Det siger muslimer, teologer og politikere om imamuddannelse

Danske politikere foreslår en uddannelse for imamer i forbindelse med debatten om Grimhøjmoskéen i Aarhus. Forslaget er før blevet diskuteret heftigt. Læs nogle af de mest markante udsagn fra debatten før og nu

Dansk Folkepartis Martin Henriksen, Imran Shah fra Islamisk Trossamfund og domprovst Anders Gadegaard har alle markeret sig i de seneste års debat om en dansk imamuddannelse.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen, Imran Shah fra Islamisk Trossamfund og domprovst Anders Gadegaard har alle markeret sig i de seneste års debat om en dansk imamuddannelse. .

Flere danske politikere ønsker at forhindre ekstreme imamer i danske moskéer med en teologisk uddannelse for muslimer. Forslaget kommer, efter at TV 2 i en serie dokumentarprogrammer blandt andet har vist, at Grimhøjmoskéen i Aarhus underviser i sharialov og udlægger de islamiske tekster sådan, at utroskab skal straffes med stening.

Det er langt fra første gang, forslaget om en imamuddannelse er til debat. Her kan du læse et udpluk af citater fra debatten gennem årene. 

Uddannelses- og forskningsordfører Jacob Mark (SF), TV 2, den 2. marts 2016: 

”Vi vil oprette en dansk imamuddannelse, som selvfølgelig handler om islamisk teologi, men uddannelsen skal bygge på et dansk samfundssyn.”

Professor i religionsvidenskab Göran Larsson, om udenlandske erfaringer, Kristeligt Dagblad, den 8. marts 2016:

”Mange af de muslimer, der har taget uddannelsen på et sekulært universitet, har svært ved at blive accepteret i muslimske miljøer, så uddannelsen snarere bliver en belastning.”

Integrationsordfører Martin Henriksen (DF), TV 2, den 15. januar 2015: 

”Det er en elendig idé, og vi har ikke noget behov for at bruge skatteborgernes penge på det.”

Islamekspert og adjungeret professor Jørgen S. Nielsen, Kristeligt Dagblad, den 18. november 2013:

”I Storbritannien, hvor man er en halv generation og cirka 10 år foran Danmark i forhold til den muslimske indvandring, begynder man at føle behovet.”

Qaisar Najeeb, talsmand for den muslimske organisation Minhaj ul-Quran, Kristeligt Dagblad, den 5. november 2013:

”Vores imamer bliver irriterede, når de møder folk med langt skæg, der kalder sig imamer, men ikke kan deres ABC om islam.”

Kirkeminister Manu Sareen (R), Kristeligt Dagblad, den 2. november 2013:

"Jeg synes ikke, det er statens opgave. En uddannelse skal komme fra muslimerne selv. Grunden til, at vi fik reformeret kirken, var, at ønsket om reformationen kom fra de kristne. Det kom ikke udefra. Det kom fra Luther. Derfor er det så vigtigt, at muslimer selv tager ejerskab her." 

Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund, Kristeligt Dagblad, den 29. oktober 2013: 

”Hvis islam skal underlægges samme gudstvivl, som man har udviklet i kristendommen, kommer det ikke til at ske. Ikke på vilkår. Forslaget lugter af, at man desværre ikke har forhørt sig med de muslimske organisationer.”

Folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), Kristeligt Dagblad, den 25. oktober 2013:

”Hver gang forslaget om imamuddannelse føres frem, stilles forslaget af alle mulige andre end muslimerne selv.”

Domprovst i Københavns Domkirke Anders Gadegaard, Kristeligt Dagblad, den 21. oktober 2013: 

”Forståelsen for, at islam kan blive en konstruktiv del af dansk kultur, er vokset over de seneste år. Og der sker små fremskridt, der viser, at det er den rigtige vej at gå med sådan en uddannelse.”

Prodekan Jesper Tang Nielsen fra Københavns Universitet, Kristeligt Dagblad, den 16. oktober 2013:

”Vi vil meget gerne være med til at arbejde for, at en sådan uddannelse kunne oprettes. Det vil kræve, at man stiller krav til imamers uddannelse, som man gør til danske præster. Det har styrket den danske folkekirke, at præster har så solid en uddannelse.”

Integrationsordfører Inger Støjberg (V), Kristeligt Dagblad, den 15. oktober 2013:

”Vi forsøger at købe os til god integration. Det gælder diskussionen om en stormoské, om statsfinansierede imamer, om hvad man må spise i daginstitutioner, og om vi må fejre kristne højtider i daginstitutioner.”

Kirkeordfører Karen Klint (S), Kristeligt Dagblad, den 23. december 2004:

”Hvis vi mener noget med værdierne frihed, lighed og respekt, så må den muslimske tro kunne danne grundlag for en teologisk uddannelse i Danmark lige så vel som den kristne tro.”