Sommer er højsæson for den danske Camino

Pilgrimsruten på Hærvejen trækker et stigende antal gæster, og også i år bruger en stor gruppe danskere og udlændinge sommerferien på gåben op igennem Jylland

”Når mennesker tilmelder sig én af mine ture, er det ofte fordi, de har en trospraksis eller gerne vil have én,” siger pilgrimspræst Elisabeth Lidell.
”Når mennesker tilmelder sig én af mine ture, er det ofte fordi, de har en trospraksis eller gerne vil have én,” siger pilgrimspræst Elisabeth Lidell. . Foto: Arkivfoto.

Flere og flere dropper sol og swimmingpool til fordel for vandrestøvler og stilhed. I hvert fald at dømme ud fra besøgende på den danske pilgrimsrute på den jyske hærvej, som siden åbningen af herberger langs ruten i 2008 har haft et stigende antal gæster. Sidste år registrerede herbergerne 5000 overnatninger i sommermånederne - og i år lyder et forsigtigt bud på 6000 i samme periode.

”Hærvejen er en perle, der har været gemt, og der er plads til mange flere. Jeg har netop gået ruten med mennesker fra blandt andet USA, Canada, Australien og Tyskland. De var begejstrede for ruten, som de syntes, var meget smuk. Den spanske Camino (rute fra det sydlige Frankrig til Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien, red.) er efterhånden så populær, at det kan være svært at finde fred og ro. Her er den danske rute oplagt,” fortæller pilgrimspræst Elisabeth Lidell.

Tilbage i 2000 var hun en af idéfolkene bag at få Hærvejen lanceret som pilgrimsrute. Siden har hun ledt et utal af grupper op igennem Jylland, og også denne sommer har hun to gange slået følge med stilhedssøgende vandrere og skal af sted igen til august.

”Når mennesker tilmelder sig én af mine ture, er det ofte, fordi de har en trospraksis eller gerne vil have én. Andre vælger at bruge ruten til hest, til cykelferien eller alene. Jeg har for eksempel netop fået en mail fra en ung studerende, der gerne ville gå alene fra Hirtshals til Padborg for at finde sig selv, som hun sagde,” fortæller Elisabeth Lidell og fortsætter:

”Når man vandrer, bliver man mere end turist. En vandring kan blive til en transformation, der er langt dybere end bare en oplevelse. Det, tror jeg, mange mennesker længes efter i dag. De gider ikke længere flyve sydpå for at drikke billige drinks ved swimmingpoolen. Man søger autenticitet, og hvis man samtidig er optaget af spiritualitet, kan en pilgrimsvandring ligge lige for,” fortæller Elisabeth Lidell.

Ydermere er ruten i Jylland en indlæring i dansk historie. Mindesmærker og kirker på ruten giver den vandrende viden om det land, man går igennem. For eksempel kan man flere steder se langdysser fra stenalderen, og undervejs passerer man runesten fra 900-tallet.

Som noget nyt blev pilgrimsruten sidste år forlænget fra henholdsvis Hirtshals til Norge og fra Frederikshavn til Sverige, og Elisabeth Lidell vurderer, vi kommer til at se langt flere vandrere de næste par år:

”Jeg tror og håber, vi står ved et gennembrud. Ude i verden er der mange mennesker, som vandrer og hele tiden ser sig om efter nye steder. Flere og flere har fået øje på den naturperle, vi har i Danmark, og jeg føler mig overbevist om, at vores danske Camino vil blive endnu mere populær.”