Frankrig er det seneste eksempel. Med lovforslaget, der skal gøre det strafbart at benægte det tyrkiske folkedrab på armenierne i 1915, vil Frankrig føje endnu en lov til sit arsenal af såkaldte mindelove, der fastsætter en officiel historieskrivning.
LÆS OGSÅ: Flere lande lovgiver om den historiske sandhed
Frankrig har allerede et forbud mod benægtelse af holocaust fra 1990 og en officiel anerkendelse fra 2001 af, at massakrerne mod armenierne var et folkemord. Samme år vedtog de franske politikere en lov, der anerkender slaveriet som en forbrydelse mod menneskeheden, og i 2005 vedtog man en lov, som pålagde historielærerne at fokusere på de positive sider af den franske kolonisering. Den er siden blevet delvist afskaffet.
Frankrig skal opgive denne nationalsport, protesterer en af landets mest fremtrædende historikere, Pierre Nora, efter det seneste lovforslag, som endnu ikke er endeligt vedtaget.
Franske historikere dannede allerede i 2005 netværket Liberté pour lHistoire (Frihed for historien) som en reaktion mod politikernes tendens til at fastsætte en officiel historieskrivning.
Hvis denne ulyksalige lov om Kriminalisering af benægtelse af folkedrab, som er anerkendt ved lov bliver endeligt vedtaget i Senatet, vil det til-intetgøre alle håb om at imødegå denne udbredelse af mindelovgivninger, skriver Pierre Nora i dagbladet Le Monde, hvor han peger på, at flere andre lovforslag om anerkendelse af historiske begivenheder som folkedrab har været eller er på vej i Frankrig:
Nedkæmpelsen af det katolske oprør i Vendée under den franske revolu-tion, Stalins udsultning af Ukraine, nazisternes udryddelse af sigøjnerne og selv bekæmpelsen af Schweizergarden i Tuileriene i 1792. Hvornår får vi et krav om anerkendelse af folkedrab i Algeriet, under Bartholemæusnatten eller under korstoget mod katharerne?, spørger Pierre Nora.
Flere europæiske historikere har sluttet sig til den franske modstand. For selvom Frankrig har rekord i den slags mindelovgivninger, har de fleste europæiske lande vedtaget lignende love.
Tyskland og Østrig er foregangslande med lovgivninger, som allerede umiddelbart efter Anden Verdenskrig forbød benægtelse af gaskamrenes eksistens og holocaust og ulovliggjorde forherligelse af nazismen.
Jeg har aldrig hørt om, at disse love skulle have skadet den historiske forskning eller ført til pres på historikerne, siger Birgitte Bailer, østrigsk historiker med speciale i holocaust-studier og leder af Dokumentationsarchiv des Österreichischen Widerstandes, det østrigske arkiv for modstandsbevægelsen.
I både Tyskland og Østrig er be-nægtelsen af holocaust led i forsøg på ideologisk rehabilitering af nazismen. Det har været nødvendigt at imødegå denne propaganda, og vi ser for eksempel med de nynazistiske drab på indvandrere, som er blevet afsløret i Tyskland for nylig, at det stadig er nødvendigt at bekæmpe nazismen, mener Birgitte Bailer.
Også Belgien, Schweiz og Luxembourg har et forbud mod holocaust-benægtelse, og Frankrig indførte et forbud i 1990 som kulminationen på et forsinket opgør om Vichy-regimet og vanskelighederne med at få dømt franske kollaboratører for deportationen af franske jøder.
I alt er omkring en snes europæere blevet dømt efter disse love, især i Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har blåstemplet disse love med en kendelse fra 1995, der fastslår, at de ikke strider mod ytringsfriheden. Samme standpunkt er indtaget af Europarådets Menneskerettighedskommission og af FNs Menneskeretskomité.
En række lande, deriblandt Danmark, Sverige, Storbritannien og Holland, har derimod undladt at kriminalisere holocaust-benægtelse, blandt andet ud fra en mindre restriktiv tradition for ytringsfrihed.
Derimod har forbud mod benægtelse af folkedrab bredt sig som steppebrande på det europæiske kontinent op igennem 1990erne og 2000erne. Spanien, Portugal og Malta har vedtaget sådanne love, og det samme har østeuropæiske lande som Rumænien, de baltiske lande og Polen, blandt andet under indflydelse af europæisk lovgivning.
En tillægsprotokol til Europarådets konvention mod kriminalitet på internettet, som trådte i kraft i 2006, indeholder således en paragraf, der forbyder fornægtelse, grov forklejnelse, godkendelse eller forsvar for folkemord, og i 2008 vedtog EU en ramme-beslutning, der forbyder de samme tilkendegivelser om folkedrab, hvis de fremsættes som led i et racistisk fore-havende.
Denne inflation i mindelovgivning og officiel historieskrivning, som begyndte i 1990erne, skyldes især, at de direkte ofre for de store massakrer i det 20. århundrede, som for eksempel det armenske folkedrab, er ved at forsvinde, påpeger Kenneth Bertrams fra Center for Nutidsforskning under Institut for Filosofi ved Det frie Universitet i Bruxelles.
