”Det er det bedste ved Læsø. Fællesskabet og naturen. I onsdags var det helt fantastisk. Vi var flere hundrede mennesker samlet, og det er jo bare helt naturligt, at præsten er med,” siger Poul Jensen.
Han er til gudstjeneste i Byrum Kirke midt på Læsø, og det er gråvejr og støvregn. Men onsdag aften var det varmt og solrigt, og den pensionerede tilflytter fra Nørresundby stråler, når han taler om sin oplevelse af Syng solen ned-arrangementet tidligere på ugen.
Poul Jensen flyttede til Læsø for fire år siden og følte sig fra begyndelsen velkommen.
”Her bliver man inddraget i fællesskabet, både i kirken og andre steder,” siger han og fortæller, at han er blevet medlem af kirkens strengekor, opkaldt efter de strengeinstrumenter, der akkompagnerede sangen, da koret blev stiftet omkring et af øens missionshuse i 1940’erne.
En anden mandlig tilflytter, en pensioneret buschauffør, supplerer:
”Der er god kirkegang her på Læsø, men vi, der kommer meget i kirken, skal jo huske, at man lige så vel kan møde Gud i skoven eller på stranden. Derfor er det så fint, at vi mødes til fællesskab på havnen, hvor mange, der aldrig kommer i kirken, er med.”
Grethe Nyeng Havnhøj, kordegn og initiativtager til ”Syng solen ned”, er enig.
”Vi mødes for at være fælles om det store i livet, både det svære og det gode. Vi synger solen ned i taknemlighed over dagen, og at vi kan stå der sammen,” siger hun.
Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og har tidligere arbejdet på et værested for psykisk syge, men er nu ansat som kordegn ved Læsø Kirker.
Det var hende, der for tre år siden fik ideen til ”Syng solen ned”, en succes, som nu er inde i sin tredje sæson. I al sin enkelhed går det ud på, at man mødes kort før solnedgang på en af øens to havne for sammen at synge en række aftensange og -salmer med musikledsagelse ved nogle af øens frivillige musikere, både feriegæster og fastboende, samt kirkens organist.
Undervejs bidrager øens præst eller gæstepræsten med en prædikenrefleksion og slutter med Fadervor.
Det var musikken, der førte til Grethe Nyeng Havnhøjs frivillige engagement i kirkelivet og siden til stillingen som kordegn.
Grethe Nyeng Havnhøj har givet sine fire sønner masser af salmer, sang og musik i hverdagen. ”Nu lukker sig mit øje”, som er en af 17 sange ved ”Syng solen ned”, er fast aftensang i huset i Østerby, hvor hun bor sammen med sin mand, Peter, og parrets to sønner på fem og seks år. Den var også en fast del af aftenritualet, da hendes to ældste sønner på nu 18 og 21 år var små.
Men selvom aftensangen er den samme, har meget ændret sig. Ikke mindst hendes tro.
”I løbet af mit voksenliv er det blevet klart for mig, at det var en ret firkantet teologi, der prægede mit barndomshjem. Skilsmisse kunne for eksempel ikke komme på tale. Så da jeg selv ikke kunne se anden udvej end at blive skilt fra min første mand, var det nærmest en katastrofe for mig. Jeg måtte kæmpe meget for at få min tro til at hænge sammen med mine erfaringer,” fortæller Grethe Nyeng Havnhøj.
Hun sidder i køkkenet i det rummelige hus, hvor de to yngste drenges legetøj ligger spredt på borde og gulv, og hvor der dufter af vandmelon, te og nybagte kanelsnegle.
Hun flyttede til Læsø sammen med sin første mand for at drive stedets sømandshjem. Men efter halvandet år måtte de erkende, at problemerne i ægteskabet ikke blev mindre af at skulle arbejde tæt sammen. Så de forlod øen igen. Kort efter blev skilsmissen en uundgåelig realitet, og Grethe besluttede at flytte tilbage til Læsø med parrets to sønner.
”Jeg følte mig fordømt i det kirkelige miljø, jeg var vokset op i. Til gengæld oplevede jeg stor rummelighed i det indre- missionske miljø på Læsø. Her var der lige så højt til loftet i kirken som i naturen. Jeg blev accepteret som den, jeg var, og ikke dømt på mine handlinger,” siger hun.
Omsorgen oplevede hun også, da hendes anden mand forulykkede med en fiskekutter og døde kort før deres etårs bryllupsdag.
”I tiden efter begravelsen mærkede jeg, hvad det vil sige, når tro omsættes til handling. At vide, at andre beder for én, betyder enormt meget. Eller at nogen kommer forbi med en gryde varm mad, fordi de ved, hvor svært det kan være at overskue den slags, når man står i sorgen med to børn.”
Siden mødte hun Peter, med hvem hun har sine to yngste sønner. Han arbejder for et sandpumpningsfirma og er skiftevis væk fra øen i tre uger og hjemme i tre uger. I de uger, hvor Grethe er alene med drengene, har hun travlt, og det har gjort det tydeligt for hende, hvor meget stilhed og fordybelse betyder.