Russisk-ortodokse uenige om vest-kirkens værdi

BELGRADE, SERBIA. NOVEMBER 16, 2014. Leader of the Russian Orthodox Church, Patriarch Kirill of Moscow and ...

Patriark Kirill og den fundamentalistiske russisk-ortodokse kirke ser forskelligt på andre kirkesamfund. Foto: / Scanpix Denmark

Patriark Kirill og den fundamentalistiske russisk-ortodokse kirke ser forskelligt på andre kirkesamfund

Krisen i Ukraine har blotlagt, at Rusland og Vestens værdier ikke er ens. Rusland har gennem århundreder haft et ambivalent forhold til de vestlige værdier, og den russisk-ortodokse kirke har defineret sig som noget andet end den katolske og protestantiske occidentale kristendom.

I de seneste 10 år har den russisk-ortodokse kirkeledelse i stadig stigende grad øget dialogen med flere vestlige kirkesamfund. Tendensen er blevet tydeligere under den nuværende patriark, Kirill I. Patriarkens julebrev til lederne af ”de ikke-ortodokse kirker” udtrykker stor respekt for deres virke:

”Jeg ønsker jer styrke i sjælen og hjælp fra den evigt rindende perfektionens kilde til jeres ophøjede forkyndergerning.”

Patriarkens intensiverede samarbejde med særligt den romersk-katolske pave har især haft til formål at styrke traditionelle værdier i Europa. Inden for Ruslands grænser har patriark Kirill på tilsvarende vis arbejdet for at styrke båndene til de muslimske og jødiske trossamfund for at fremme landets sædelighed, ædruelighed og traditionelle familieliv.

Sammenlignet med de vestlige kirker er den russisk-ortodokse kirke konservativ og traditionelt anlagt: Kirken opfatter traditionen som et udtryk for Helligåndens virke i kirken. Kirken forstår Bibelen som en del af traditionen, der også rummer ikoner, kirkesang, kirkearkitektur og mangfoldige mundtligt overleverede og nedskrevne ritualer, heriblandt liturgien.

Forandringer i kirken skal ske gradvist og uden bratte omvæltninger. Som den kirkelige debattør og diakon Andrej Kuraev engang sagde til mig i et interview:

”Hvis jeg elsker noget, så elsker jeg det, som det er nu. Kærlighed er en konservativ følelse, der stræber efter at bevare.” Med afsæt i Paulus' forestilling om kirken som Kristi Legeme brugte Kuraev i interviewet et billede på kirken som et barn, der vokser og udvikler sig langsomt: Kirken har altid forandret sig men aldrig sat det som et mål i sig selv at ændre sig.

For nogle ortodokse står Reformationen og Det Andet Vatikanerkoncils reformer (1962-65) som skræmmeeksempler på bratte forandringer, hvor barnet måske endda blev smidt ud med badevandet.

Patriark Kirill har ikke hele kirkens opbakning til at nærme sig de vestlige kirkeledere. Dele af kirken opfatter ikke Vesten som en repræsentant for kristne værdier, men snarere som en repræsentant for antikristne værdier: hedonisme, materialisme (grådighed), narcissisme og moralsk forfald.

Kritikken af Vesten trækker på åndeligt gods fra 1800-tallets slavofile, som kritiserede det, de opfattede som Vestens materialistiske, lovfikserede åndløshed.

Den russisk-ortodokse kirke er en stor religiøs organisation, der rummer flere kirkefløje med meget forskellige holdninger til spørgsmål som kirkereformer, globalisering og demokrati. Politologen Irina Papkova har identificeret tre hovedfløje, som hun kalder ”traditionalister”, ”liberalister” og ”fundamentalister”.

Traditionalisterne er den dominerende kirkefløj, hvis holdninger i vidt omfang er sammenfaldende med patriarkatets. Diakon Andrej Kuraevs opfattelse af traditionen er typisk for denne kirkefløj. Traditionalisterne støtter patriarken og mener, at kirkeledelsen skal opretholde et godt forhold til andre trossamfund. Den russiske kirke skal samarbejde, hvor det giver mening, dog uden at engagere sig i fælles bøn med andre kirker.

Liberalisterne er en lille gruppe af fortrinsvis intellektuelle og demokratisk indstillede præster og lægfolk, der arbejder for kirkereformer og ønsker et øget økumenisk samarbejde, herunder et bønsfællesskab med andre kirker.

Fundamentalisterne er også en lille, men, som Irina Papkova udtrykker det, ”højrøstet” gruppe med aktivistiske tilbøjeligheder. Det er ofte fundamentalisterne, der deltager talstærkt i demonstrationer, og deres holdninger kommer derfor til tider til at fremstå i medierne som repræsentative for hele den russisk-ortodokse kirke. Den fundamentalistiske kirkefløj består næsten udelukkende af lægfolk og den lavere præstestand. Fundamentalisterne hylder det hellige Rusland og det hedengangne ortodokse monarki, og de nærer dyb mistillid til Vesten, globaliseringen, markedsøkonomien, frimurerne, jøderne, muslimerne, katolikkerne og deres egen kirkeledelse og regering.

Konspirationsteorierne og mystikken trives i miljøet, og når fundamentalisterne ser patriark Kirill i imødekommende dialog med pave Frans eller den russiske overrabbiner Berl Lazar, så fremprovokerer det apokalyptiske forestillinger om Antikrists komme.

Er de vestlige kirker samarbejdspartnere i kampen mod sekulariseringen, det moralske forfald og den åndløse materialisme, eller bør de ”rettroende” isolere sig? Som vi har set, findes der ikke én, men flere russisk-ortodokse forestillinger om Vesten og de vestlige kirkers værd.