Rosenius fik stor betydning i Danmark

Den svenske prædikant og salmedigter Rosenius blev ophavsmand til Luthersk Mission i Danmark og blev studeret af tidlige tidehvervsteologer. I morgen fylder han 200 år

Der er ingen svensk salmedigter, der har flere salmer med i den danske salmebog end Rosenius.
Der er ingen svensk salmedigter, der har flere salmer med i den danske salmebog end Rosenius. .

Den 3. februar 1816 fødtes Carl Olof Rosenius, en svensk prædikant med stor betydning i Danmark. Han var en central skikkelse i de svenske vækkelser midt i 1800-tallet og satte spor i kirkelivet i hele Norden.

Han var søn af en præst med tilknytning til den nordsvenske pietistiske vækkelse og læste også selv teologi. Svenskeren afsluttede dog aldrig uddannelsen, men blev i stedet prædikant i et slags missionshus i Stockholm og redigerede derfra bladet Pietisten. Hans artikler fra den tid er siden blevet genudgivet på en række sprog. Rosenius' forkyndelse var særligt kendetegnet ved den frie nåde: Hverken menneskets gerninger eller følelser var afgørende. Tværtimod skulle man se helt bort fra dem og holde sig til den frie nåde i Kristus. I den danske salmebog skriver han tilspidset, at man ligefrem skal foragte hjertets følelser:

”Jeg må nu betragte: Hos Gud det skifter ej, ja, rent jeg må foragte, mit hjertes ja og nej.”

Rosenius' forkyndelse byggede på Bibelen, og han bragte alenlange citater af Luther og gammellutherske teologer. Allerede i 1868 døde han, men svenske og norske prædikanter og salmedigtere blev præget af Rosenius' meget evangeliske tone, så man talte om ham som ophavsmand til en ”nyevangelisk” bevægelse.

Der er ingen svensk salmedigter, der har flere salmer med i den danske salmebog end ham. Og i Danmark satte han spor flere steder. Først på Bornholm. Der prægede hans nådesforkyndelse en del bornholmske frimenighedsfolk, og kort inden sin død rådede han dem til at gå tilbage til folkekirken. Det gjorde de så, og Rosenius blev således ophavsmanden til Luthersk Missionsforening.

Omkring 1900 splittedes foreningen, idet de mest Rosenius-tro dannede en udbrydergruppe, kaldet Evangelisk Luthersk Missionsforening. Der har Rosenius naturligt nok haft en ganske særlig høj status lige siden. Og således gik det, at der i byer som Rønne og Skjern blev tre missionshuse, heraf de to Rosenius-prægede.

Rosenius var på et tidspunkt ved at blive et godt navn i Tidehverv. Nogle af Tidehvervs pionerer i 1920'erne holdt i hvert fald studiekreds over ham, men i længden blev det dog helt andre teologer, der prægede Tidehverv.

Til gengæld fik Rosenius et overraskende efterliv i 1970'erne. I det årti dannede Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) lokalgrupper på landets gymnasier, og Rosenius var det skjulte bagtæppe. Man sang hans sange, man læste hans bøger. 10 år tidligere havde der været meget fokus på Billy Graham, der besøgte Danmark med sin tværkirkelige vækkelseskampagne. 10 år senere kom den karismatiske bevægelse. Men netop de kristeligt aktive gymnasieelever i 1970'erne blev præget af den for længst afdøde luthersk-pietistiske svensker.

Dengang kunne man finde på at kalde KFS for fundamentalister. Det var også, før den islamiske revolution i Iran i 1979 begyndte at koble ordet fundamentalisme med vold og terror. Og Carl Olof Rosenius var den størst tænkelige modsætning til voldelige, larmende fundamentalister i Mellemøsten.

Den forkyndelse og det kirkeliv, han inspirerede til, blev typisk meget lavmælt og stille med en tendens til indadvendthed i og med talen om at forvente alt af Gud. Og midt i de ellers dramatiske 1970'ere inspirerede han til en forkyndelse om den uforanderlige Gud, så man ikke på prædikenen kunne høre, om man var i 1975 eller i 1855.

Hans 200-årsdag er værd at markere. Det er ikke enhver lægprædikant givet at sætte spor så længe efter sin død.

Omkring 1980 stilnede Rosenius-bølgen vist af igen, og inspiration blev hentet fra flere andre sider, men det var nu slet ikke så ringe at være ung i et årti og i en gymnasiastgruppe, hvor den mest populære slagsang handlede om at sætte sin lid til ”Gud og hans venskab, hans Ånd og hans ord, samt brødrenes samfund og dækkede bord”.