Radiovært sender trosstof fra en skurvogn: Her er der rum til eftertænksomhed

Kirkeminister Bertel Haarder (V) er ugens samtalegæst i Anders Laugesens skurvogn i Voldum. Haarder er kommet kørende fra Sjælland og har undervejs undret sig over, ”hvad det dog er for et gudsforladt sted, jeg er på vej til”. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

På den ene side er det et lille privat rum, men på den anden side ramme for et stort kollektivt rum, et fællesskab med en hel masse mennesker.
Anders Laugesen

På en mark i østjyske Voldum står en rød skurvogn, som i halvandet år har haft besøg af flere end 80 kendte og mindre kendte danskere. Her taler de med P1-radiovært Anders Laugesen om deres tro, værdier og livserfaring

Op imod jul fik Anders Laugesen omkring 100 postkort fra lyttere, der ønskede ham glædelig jul, men også skrev, hvor meget programmet ”Mennesker og tro” på P1 betyder for dem. Nogle af postkortene var hjemmelavede. Et var flettet som et hjerte på papir fra en prædiken af Vilhelm Beck. Et andet bar den fineste tuschtegning af en mandala, og et tredje havde endda en lille nisse fra Nepal med i kuverten. De var alle sendt til: Skurvognen, v. Anders Laugesen, Voldum, 8370 Hadsten.

I halvandet år har Anders Laugesen sendt sine programmer fra den røde skurvogn på marken. Den ligger bag hans nedlagte husmandssted, hvor han bor med sin hustru, Sara, og otteårige datter, Anna-Birgitta. For at komme hen til skurvognen skal man gå over gårdspladsen, hvor to kæmpehunde tager imod, ind gennem en tidligere stald og ud på en lille marksti, der fører hen til skurvognen.

”Det er jo faktisk det yderste studie i DR's sendenet,” siger Anders Laugesen og smiler bredt.

Hver onsdag sender han direkte til hele landet fra de få kvadratmeter ude på marken via et hjemmebygget radiostudie. Han har selv været med til at trække kabler og forbinde mixerpulten med de ni mikrofoner, der er fordelt i rummet, så man som lytter kan danne sine egne billeder, når man hører bøger blive åbnet, får stemningen med fra ilden i brændeovnen og fornemmer den friskbryggede kaffe i kopperne.

I dag er dog en undtagelse. For ugens gæst er landets kirke- og kulturminister, Bertel Haarder (V), og hans ministerkalender er svær at få til at gå op med en direkte sendetid. Derfor er han kørt til Voldum en fredag formiddag for at tale om sammenhængskraft og hjertesprog.

Skurvognen står på en grund ved Anders Laugesens hjem, et nedlagt husmandssted ved landsbyen Voldum, tæt ved Hadsten. Udsendelsen med Bertel Haarder i programmet ”Mennesker og tro” sendes i morgen klokken 11.03 og 21.03 på DR's P1. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Hvad Bertel Haarder ikke ved er, at Anders Laugesen har fået ministerens chauffør til at køre ind til byens friskole først. Her står 100 skolebørn klar med et sangark, og deres lærer har guitaren parat. Klokken lidt over 12 kører en sølvgrå BMW ind mod skolegården, og en overrasket Bertel Haarder stiger ud af bilen sammen med sin hustru. De får også et ark, og efter et ”Velkommen til” fra skolens leder synger minister, børn og Anders Laugesen med på sangen om det danske hospitalsskib ”Jutlandia”. Og inden Bertel Haarder kører det sidste stykke fra skolen og ned til skurvognen får han tre hurraråb med sig fra skolebørnene.

”Det betyder virkelig noget, at man på den her måde er på en lille rejse, før man kommer ind i skurvognen og skal i gang med programmet. Først kører man gennem et smukt vinterdækket landskab, så kommer jeg ind på friskolen og bliver taget imod med sang og flag - og så kører man endnu længere ud på landet og tænker ved sig selv: Hvad er det her for et gudsforladt sted. Og at man så endda skal ind igennem en stald, før man kan gå ind i det her meget specielle rum - ja, så er sindet stemt, og der er for alvor skabt rum for eftertænksomhed,” siger Bertel Haarder, da han er færdig med sin samtale med Anders Laugesen.

