Røde Kors: Kristne asylsøgere tier om chikane

Måske skal man flytte kristne asylsøgere, som udsættes for vold eller chikane, siger Røde Kors nu. Det er vigtigt at undersøge problemets omfang, mener indvandrerpræst, men det vil Røde Kors ikke, fordi man tvivler på, at en undersøgelse vil få nogle reelle svar

Problemet med chikane af kristne asylsøgere er ikke nyt. I 2011 talte Kristeligt Dagblad med lederne af 12 asylcentre, og på tre ud af fire centre havde kristne beboere følt sig truet, forfulgt eller mobbet.
Problemet med chikane af kristne asylsøgere er ikke nyt. I 2011 talte Kristeligt Dagblad med lederne af 12 asylcentre, og på tre ud af fire centre havde kristne beboere følt sig truet, forfulgt eller mobbet.

Kristne asylsøgere, som bliver truet eller overfaldet på asylcentre, får måske mulighed for at flytte langt væk fra dem, der chikanerer dem.

Det fortæller Chef for Asylafdelingen i Røde Kors, Anne la Cour, efter Morgenavisen Jyllands-Posten i går kunne berette om 14 kristne asyl-søgere, som selv har bedt om at blive flyttet fra asylcentret Avsntrup efter trusler, overfald eller chikane.

Ifølge indvandrerpræst fra Apostelkirken i København Niels Nymann Eriksen bør man ”flytte de berørte konvertitter, og jeg synes, det er en løsning, der ikke skal ventes længe på,” siger han til Kristeligt Dagblad.

Den løsning åbner Røde Kors nu for, fortæller Anne la Cour.

”Det kan betyde, at vi i samarbejde med Udlændingestyrelsen må flytte de berørte til et andet asylcenter. Det kan både være dem, det går ud over, og dem, der begår chikanen. Men på et asylcenter med 800 asylsøgere kan det være meget vanskeligt at isolere folk fra hinanden.”

Problemet med chikane af kristne asylsøgere er ikke nyt. I 2011 talte Kristeligt Dagblad med lederne af 12 asylcentre, og på tre ud af fire centre havde kristne beboere følt sig truet, forfulgt eller mobbet.

Nu fire år efter hører vi, at 14 kristne har bedt om at blive flyttet på grund af overfald, trusler eller chikane. Hvordan kan det ske, fire år efter at der blev sat fokus på problemet?

”Vi har løbende brugt de redskaber, vi har, blandt andet i form af dialog, tilbud om hjælp til politianmeldelser, information på beboerrådsmøder. Jeg mener, at det største problem er, at vi ikke får viden om det. Derfor har vi lavet en ny aftale med præsten Nymann Eriksen, så hvis nogen fortæller om chikane og ikke tør gå til centerpersonale, kan de gå til en kontaktperson hos os, som kontakter ham. Det er noget nyt, vi har sat i værk. Derudover skal man være opmærksom på, at gruppen af beboere hele tiden skifter.”

Men der er alligevel gået mange år. Hvad har I gjort i løbet af de fire år for at hindre den slags?

”Vi tager det meget alvorligt, hver eneste gang vi hører, at det her foregår. Hvis vi har fået vished om, at det her sker, så har vi holdt møde med de involverede. Det er derfor, jeg siger, at det er meget afgørende, at vi får viden, og at de tør gå til os. På informationsmøder for alle nyankomne asyl-søgere informerer vi altid om, hvordan vi forventer, at folk opfører sig, og at man er tolerant over for hinanden.”

Ifølge indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen er det vigtigt, at Røde Kors laver en undersøgelse blandt asylsøgere, så problemet bliver kortlagt. Der er ifølge præsten en tendens til, at chikane af kristne asylsøgere bliver omtalt som et lokalt problem, selvom det ifølge ham er langt mere udbredt.

Hvad siger du til det forslag?

”Det helt afgørende for os er, at folk tør fortælle os om problemet. Det er det, der er problemet med sådan en undersøgelse, fordi folk ikke fortæller os om det. Jeg erkender fuldt ud, at der er et problem, men nårvi har spurgt centerledelsen, så har de meldt tilbage, at det ikke er udbredt. Det vigtigste er derfor at skabe et tillidsforhold til asylsøgerne.”

Har I prøvet at lave en undersøgelse?

”Nej, for vi får ikke meget ud af at lave en undersøgelse, når vi har en klar formodning om, at folk ikke vil svare. En sådan undersøgelse vil ikke være valid. Det er ikke undersøgelsen, der er vigtig, det er vigtigt, at vi gør noget ved problemet og er opmærksomme på det hele tiden - og det er vi.”

Men har I ikke haft en del år til at skabe det tillidsforhold?

”Jeg tror, at det tillids-forhold er der rigtig mange steder. Men vi får hele tiden nye asylsøgere, og problemerne forsvinder ikke nødvendigvis, selvom vi på ingen måde accepterer dem.”