Hvordan kan vi styrke børnenes position, når mor og far vil skilles? Det diskuterer vi heldigvis meget. Men vi har især fokus på de situationer, hvor mor og far slås om forældremyndigheden og samkvem. Hvad med alle de andre situationer, hvor aftalerne laves hen over hovedet på børnene? Det taler vi ikke om, for det hører ind under privatlivets fred, synes opfattelsen at være. Det vil jeg have lavet om på. Alle børn må kunne få indflydelse på deres eget liv, ikke kun de, hvis sag ender i statsamtet eller hos en dommer.
For nogen tid siden talte jeg med en dreng, som fortalte, at hans forældre var blevet skilt og havde slået sig ned i hver sin ende af landet. Begge holdt fast i deres ret til at se drengen, og han fortalte om timer i tog, busser og flyvemaskiner. For at fuldbyrde forældrenes såkaldte ret til samkvem tvang man drengen til at rejse landet tyndt. Meget mod hans vilje og absolut mod hans interesser. Men han ville gerne være loyal mod forældrene og samarbejdet, så derfor tav han. Det fik mig til at tænke på, at problemet ikke kun er de aftaler, som laves med statsamtets mellemkomst, og hvor barnets interesser går tabt i forældrenes slagsmål, men nok så meget de mange tusinde aftaler, som indgås frivilligt og blot tages til efterretning i statsamtet, uden at de berørte børn spørges til råds forinden.
Det vil jeg gerne diskutere. Jeg tror, at der efterhånden er ved at være bevægelse i Folketinget for en styrkelse af børns retsstilling ved forældrenes skilsmisse. Jeg tror og håber, at justitsministeren vil foreslå, at der skal finde samtaler sted med børn, når forældrene ikke selv kan enes om samkvem, uanset barnets alder. Jeg tror, der vil komme et flertal for at stoppe adgangen til at tvinge børn til samkvem, når de ikke selv ønsker det. Og endelig håber jeg, at Folketinget vil enes om, at politiet ikke er den rigtige institution at bruge, når forældrene har problemer med at forvalte aftalerne om samkvem. Vi får se, hvad der er i posen, når regeringen fremlægger sit lovkatalog ved Folketingets åbning.
Jeg vil derfor i stedet opfordre til en bred diskussion om, hvad vi kan gøre for at hjælpe de børn i dag, der - som ham, jeg omtalte - ikke har nogen steder at gå hen og næppe vil få opbakning i deres sag, så længe forældrene ikke ønsker at ændre praksis. For der er naturligvis meget, vi kan gøre, men det kræver en holdningsændring. En ændring, som indebærer, at vi ophører med at betragte børn som forældrenes ejendom og i stedet som selvstændige individer, der både føler og tænker. Den holdningsændring er forudsætningen for, at samfundet kan etablere tilbud, der kan bistå og rådgive børnene. At styrke børnenes position i skilsmisseforløbet er en følge af et ændret syn på børn og deres kompetencer. Vi skal erkende, at barnet har forstand på sine egne følelser, og at det gør sig tanker om, hvilket liv det ønsker. Men det, som er rigtigst for barnet, er ikke nødvendigvis det, forældrene, den ene eller dem begge, finder rigtigst for barnet eller for sig selv. Det kan være svært at udrede, og især når alle er voldsomt følelsesmæssigt berørt og derfor har vanskeligt ved at sætte sig i hinandens sted. I den situation må samfundet tage vare om den svageste part, og det er barnet.
Jeg vil foreslå en række initiativer:
- Alle forældre, som gennemfører ophør af samliv eller skilsmisse, skal orientere statsamtet, som skal overdrage forældrene et informationsmateriale, der fortæller dem om, hvordan de kan tale med deres børn, og hvordan de kan støtte barnet undervejs i processen, herunder også om de svære spørgsmål om forældremyndighed og samkvem.
- Alle børn, hvis forældre overvejer ophør af samliv eller skilsmisse, skal tilbydes en fortrolig samtale med en udenforstående voksen. En børnesagkyndig, som statsamtet stiller til barnets rådighed. Orientering til børn om denne mulighed kan ske ved plakatopslag og foldere på biblioteker, skoler m.m. Og ved henvendelse fra statsamtet på baggrund af forældrenes orientering.
- Civildirektoratets vejledning om behandling af samværssager må revideres, således at samvær ikke længere fremstår som en pligt for børn, men som en ret, og vejledningen, såvel som officielt informationsmateriale, skal have »barnets bedste« som mål.
Med de initiativer vil vi komme et stykke i den rigtige retning, og jeg håber, det kan lade sig gøre.
Klaus Wilmann er
formand for Børnerådet