Sange om kærlighed, forløsning og tilværelsens yderpunkter

HØR MUSIK "Hymns from Nineveh" strøg direkte ind på førstepladsen på iTunes' danske albumliste. Med albummet har den 24-årige sangskriver Jonas Haahr Petersen sat en ny dagsorden for sange med kristen spiritualitet

For Jonas Haahr Petersen er troen den "intime relation mellem Gud og hans skabning". Med sit "Hymns from Nineveh"-projekt har den kristne sanger skabt stor opmærksom og fået mange flotte anmeldelser.
For Jonas Haahr Petersen er troen den "intime relation mellem Gud og hans skabning". Med sit "Hymns from Nineveh"-projekt har den kristne sanger skabt stor opmærksom og fået mange flotte anmeldelser. . Foto: Søren Staal.

"Det overstiger alle forventninger og alle forhåbninger."

Den voldsomme opmærksomhed omkring "Hymns from Nineveh", som er Jonas Haahr Petersens soloprojekt, gør ham ydmyg, men også glad, for projektet er hans hjerteblod. Jonas Haahr Petersen har arbejdet intenst med det igennem de seneste tre år. Der er puslet om hvert et lag i indspilningen, og derfor blev det hele forsinket, men nu er det her: Det første hele album fra Hymns from Nineveh – som også er albummets navn på plademærket Good Tape Records – og modtagelsen har været forrygende. Som noget usædvanligt for en debut fløj det direkte ind på førstepladsen på iTunes og distancerede dermed navne som TV-2, Adele og P.J. Harvey.

Endnu mere usædvanlig er det, at det er en dansk kristen sanger og sangskriver, der her markerer sig. 24-årige Jonas Haahr Petersen har sin baggrund i en solid vestjysk kristendom, som han fuldt ud vedkender sig uden frygt for at blive sat i bås. Med sit nye album, som foruden at sælge via iTunes også kan købes på cd og vinyl, har han sat en helt ny dagsorden for sange med kristen spiritualitet i Danmark.

Hør musik:Lyt til Jonas Haahr Petersens musik

Opmærksomheden omkring "Hymns from Nineveh" blev vakt med ep'en "Uncomplicated Christmassongs", der udkom sidste år. Den og nu ikke mindst det nye album kan ses som en bekræftelse på den kreative opblomstring, der netop i disse år præger den kristne musikscene i Danmark. For "Hymns from Nineveh" står her langtfra alene, påpeger Jonas Haahr Petersen.

"Hvor der tidligere var nogle meget bestemte genremæssige forventninger til dem, der kaldte sig kristne kunstnere, og at de i deres sange helst skulle skrive om "korset" og andre helt fastlagte kristne emner og begreber, oplever jeg i dag, at grænserne flyttes. Den kristne musik bevæger sig fra det skabelonagtige til en meget mere vidtfavnende kreativitet."

Jonas Haahr Petersen er student fra Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, og var som toårig "med i kufferten", da familien rejste til Botswana, hvor faderen underviste på et præsteseminarium i fem år, udsendt af Dansk Ethiopermission. Alle børnene i familien spiller og synger. Jonas' storesøster, Lise Petersen, har blandt andet udgivet et påskealbum og en cd med Lina Sandell-sange.

I et par år var Jonas forsanger i gruppen Attrap. Da den gik i opløsning, kastede det ham ud i en personlig krise, hvor han på ny måtte forholde sig til, hvad han egentlig ville med sin musik og sit liv. I den periode blev også "relationen til Gud" sat på prøve. For Jonas Haahr Petersen er tro først og fremmest en relation, "en intim relation mellem Gud og hans skabning".

Denne tæthed finder han blandt andet i Brorsons salmer, der sammen med Bibelen, Søren Kierkegaard og Kingo er blandt hans inspirationskilder.

"Brorson er min yndlingssalmedigter. Han beskriver inderligheden i kristendommen på en helt unik måde, og netop at troen først og fremmest er den tætte relation til Gud."

Selv bekender han sig uden tøven til "Gud, Jesus og Helligånden". Det er heller ikke nemt at komme udenom, når hans sange – som tilfældet er – har så klare referencer til kristendommen og Bibelen, erkender han, og det er for ham helt i orden. Men missionerende kristen sanger er han ikke, selvom hans projekt har taget navn efter profeten Jonas i Jonas' Bog i Det Gamle Testamente.

"Nej, hvis det var meningen, at jeg skulle missionere, var jeg nok blevet missionær eller præst i stedet. Jeg føler, at jeg har fået evnen til at skrive sange, og den evne forsøger jeg at forvalte, så godt jeg kan, men hvis sangene skal agitere, så går det galt, for så lever de ikke længere på kunstens præmisser."

Selv siger han, at hans sange beskriver "bevægelsen mod forløsning, de behandler relationer, de behandler kærlighed, og de behandler til-værelsens yderpunkter". Reaktioner viser, at sangene – med deres referencer til kristne spirituelle motiver i tekst og musik – rører ved de religiøse strenge hos mange af lytterne.

Sangene på albummet har fået lov til at vokse og modnes gennem flere år, og mindst 50 ligger på lager og venter på en mulig kunstnerisk forløsning. Indspilningsprocessen til "Hymns from Nineveh" har været lang og minutiøs. Foruden Jonas selv medvirker op til 20 musikere på de 10 numre, der i musikalsk arrangement veksler mellem det ganske enkle til en næsten katedral-agtig overbygning af klingende instrumenter og korsang, båret af en gennemgående salmeagtig tone, hvor Jonas' lyse melodiske stemme væves ind i et musikalsk mønster, der bringer tankerne hen på århundredgammel flerstemmig kirkesang. Der er højtid og tilbedelse. Hymner til livets Gud og den skabte verden, men pladen rummer også klagen, elegien, det lyriske udtryk for længsel og vemod. Hymnen og elegien er de to grundelementer i den danskstuderende Jonas Haahr Petersens sange.

"Klagen er med, for den er jo en del af livet. Som Kingo siger det i salmen 'Sorrig og glæde de vandre til hobe'. Det er simpelthen så banalt, men også basalt, at vores liv i en eller anden grad altid er en bevægelse mellem de to poler. Det er jo også det mønster, vi finder i Davids Salmer. Jeg føler mig meget, meget genkendt i Davids Salmer. Selvom de er tussegamle, kan jeg i min verden finde genklang i det, han siger."

"Mørket er der, men 'Hymns from Nineveh' rummer overvejende glædessange – eller sange, der er i bevægelse i en søgen mod hymnen, lovsangen, som jo er modsvaret til elegien, klagen."

Dem er der flest af, i fin overensstemmelse med beretningen om profeten Jonas i Bibelen, der først blev sendt af sted for at forkynde Nineves ødelæggelse, men Gud forbarmede sig, og byens klagesange forvandledes til hymner – i øvrigt til profetens store fortørnelse, men det er anden historie.

steens@k.dk