Dokumentation: Samlet appel fra de danske biskopper

Bøn for og hjælp til Aleppo

Midt i adventsmørket er der brug for at tænde lys for de nødlidende. Selvom vi ikke kender løsningen på den syriske konflikt, må vi kalde på næstekærligheden og stå fast på, at intet berettiger de lidelser, vi hører om fra Aleppo, skriver biskopper i en fælles appel.
Midt i adventsmørket er der brug for at tænde lys for de nødlidende. Selvom vi ikke kender løsningen på den syriske konflikt, må vi kalde på næstekærligheden og stå fast på, at intet berettiger de lidelser, vi hører om fra Aleppo, skriver biskopper i en fælles appel. Foto: hiqa News via AP.

Forholdene for de civile i Aleppo er ubeskriveligt forfærdelige.

Tusindvis af mennesker er på flugt – andre har ikke mulighed for at flygte.

Vi følger rædslerne i medierne, og fortvivlelsen og afmagten truer troen og håbet.

Midt i adventsmørket er der brug for at tænde lys for de nødlidende. Selvom vi ikke kender løsningen på den syriske konflikt, må vi kalde på næstekærligheden og stå fast på, at intet berettiger de lidelser, vi hører om fra Aleppo. Vi må fastholde, at volden og krigens sprog ikke er det eneste svar, når holdninger brydes. At det sprog ikke må stå uimodsagt – især ikke, når volden rammer civile og uskyldige, som vi hører om det fra Aleppo.

Derfor opfordrer vi til forbøn for ofrene for borgerkrigen i Syrien og særligt for dem, som lige nu er så hårdt ramt i Aleppo.

Vi opfordrer også til at give et bidrag til de indsamlinger, som en række kirkelige organisationer i disse dage har iværksat for at kunne hjælpe ofrene for kamphandlingerne i Aleppo.

Vi ved, at de kirkelige organisationer via deres partnere kan garantere for, at hjælpen kommer frem, og at den bliver givet til de mest trængende uanset religiøst tilhørsforhold.

Tak for ethvert engagement til fordel for de nødlidende i og omkring Aleppo.

De danske biskopper Henning Toft Bro, Marianne Christiansen, Peter Fischer-Møller, Tine Lindhardt, Lise-Lotte Rebel, Steen Skovsgaard, Peter Skov-Jakobsen, Henrik Stubkjær, Elof Westergaard, Henrik Wigh-Poulsen og Sofie Petersen.