Sidste hvilested for hjemløse indviet

I går blev den nye gravplads for gadens folk indviet på Assistens Kirkegård i København. Hjemløse udtrykte tilfredshed med stedet, da de mødte frem til den første bisættelse

Under en sovepose gemte sig en skulptur af Leif Sylvester Petersen med navnet ”En engel iblandt os”. Den blev afsløret ved indvielsen af en gravplads for hjemløse på Assistens Kirkegård i København i går. Fra venstre er det Ayfer Baykal (SF), Københavns teknik- og miljøborgmester, socialminister Annette Vilhelmsen (SF), kunstneren Leif Sylvester Petersen og Anders Gadegaard, domprovst i Københavns Stift. –
Under en sovepose gemte sig en skulptur af Leif Sylvester Petersen med navnet ”En engel iblandt os”. Den blev afsløret ved indvielsen af en gravplads for hjemløse på Assistens Kirkegård i København i går. Fra venstre er det Ayfer Baykal (SF), Københavns teknik- og miljøborgmester, socialminister Annette Vilhelmsen (SF), kunstneren Leif Sylvester Petersen og Anders Gadegaard, domprovst i Københavns Stift. –. Foto: Leif Tuxen.

En ny sort bænk er sat op, og ben med for korte bukser og fødder med sko, men uden strømper, har allerede fundet et sted at hvile sig. Den nye bænk er der, og jorden og gruset revet, fordi der i går blev indviet et særligt gravafsnit for hjemløse på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

De hjemløse havde medbragt drikkevarer og firbenede følgesvende, og foreningen bag initiativet, Giv Din Hånd, havde inviteret socialminister Annette Vilhelmsen (SF) og Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), som sagde, at der i København skal være mangfoldighed både over og under jorden med henvisning til, at store folk som H.C. Andersen også er begravet på Assistens Kirkegård.

LÆS OGSÅ:
Ny skovkirkegård kan være med til at romantisere døden

Undervejs kom folk cyklende forbi, og enkelte stoppede op for at lytte med. Og det er netop det, hjemløse Klima Knud med det borgerlige efternavn Knudsen håber vil ske, efter at de hjemløse har fået deres eget område på Assistens Kirkegård.

Nu har vi et sted, hvor vi kan vise omsorgssvigtet, og at vi ikke har noget sikkerhedsnet, siger han om den nye gravplads for gadens folk, som stedet hedder. Han tilføjer, at det for vennerne også er godt, at de har et sted at komme for at mødes og mindes.

Klima Knud er kommet som en af vennerne til Salomon, hvis urne som den første skal i jorden på græsplænen, hvor der er plads til omkring 300 urner.

En af de andre fremmødte, Hans-Henrik Jensen, kalder det fint nok, at en del af Assistens Kirkegård nu er for gadens folk.

Mange af os har ikke forbindelse til vores familie. Dem på gaden er blevet vores familie, siger han.

Før den mulighed brugte nogle af de hjemløse et træ på en central plads i København. Her hængte de billeder af deres afdøde venner, forklarer formanden for foreningen Giv Din Hånd, Michael Espensen, i sin indvielsestale.

Men træet er der ikke længere, for det passede ikke ind i gadebilledet. Ligesom de hjemløse, lød det i talen.

I to år har Giv Din Hånd arbejdet for at få oprettet området på Assistens Kirkegård, som bliver stillet til rådighed af Københavns Kommune.

I Danmark er der tradition for at have familiegravsteder, og når du er på gaden, bliver de andre hjemløse din familie. Og det har været sådan indtil nu, at når hjemløse dør, er det ofte kommunen, der tager sig af det og lægger dem der, hvor det er belejligt. Så vi ved ikke, hvor de havner. Det gør vi nu. Nu bliver det her, de bliver mindet, siger Michael Espensen.

Efter talerne, som fik kommentarer og hundebjæf med på vejen, blev en skulptur under en sovepose afsløret. En engel iblandt os var skænket af kunstneren Leif Sylvester Petersen som en gave til stedet.

I præsentationen af værket lød det, at den gerne skulle være en hverdagsengel for de besøgende. Og ved siden af skulpturen satte Anders Gadegaard, domprovst i Københavns Stift, den første urne ned i jorden.

Venner af Salomon placerede lys, blomster og et smilende billede omkring graven, og det blev en våd afsked. Både på grund af tårer og den dåseøl, de tømte ud over urnen som et sidste farvel.