Det er så sikkert som amen i kirken: Når danskere har været sydpå, så har de været i kirke. Det vil sige inde og se en kirke. En katolsk kirke. Besøget har som regel været en god oplevelse, men af og til har nogen fået besked på at tage mere tøj på – dække skuldre eller ben. Og nogen er blevet flove, andre forargede.
Man kan også med mellemrum høre historier om unge mennesker, der i en halv- eller helbrandert lige synes de ville tjekke en helligdom ud, når de alligevel kom forbi ude i Østen. Og som synes, at de der munke skulle tage og slappe lidt af og ikke blive sure over lidt dansk festivitas, for det er da lige så meget turisternes tempel!
Og sådan kunne man sikkert blive ved: Samle eksempler på, hvordan nogle andre har kvajet sig. Men man kunne også vende blikket mod det mest udbredte religiøse rejsemål her til lands: Den folkekirkelige gudstjeneste, som cirka 200.000 mennesker rejser til hver søndag. Hvordan går det lige med det?
Her tænker jeg imidlertid ikke på, hvordan gudstjenesten af og til forstyrres af fotomaniske mænd og kvinder, der næsten beder Gud og hvermand – eller i al fald præsten – om at flytte sig, så de lige kan få et rigtigt godt billede af brudeparret eller dåbsbarnet. Og jeg tænker heller ikke på de gange, hvor dåbsbarnets to-årige fætter naturligvis og under højlydt begejstring og vejledning af sine forældre skal deltage i nadveren uden sans for, at netop nadveren er et mere stilfærdigt øjeblik for mange.
Nej, jeg tænker på, hvordan vi som præster kan spolere gudstjenesten – og af og til også gør det. Og har derfor prøvet at udarbejde en liste med 10 bud på, hvordan man som præst med rimelig sikkerhed gør gudstjenesten til en dårlig oplevelse:
1. Vælg kun salmer, som organisten og kirkesangeren heller ikke kender. Til gengæld skal de ligge højt og være lange. Det dræber sangglæden hurtigt og effektivt.
2. Brug aldrig nyere salmer og moderne melodier. Det kan medføre rytmiske fornemmelser og upassende glæde under gudstjenesten.
3. Afbryd organistens efterspil til salmerne. Det giver en hektisk fornemmelse af, at vi skal se at blive færdige – og det skal vi jo egentlig også!
4. Inddrag gerne lange romaner i prædiken – helst med en indviklet handling og et stort persongalleri. Tilsæt filosofiske citater – naturligvis på originalsproget – og henvis gerne til abstrakt kunst, oplevet på rejser i fjerne lande. Så er man sikker på, at ingen kan følge med.
5. Tal med en unaturlig dyb og brysk stemme. Det understøtter den ubehagelige stemning.
6. Brug meget gerne private aversioner i prædikenen. Det giver en skarp og unuanceret kulturkritik, som rammer mange og generer flere. Så kan de lære det!
7. Vær aldrig morsom med vilje. Ufrivillig komik er den eneste ægte form for humor i kirken.
8. Hils aldrig på menigheden efter gudstjenesten. Det er lefleri og kan skabe en rar atmosfære, som for enhver pris bør undgås!
9. Hav aldrig – ALDRIG – legetøj, bøger eller andet i kirkerummet, der kan lette presset på børnefamilier. Tys eller nedstir urolige børn – det stresser forældrene, så de først kommer igen, når ungen skal
konfirmeres.
10. Husk altid Jesu ord: ”Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt i blandt jer” – men så må der helst heller ikke være flere!
Kristian Bøcker, sognepræst i Jelling