Samtale med kulturkristne er også religionsmøde

Inge Lise Pedersen har sammen med blandt andre repræsentanter for biskopperne, Aarhus og Københavns Universitet, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og Præsteforeningen deltaget i arbejdet i en tænketank nedsat af Folkekirke & Religionsmøde. Foto: Leif Tuxen

Groft sagt opfatter de kirken som en 'ritualanstalt', og hvis kirken ikke formår at vise, at den er andet, vil den med tiden ikke længere kunne kaldes en folkekirke
Inge Lise Pedersen

Hvis folkekirken skal fortjene sit navn, må præsterne blive bedre til at tale med danskerne, siger bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen

Præster i folkekirken kan ikke nøjes med at forkynde evangeliet og give korte og klare svar på, hvad kristendommen har at sige om tro og frelse. De må også være i stand til at tale med mennesker, som er søgende, og som har brug for, at kirken kan rumme deres søgen efter mening, mener bestyrelsesmedlem i Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen:

”Vi taler meget om religionsmøde mellem kristne og muslimer, og det er også relevant. Men for mig at se er der en meget større udfordring i det kulturmøde, som finder sted inden for folkekirken, når mennesker uden særligt kendskab til kristendommen møder præster og andre, som er teologisk veluddannede og fast forankrede i den kristne tradition. Der skal præsterne blive meget bedre til at anerkende almindelige kulturkristne danskeres erfaringer og sammen med dem undersøge de spørgsmål, de kommer med, og der er intet i præsternes uddannelse, som den er nu, der giver dem redskaber til det.”

Inge Lise Pedersen har sammen med blandt andre repræsentanter for biskopperne, Aarhus og Københavns Universitet, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og Præsteforeningen deltaget i arbejdet i en tænketank nedsat af Folkekirke & Religionsmøde. Tænketanken skulle danne sig et overblik over, hvordan præster i folkekirken med de nuværende uddannelses- og efteruddannelsesforløb er rustede til at varetage præsteembedet i et religiøst mangfoldigt samfund, og hvad der skal til for, at præsterne bliver bedre rustede til det.

Tænketanken har netop præsenteret en rapport, og Inge Lise Pedersen har bidraget med udgangspunkt i sine erfaringer som mangeårigt medlem af Landsforeningen af Menighedsråd og som formand for menighedsrådet ved Lindevang Kirke på Frederiksberg. Hun peger på, at præsterne især i Københavnsområdet både skal kunne tackle, at der er mange borgere med for eksempel muslimsk baggrund, og at mange sognebørn har et langt dårligere kendskab til kristendommen end for blot tyve år siden:

”Mange medlemmer af folkekirken kommer primært i kirken i forbindelse med dåb, bryllup, begravelse og måske til jul og andre højtider. Samtidig er en del af dem søgende og leder efter 'religiøst indhold', som kan give mening og sammenhæng i en verden, de oplever som fragmenteret og brudt. Men de tænker ofte ikke, at de kan få noget religiøst indhold i kirken. Groft sagt opfatter de kirken som en 'ritualanstalt', og hvis kirken ikke formår at vise, at den er andet, vil den med tiden ikke længere kunne kaldes en folkekirke.”

Hun understreger, at hun ikke mener, at præsterne skal give køb på de kristne dogmer:

”Det handler ikke om, at kirken skal anerkende alle mulige nyreligiøse og mere eller mindre tilfældige spirituelle forestillinger. Men jeg tror ikke på en linjevogterteologi, hvor præsterne alene svarer med kontante svar om menneskets syndige natur og syndernes forladelse. Den remse når man ikke ret langt med over for mennesker, som har gjort sig erfaringer med livet, som de har behov for at få en religiøs tydning af.”

Inge Lise Pedersen mener, at folkekirkens præster generelt har været prægede af en meget stærk intellektuel tradition, som har tendens til at kamme over i intellektualisme og foragt for kropslige erfaringer og religiøse oplevelser.

”Jeg har stor respekt for de veluddannede præster, men jeg mener, at der er behov for præster, som også tør være til stede som autentiske mennesker og stille sig i den spørgende position sammen med dem, der søger kirken med store og svære spørgsmål. Hvis kirken i stedet blot giver en masse korrekte svar på noget, der ikke bliver spurgt om, spiller den fallit,” siger hun.

Som et eksempel på, hvordan almindelige danskeres religiøse søgen kan mødes, nævner hun, at der i hendes egen kirke hver uge er en meditativ gudstjeneste, som arrangeres af en af præsterne og en gruppe lægfolk. Hun foreslår desuden, at man bruger nogle af de klassiske salmer som meditationstekster.

”Præsterne må på banen og udvikle nye måder, som forbinder det indre og det ydre. Hvis lægfolk skal gøre det alene, ender det let som ren pølsesnak. Der er behov for veluddannede præster, som tør sætte sig selv på spil og kan se, at den voksende in-teresse for spiritualitet og religion faktisk er en gave til kirken. Det giver mulighed for at indlede en samtale, og præsternes udfordring er så, at de ikke længere kun skal lægge vægt på de øverste ti centimeter af hovedet,” siger hun.

Nana Hauge, præst for Høve og Havrebjerg Valgmenigheder, er enig i, at samtale med kulturkristne er et religionsmøde, som man som præst bør gå bevidst og aktivt ind i. Men hun har svært ved at genkende Inge Lise Pedersens beskrivelse af præsternes arbejdsmetoder og tilgang.

”Jeg ved ikke af, at præster forestiller sig, at de skulle kunne spise deres menighed og de folk, de i øvrigt møder, af med korte, klare svar. For mit eget vedkommende handler min præstegerning i høj grad om at snakke med folk om almindelige, livsnære hverdagsting. Når jeg er på husbesøg, hvilket jeg bestræber mig på at være ofte, handler det sjældent om det, jeg ville kalde egentlig sjælesorg, men snarere om at få fortalt sin livshistorie, tale om et konkret problem eller bare hverdagen i al almindelighed. Det er det samme, når jeg møder folk til arrangementer i lokalsamfundet, i skole og foreningsliv,” siger hun.

Nana Hauge understreger, at det at få indblik i, hvad folk føler og tænker, og hvilke erfaringer de har med sig, er et godt afsæt for at forkynde evangeliet ved prædikenen under gudstjenesten.

”Man skal leve sammen med menigheden i medgang og modgang og tage del i det liv, de lever. Så mit svar på eventuelle udfordringer er: husbesøg, husbesøg, husbesøg samt engagement i lokalområdet. Det er tidskrævende, og det er klart, at det kan man ikke nå, hvis man samtidig skal lave alle mulige 'hulahopgudstjenester' for at trække folk til. Vi skal passe på med at lave for mange såkaldte segmentgudstjenester, for folk kan godt gennemskue, hvis vi gør det for at 'sælge Jesus', og jeg tror ikke, at det er, hvad folk ønsker.”