Det siges ofte, at sekulariseringen har trængt religion tilbage i skolernes religionsundervisning.
”Men det er ikke det, der er sket,” siger seminarielærer og teolog Kirsten M. Andersen, der har skrevet en ph.d.-afhandling, som hun for nylig har forsvaret. Den har titlen ”Sekularisering og religion: Et studie i fortællingens nøglerolle i folkeskolens religionsundervisning”.
Hun plæderer for, at fortællingens plads i religionsundervisningen er et eksempel på, hvordan religion stadig findes i skolen.
”Undervisningen i skolen er gået fra at være oplæring i religion til at lære børnene om religion og give dem mulighed for at vide og forstå, hvad religion er i en kulturhistorisk ramme. Aktuelt er der brug for, at eleverne lærer, hvad det vil sige at leve i et samfund med religionsfrihed, hvor andre tror på noget andet, end de selv tror på. Man kan sige, at fortællingen fortæller dem ind i et univers, og at det er lærerens opgave at give eleverne mulighed for at fortolke,” siger Kirsten M. Andersen.
”Undervisning med fortælling udelader den faktuelle viden. For eksempel om, hvor mange kristne kirkesamfund og andre religiøse samfund der findes i Danmark, hvad ritualerne er, og hvornår helligdagene ligger. Alt det kan være vigtig viden. Jeg postulerer ikke, at fortællingen løser alle problemer, den medfører også nogle. Men kendskab til de bibelske og andre religiøse fortællinger har den fordel, at den lærer børn om det sprog, som rent faktisk er i religion.”
Det handler også om pædagogik.
”Det er afgørende for skolen, hvordan man gør religion pædagogisk og ikke trækker noget ned over hovedet på børnene. Det er ikke religionsvidenskaben, der skal bestemme, hvordan læreren underviser. Det er for så vidt heller ikke teologien, der skal det. Skolen skal sætte barnet i stand til at kende den kultur og forstå det samfund, barnet er en del af. Samtidig skal læreren beskytte barnet og dets religionsfrihed,” siger Kirsten M. Andersen.
Hun mener, at det er skolens opgave at lære børn om religion, men hun åbner for, at den faktisk også skal sætte børn i stand til at kunne indgå i en religion.
”Forholdet mellem religion og kultur er flydende. Fortællingerne bevæger sig på grænsen mellem at lære om religion og i hvert fald ikke aflære religion.”
Kirsten M. Andersen understreger, at hendes afhandling ikke siger noget om, hvordan lærere skal undervise. Hun har undersøgt parløbet mellem sekulariseringen og fortællingens rolle og siger at der er en stærk fortælletradition i folkeskolen, hvilket blandt andet ses i de faglige og officielle retningslinjer for religionsfaget, hvor fortællingen længe har haft en central plads.
Fortællingen er dog ikke forkyndelse, mener Kirsten M. Andersen:
”Man kan ikke på samme måde gå ind i fortællingen, som når jeg går ind i gudstjenestens rum, og den udlægger mit liv. Fortællingen er omtale af og ikke henvendelse til Gud, og måske derfor har den kunnet gå hånd i hånd med sekulariseringen. Omvendt skal en skoletime ikke være en gudstjeneste.”
Hun peger desuden på, at fortællingen som undervisningsform kan være uforløst, hvis læreren ikke formår at åbne teksten, så den siger noget principielt om religionen, fortællingen er knyttet til.
Ifølge Kirsten M. Andersen er der brug for religion. Ikke mindst i et sekulært samfund.
”Det, som sker i et sådant samfund er, at mennesker bliver altings grænse. Mennesket bliver et polstret selv for at kunne klare alting, og det, der ikke tjener menneskets formål, falder ud af vores bevidsthed. Mens religion er kendetegnet ved ikke at standse ved det humane. Det overskrider menneskers verden. I et videnskabeligt og teknologisk kompliceret samfund sammensætter religion ting, som videnskaben trækker fra hinanden,” siger hun og fortsætter:
”I fortællingen kan de ting åbne sig, og barnet kan lære af dem og bevæge sig i en kultur, som overskrider punktet, hvor mennesker ikke selv kan manipulere verden. At vi ikke selv har skaffet os ind i verden, er indlejret i det religiøse sprog. Det er tit utilgængeligt, men kan formidles i fortællingen.”
Hvad betyder sekularisering, hvis det ikke betyder mindre religion?
”Det betyder, at religion ikke er en præmis for at deltage i samfundet og i det offentlige rum. Men religion kan godt være i det offentlige rum. Religion er en del af det civile samfund. Der er en afgørende forskel på at sige sådan og på at sige, at der med sekularisering kommer mindre religion. Det er vigtigt at kunne se, at sekulariseringen på mange måder er et gode,” siger hun og giver et historisk eksempel:
”Luther skrev ud til rådsherrerne, efter at lukningen af klostrene katastrofalt medførte skolevæsenets sammenbrud: Nu er det jeres opgave at drive gode, kristne skoler. Skolegang så han som en forudsætning for at bygge det tyske samfund op. Det banede vej for en senere principiel sidestilling mellem de forskellige institutioner: skole, kirke og sundhedsvæsen.”