Skal en 15-årig pige tilgive sin voldtægtsmand?

Desmond Tutus budskab om, at man altid skal tilgive, er for konsekvent. For man kan aldrig tvinge til tilgivelse, lyder det i debat om begrebet, der er blevet politisk

”Jeg er nået frem til, at vi skal være forsigtige med at være normative. Vi skal ikke mindst være forsigtige med at sige til offeret, at 'du skal tilgive',” siger hospitalspræst Tove Gade. Modelfoto
”Jeg er nået frem til, at vi skal være forsigtige med at være normative. Vi skal ikke mindst være forsigtige med at sige til offeret, at 'du skal tilgive',” siger hospitalspræst Tove Gade. Modelfoto.

I kristendommen er tilgivelsens budskab centralt, og Gud vil altid tilgive os, når vi angrer vores synd. Men ifølge den norske teolog Paul Leer-Salvesen kan man ikke kræve tilgivelse.

”Skal man sige til en 15-årig pige, der er blevet voldtaget af en 40-årig mand, at hun skal tilgive ham?”, spørger han og svarer selv på spørgsmålet med et nej, det skal man ikke.

Og det kan man ikke, mener han. Leer-Salvesen har arbejdet med tilgivelse i næsten 40 år via sit tidligere job som fængselspræst og sin empiriske forskning i emnet. For ham er det for konsekvent at prædike, at tilgivelsen er nødvendig.

”Jeg er nået frem til, at vi skal være forsigtige med at være normative. Vi skal ikke mindst være forsigtige med at sige til offeret, at 'du skal tilgive',” siger han.

Han henviser til Desmond Tutu, den sydafrikanske ærkebiskop, der har arbejdet med tilgivelse i Sydafrika efter årtier med apartheid.

”Jeg er blevet mere skeptisk over for Tutu. Titlen på hans bog om tilgivelse hedder 'No future without forgiveness' (Ingen fremtid uden tilgivelse, red.). Det kan du bare ikke sige til en lille pige, der er blevet voldtaget. Det kan du ikke.”

Han forklarer:

”Man kan ikke generalisere. Når en mor tilgiver gerningsmanden, der dræbte hendes 18 årige datter, så er det et mirakel, et under for at bruge kristen terminologi. Og du kan ikke generalisere ud fra et under. Du kan ikke sige, at alle mødre, som oplever, at deres døtre bliver dræbt, skal tilgive.”

”Vi kan være glade, når et menneske tilgiver, men vi kan ikke kræve det,” siger han.

Hospitalspræst på Gentofte Hospital Tove Gade er enig med sin norske kollega.

”Nogle gange kan noget være begået imod os, som er så svært, at vi ikke tager os selv eller det, den anden har gjort, alvorligt, hvis vi bare tilgiver. Tilgiver man på den måde, ses det ikke fra offerets synspunkt, men fra krænkerens.

Det vigtigste er, at vi ikke glemmer, hvordan det er for offeret. Det er umenneskeligt at stille krav om tilgivelse,” siger hun.

”Tutu opfordrer til, at man gør, hvad man kan for at til-give, men historien viser også, at det godt kan være, at Sandhedskommissionen i Sydafrika fik folk til at tilgive, men nogle gange fik man ofrene til at tilgive på for tyndt et grundlag, og så blev de ikke respekteret.”

Ungdomspræst og forfatter Flemming Bak Poulsen er uenig.

”Jeg opfatter ikke Tutu som en, der siger, at man kan eller skal kræve tilgivelsen. Han siger, at tilgivelsens vej er så løfterig, at den altid bør anbefales som den potentielt bedste vej videre efter en krænkelse. Det er en anbefaling,” siger han.