Religiøs mangfoldighed er størst i Asien

Asiatiske lande er de mest religiøst sammensatte, mens lande i Vesten generelt er mere ensartede, viser ny global opgørelse

Devotees look on as a member (R) of their group falls into trance during Thaipusam festival in Singapore early January 17, 2014. Thaipusam is a Hindu festival observed on the day of the full moon during the Tamil calendar month of Thai, and celebrated in honour of the Hindu god Lord Murugan. REUTERS/Edgar Su (SINGAPORE - Tags: SOCIETY RELIGION)
Devotees look on as a member (R) of their group falls into trance during Thaipusam festival in Singapore early January 17, 2014. Thaipusam is a Hindu festival observed on the day of the full moon during the Tamil calendar month of Thai, and celebrated in honour of the Hindu god Lord Murugan. REUTERS/Edgar Su (SINGAPORE - Tags: SOCIETY RELIGION). Foto: Edgar Su/Reuters/.

Verdens mest religiøst mangfoldige lande findes i Asien. Det viser en ny opgørelse fra Pew Research Center, der som del af det store mangeårige forskningsprojekt The Global Religious Landscape (det globale religiøse landskab) har analyseret den religiøse sammensætning af befolkningen i mere end 200 lande og territorier verden over.

Med en klassificering på 9 point ud af 10 mulige rangerer Singapore højest i kategorien religiøs mangfoldighed efterfulgt af Taiwan og Vietnam med henholdsvis 8,2 og 7,7. Også Sydkorea, Kina og Hongkong får plads blandt de 12 områder med størst grad af religiøs mangfoldighed.

Darren Iammarino, der er professor i religionsstudier på San Diego University i Californien, er ikke overrasket over de asiatiske landes høje placeringer.

LÆS OGSÅ: Muslimer og kristne må stå sammen mod ekstremisme

I mange af disse lande har religion været undertrykt så længe, at når den endelig kommer tilbage på markedet, så ser folk på, hvilke valgmuligheder der er derude. Det giver mening, at når der igen er frihed, så får man større variation, siger han til avisen Washington Times.

Trods USAs historiske status som etnisk og kulturel smeltedigel er den religiøse mangfoldighed i Guds eget land begrænset, når man sammenligner med mange andre lande.

USA får i opgørelsen fra Pew Research Center 4,1 på 10-point-skalaen og befinder sig dermed på en global 68.-plads efter lande som Nordkorea og Cuba.

Ifølge USAs seneste befolkningstal er 78 procent af amerikanerne kristne, mens den næststørste gruppe er de utilknyttede, der er ateister, agnostikere eller ikke har et tilhørsforhold til en bestemt trosretning eller kirke. To procent af befolkningen er jøder, mens andelene af buddhister, muslimer og hinduer er så små, at de knap kan registreres.

Pew Research Center understreger, at USAs forholdsvis lave niveau af religiøs mangfoldighed ikke afspejler religiøs intolerance eller undertrykkelse.

Der er en vigtig skelnen mellem religiøs mangfoldighed og religiøs frihed, som denne undersøgelse ikke måler. Det første tillæg i USAs forfatning sikrer uden nogen tvivl retten til fri udøvelse af religion, skriver Alan Coo-perman, der står i spidsen for religionsforskning ved Pew Research Center, i et sammendrag af undersøgelsen.

Ingen vestlige lande er blandt de 12 steder i verden, der ifølge Pew Research Center har meget høj religiøs mangfoldighed. Blandt de europæiske lande er Holland mest religiøst sammensat og ligger på en 17.-plads efterfulgt af Bosnien, Frankrig, Sverige og Tyskland.

Med 3,3 i 10-point-systemet er Danmark placeret som nummer 87 sammen med Caymanøerne og Italien. Pew Research Center baserer klassificeringen af Danmark på befolkningstal, der viser, at 83,5 procent af danskerne er kristne, mens 11,8 procent er utilknyttede, og 4,1 procent er muslimer. Buddhister, hinduer og jøder tæller hver især for mindre end 1 procent af den danske befolkning.

Mindst religiøs mangfoldighed finder man ifølge Pew Research Center i Vatikanet og i muslimsk dominerede lande såsom Marokko, Iran, Afghanistan og Somalia.