Religiøse overhoveder fordømmer vold

Nyt islamisk-kristent-jødisk forum fordømmer brugen af vold i Guds navn

For første gang i historien har højtstående repræsentanter fra de tre monoteistiske verdensreligioner skabt et forum, der i en fælles syvpunkts-erklæring blandt andet fordømmer al brug af vold i Guds navn, og som samtidig i fremtiden vil arbejde for at fremme forståelse og tolerance mellem religionerne. Erklæringen blev offentliggjort efter en vellykket konference på to dage i Alexandria i Egypten.

Ideen til konferencen stammer fra den danskfødte rabbiner Michael Melchior, der også er israelsk minister, og ærkebiskoppen af Canterbury, George Carey. De egyptiske myndigheder har vist enorm interesse i at føre ideen ud i praksis, blandt andet fordi Egypten leder efter en mulighed for at mægle mellem parterne i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Det tværreligiøse forum ses først og fremmest som et forsøg på at komme volden mellem Israel og palæstinenserne til livs, men i virkeligheden er det nævnte forum også skabt til at forbedre de skarpe toner, der er blevet brugt og til stadighed bruges religionerne imellem. Her sættes især fokus på tiden efter den 11. september, hvor mange muslimer føler at bin Ladens brug af terror og vold i Guds navn har skadet islam og dens forhold til de andre religioner.

Under en pressekonference i Alexandria tidligere på ugen udtrykte Michael Melchior sin skuffelse over det faktum, at politikerne i Mellemøsten ikke bruger religion som noget positivt.

- Religion er somme tider blevet brugt til at retfærdiggøre mord på uskyldige. I stedet bør politikerne bruge religion til at stoppe blods-udgydelserne og fremme ideen om fred, sagde han.

Foruden ærkebiskoppen af Canterbury, George Carey, deltog blandt andre den katolske patriark fra Jerusalem, Michel Sabah, Sunni-muslimernes øverste autoritet, Sheikh Muhammad Sayed Tantawi, Israels sefardiske overrabbiner, Eliyahu Baksi-Doron, og den danskfødte rabbiner og vice-udenrigsminister i Israel, Michael Melchior.

Jerusalems stormufti, Ekrima Sabri, deltog ikke ved konferencen. Det er i øjeblikket uvist, om det skyldes Sabris langt mere yderligtgående standpunkt, hvad angår brugen af vold. Ekrima Sabri har tidligere forsvaret de palæstinensiske martyrers gerninger og står i øjeblikket til at blive retsforfulgt for et ulovligt besøg i Libanon og for opfordringer til vold.

- Konferencen var allerede en succes, inden den fandt sted, siger Michael Melchiors talsmand, Moni Mordechai.

- Det er et enestående forum, der er baseret på masser af gode intentioner, oprigtige venskaber og vilje til at ændre den nuværende situation, siger Moni Mordechai.

Han påpeger, at det religiøse forum først og fremmest er et åndeligt forum og ikke politisk, selvom alle de medvirkende enten selv har politiske roller eller stor indflydelse på deres egne landes politikere. Målet er at give politikerne retningslinjer og at virke som inspiration via dannelsen af et religiøst netværk, der skal baseres på dialog mellem de tre monoteistiske religioner, siger Moni Mordechai efter konferencen i Alexandria.

kirke@kristeligt-dagblad.dk