion handler nu om næstekærlighed og forståelse. –
Under sine knap 40 år i Jehovas Vidner oplevede Poul Dal den fundamentalistiske og strikse side af religion. I dag er han udstødt af sekten, og hans syn på religion handler nu om næstekærlighed og forståelse. –. Foto: Preben Madsen.

Med Niels Arden Oplevs nye film To verdener om Jehovas Vidner, der har premiere i morgen, er sekten atter blevet en del af den danske debat. Poul Dal var medlem af Jehovas Vidner, indtil han blev udstødt i 1995. Siden 2007 har han været formand for støttegruppen af tidligere Jehovas Vidner og rådgiver for folk, der overvejer at melde sig ind i eller ud af sekten.

Hvad tror du på?

Jeg går ind for kristendommens grundprincipper, men jeg har ingen fast trosbekendelse længere. Da jeg var et Jehovas Vidne, var det hele meget bastant. Man skulle tro noget ganske bestemt og følge en bestemt troslære. Men nu tror jeg på det, Jesus fortalte og stod for, som var næstekærlighed og et bedre liv på den anden side.

Hvad tvivler du på?

Jeg tvivler på mange af Jehovas Vidners trosfortolkninger og måden, de behandler deres medmennesker på. Man behøver ikke bandlyse folk, fordi de ikke længere har samme tros-overbevisning. Det er ikke den måde, Jesus var på. Han udviste forståelse for andre mennesker, selvom de var af anden religiøs overbevisning.

Hvordan gør troen en forskel i din hverdag?

Da jeg var medlem af Jehovas Vidner, var jeg meget fokuseret på at følge bestemte troshandlinger, men nu hviler jeg i mig selv og er meget åben både over for tro og tvivlen på samme.

Hvilken rolle spillede troen i dit barndomshjem?

Mine forældre var begge Jehovas Vidner, men tvang ikke mig til at være medlem. Det blev jeg først som 18-årig. Jeg mødte nogle unge inde fra Jehovas Vidner og blev grebet af det. Jeg kom ind i menighedslivet, og jeg stiftede familie med en kvinde, der også var et Jehovas Vidne. Men alt dette var mit eget valg, der var aldrig noget pres hjemmefra. Heller ikke da jeg fik nok af sekten og meldte mig ud.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Der var fem andre medlemmer, der forlod sekten samtidig med mig. Jeg ser stadig tre af dem, og vi præger hinanden en del. Vi er ikke så fundamentalistiske, vi har ikke noget fast trosprogram, og vi er forbeholdne over for folk, hvis de er alt for frelste.

Hvor eller hvornår har du de største oplevelser med tro?

Når jeg læser i Det Nye Testamente og Jesus taler opløftende til for eksempel disciplene om næstekærlighed og tilgivelse.

kragh@kristeligt-dagblad.dk