At samtalen netop foregår i en skurvogn, som det har taget tid at finde hen til - blandt andet går turen gennem en stald - gør en forskel, mener kirkeministeren. ”Det stemmer sindet og giver plads til eftertænksomhed,” siger Bertel Haarder. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

I en halv time har de talt om kristendommens plads og rolle i vores samfund. Om fordele og udfordringer ved folkekirkens rummelighed. Men især om det, der ligger vort hjerte nærmest, hjertesproget, som Grundtvig kaldte det.

Bertel Haarder sidder i stolen over for Anders Laugesen med et lille rundt bord foran, og der er øjenkontakt, insisteren og nærvær i rummet. På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark fortsat kan blive ved med at kalde sig selv et kristent land, svarer Bertel Haarder, at han oplever en ny generation, der er ved at genopdage alt det, der ikke kan måles og vejes som netop noget af det væsentligste i livet. Og at netop kristendommen rummer alle de religiøse længsler og følelser som kærlighed, håb og evighed.

”Jeg er faktisk blevet glad for, at vi fik skrevet ind i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Det tiltaler mit historiske menneskesyn. Men samtidig er der en afgrundsdyb uvidenhed om kristendommen, og den gør, at alle tænkelige fordomme kan trives,” siger Bertel Haarder.

”Jeg er faktisk blevet glad for, at vi fik skrevet ind i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Det tiltaler mit historiske menneskesyn." Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Efter at mikrofonerne er slukket, inviterer Anders Laugesen ægteparret Haarder på frokost i privaten, og grænserne mellem intervieweren, journalisten og privatpersonen kan derfor være svære at få øje på.

”Men jeg opfatter heller ikke mig selv som journalist,” siger Anders Laugesen, da Bertel Haarder er kørt videre, og skurvognen nu er ramme for et interview, hvor det er Anders Laugesen, der skal svare på spørgsmål.

”Jeg ser mig selv som en kvalificeret samtalepartner. Vi er to mennesker, der taler sammen, og i forhold til journalistens såkaldte hv-spørgsmål (for eksempel hvem, hvad, hvordan og hvorfor, red.) læner jeg mig i stedet mod en fælles klangbund, et møde i øjenhøjde. Jeg er selvfølgelig forberedt, men aldrig med en bestemt vinkel, som jeg vil havde den anden ind i. I perioder har det været meget svært for mine journalistkolleger at forstå: 'Hvor er din kant?', spørger de.”

Anders Laugesen opfatter ikke sig selv som journalist, men som en kvalificeret samtalepartner. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Anders Laugesen er da heller ikke uddannet journalist. Han har læst religion og har derudover en tillægseksamen, så han har mulighed for at søge præsteembede. Men samtalerne om tro, etik og livssyn har været hans omdrejningspunkt i DR siden 1980'erne, hvor han blev hyret af Mogens Hansen i programmet ”Søndag morgen”. Han har dog også været redaktør på Kristeligt Dagblad 1996-1997, men oplevede pendlertilværelsen mellem jobbet i København og hjemmet i Jylland som alt for stressende.

Anders Laugesen mener, at flere programmer ville have godt af at benytte den mere åbne og samtalende metode, som han benytter. Men han er samtidig med på, at det også kræver noget af både interviewer, gæst og modtager.

”Selvfølgelig skal der også være skarptvinklede nyheder og masser af kritiske spørgsmål i medierne. Men jeg synes, der har udviklet sig en kedelig tendens til nogle debatter, hvor der står en fra hver sin fløj i hvert sit hjørne og bare råber ad hinanden. Det er så unuanceret. Tænk, hvis man i stedet tog sig tid til samtaler, hvor der opstår en fortrolighed, og hvor man er reelt interesseret i at høre, hvad den anden mener. Det kunne da være spændende - også inden for et område som erhvervslivet. Men som lytter skal man selvfølgelig vænne sig til, at alting på den måde ikke bliver konkluderet og skarpvinklet af journalisten. Det kræver en ny åbenhed.”

Anders Laugesen elsker skurvognens særlige magi: "På den ene side er det et lille privat rum, men på den anden side ramme for et stort kollektivt rum, et fællesskab med en hel masse mennesker, hvor jeg på en måde er rejselederen.” Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

På spørgsmålet om, hvorvidt han så altid bliver venner med sine gæster i skurvognen, svarer han:

”Jeg får i hvert fald en hjertelig relation med mange af dem. Men alle har jo travlt i dag. Det er vores virkelighed. Så jeg lærer at nyde øjeblikket og elsker skurvognens særlige magi: På den ene side er det et lille privat rum, men på den anden side ramme for et stort kollektivt rum, et fællesskab med en hel masse mennesker, hvor jeg på en måde er rejselederen.”