Det er børnene, som presser på for at få en officiel anerkendelse af deres forældres offerstatus. Det gør de for at forhindre, at begivenheden går i glemmebogen, men også fordi anerkendelsen giver dem en særlig identitet som gruppe. Det er karakteristisk, at de netop går ikke blot lovens, men straffelovens vej, for et forbud har er en meget stærk symbolværdi. Der er tale om forsøg på at forvandle den historiske begivenhed til en myte. Det handler ikke om at forstå historien, men om at skabe en slags sokkel, som gruppens identitet kan hvile på. Og netop derfor går man ikke blot lovens, men straffelovens vej for at fasttømre denne myte som uanfægtelig, siger Kenneth Bertrams.
Det er ifølge ham forklaringen på, at så mange forskellige grupper, fra armenierne til efterkommere af slaverne, har indgået i en slags konkurrence om at få offerstatus og dermed anerkendelse.
Senest er det de østeuropæiske lande, der er gået med på bølgen af historie-love. Polen har vedtaget en lov, der forbyder benægtelse ikke blot af nazismens, men også af kommunismens forbrydelser. Adskillige andre lande, deriblandt de baltiske, har arbejdet med lignende initiativer. Og det er en glidebane, mener Erik Kulavig, leder af Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet.
De østeuropæiske lande har i de seneste år givet udtryk for, at de synes, at kommunismens forbrydelser er værre end nazismens. Snart vil det måske være maoismens forbrydelser, vi skal fremhæve. Jeg synes, det spærrer for udsynet, at man på den måde vil veje forskellige historiske begivenheder mod hinanden. Der er tale om tre ud-gaver af Helvede, og de skal analyseres hver for sig, ud fra deres egne forudsætninger, mener Erik Kulavig.
Det kan være godt og nødvendigt, at et samfund ser på sin egen historie. Men der er en stor risiko for, at det ender med et misbrug af historien til at skrive en bestemt historisk og national fortælling, siger Erik Kulavig.
Og det er netop en af de uudtalte bagtanker med mange af de europæiske historieinitiativer, mener Cecilie Felicia Stokholm Banke, koordinator af indsatsområdet holocaust og folkedrab ved Dansk Institut for Internationale Studier og specialist i blandt andet erindringspolitik og mindekultur.
Mindelovgivning er udtryk for en bestemt moral, man gerne vil demonstrere, at man tilslutter sig i nutiden. For eksempel at man ikke vil acceptere krænkelser af menneskerettighederne. Det samme gælder nationale undskyldninger. Hvad fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for eksempel ud af at sige undskyld over for de 21 jødiske flygtninge, der blev nægtet indrejse til Danmark i 1941? Han sendte et signal til verden om den overordnede moral, Danmark gerne vil identificeres med. Mindepolitik handler om værdier. Og på europæisk plan er der en bevidst politisk vilje til at ville gøre holocaust og jødeudryddelserne til den centrale fortælling om Europas fælles historie, siger Cecilie Banke.
EUs rammeaftale fra 2008, som efter planen skulle være ført ind i national lovgivning med udgangen af 2011, var udtryk for denne tendens. Det tyske formandskab, som præsenterede forslaget, fik imidlertid ikke den forventede opbakning. Og i stedet for et forbud mod fornægtelse af holocaust og folkedrab gælder forbuddet kun, hvis det sker som led i en klart racistisk strategi.
Det var især de nordeuropæiske lande med Danmark, Sverige og Storbritannien i spidsen, der modsatte sig det tyske initiativ, og i det danske justistsministerium vurderer man, at dansk lovgivning respekterer rammeaftalen takket være den almindelige lovgivning mod racisme i straffelovens paragraf 266.
Frankrig benyttede derimod rammeaftalen som begrundelse for at fremsætte det seneste lovforslag, som i lovteksten dækker folkedrab generelt, men reelt er møntet specifikt på den armenske tragedie.
Erik Kulavig mener, at Danmark i denne sag holder sig på den rigtige side af hensynet til ytringsfriheden og den frie historiske forskning.
Det er rigtigt, at benægtelse af folkedrab ofte indgår i et racistisk forehavende. Men man må have tillid til, at historikerne og den offentlige debat virker som tilstrækkeligt modværn, siger han.
Cecilie Banke udtrykker en vis forståelse for, at nogle lande kan have brug for at etablere en officiel historieskrivning.
Det var tilfældet i Tyskland, hvor nazismens indflydelse var så dybtliggende, at det var nødvendigt at trække en linje og sige officielt, hvad der var ret og vrang, sandt og falsk om nazitiden. Det samme kan i nogen grad siges om folkemordet i Rwanda, hvor to grupper også skulle lære at leve sammen bag-efter. Men samtidig lyder der nu kritik af, at den nuværende præsident, Paul Kagamé, benytter mindet om folkemordet til at standse enhver kritik af sit regime, påpeger Cecilie Banke.
Det kan godt være, at der mangler historisk forskning på nogle af de områder, som visse grupper ønsker at gøre til genstand for mindelovgivning, siger Vincent Duclert, historiker med speciale i det armenske folkemord og en af initiativtagerne til det franske netværk Liberté pour lHistoire.
Men det bør løses ved at give flere forskningsmidler, ikke ved at indføre officiel lovgivning. Med kravene om mindelovgivning er forholdet til historien blevet et centralt spørgsmål i de europæiske samfund, og historien er blevet genstand for politikernes bevågenhed. Det er her, faren mod historieforskningen kommer fra, mener Vincent Duclert.
