Spiritismen er en tro på muligheden for at komme i forbindelse med afdøde personers ånder. Allerede i Det Gamle Testamente var der eksempler på, at dette skete, selvom det var forbudt for jøderne at gøre det.
Den moderne spiritisme opstod i USA i 1800-tallet og kom for alvor til Danmark i 1890'erne. Bestemte personer tænktes at være medier, der formidlede forbindelser til åndeverdenen.
Bevægelsen vakte stor opsigt og interesse, der kulminerede omkring 1930, hvad TV 2-serien ”Badehotellet” har fanget fint. Spiritismen var grundlæggende optimistisk og fascineret af moderne opfindelser: Når man pludselig kunne sende telegraf- og telefonsignaler over oceanerne - og bruge røntgenstråler - hvorfor skulle den dag da ikke komme, hvor man kunne komme i kontakt med åndernes verden?
Klassisk kristendom ansås for håbløst tilbagestående og pessimistisk med sin tale om synd og nåde og Kristus som Guds Søn og verdens frelser. Nogle spiritister overtog tanken om reinkarnation og sjælevandring, idet de dog altid talte om nye inkarnationer til det bedre og højere, modsat i hinduismen selv. Således løste man det ondes problem.
En stor litteratur for og imod spiritismen udkom. Nogle organiserede sig, og i 1920'erne skal der således have været 23 spiritistforeninger i København og syv i Århus.
Også en række danske forfattere var optaget af disse religiøse forestillinger. I sit værk om Danmarks kirkehistorie gennemgik teolog P.G. Lindhardt 1920'ernes frie religiøse forestillinger om blandt andet reinkarnation og spiritisme hos forfattere som Anker Larsen, Helge Rode og Christian Reventlov (”Breve fra Skærsilden”, 1924).
Den mest kendte danske spiritist var forfatteren Thit Jensen. De fleste spiritistisk interesserede forblev medlemmer af folkekirken, idet der også opstod nogle egentlige spiritistmenigheder som Spiritistisk Missions Sangbog og så videre.
Omkring 1960 skal det sidste spiritistblad være gået ind, og i dag er ”Lysets Hus” i Aarhus vistnok den eneste spiritistkirke i landet. Spiritismen kom i modvind allerede i 1930'erne, dels på grund af en række store svindelsager, dels fordi tiden ikke længere arbejdede for den.
I folkekirken talte og skrev mange imod ”Spiritismens Blændværk”, som en bog fra 1922 af domprovst Hans Martensen-Larsen (1867-1929) hed. En enkelt præst så anderledes på sagen. Jens Kure (1877-1949) var sognepræst i Ugilt i Nordjylland frem til 1927, hvor han blev fyret for sin lære om reinkarnation. Biskop Ludwigs i Aalborg var stærk grundtvigsk fortaler for rummelighed i folkekirken, og han havde lovet aldrig at ville rejse nogen læresag eller anden retssag mod en præst.
Efter at have overværet pastor Kures foredrag i Spiritistisk Samfund i Aalborg og have fundet ud af, at Kure prædikede læren om reinkarnation ved begravelser og kaldte apostlene for ”reinkarnerede makkabæerfyrster”, ønskede Ludwigs alligevel præsten fyret af kongen.
Det ville den daværende socialdemokratiske kirkeminister, P. Dahl, ikke lægge op til, men efter et regeringsskifte blev Kure afskediget i 1927. Da den meget omtalte afskedssag blev drøftet i Rigsdagen, glædede den konservative teologiprofessor J. Oskar Andersen sig over, at en præst kunne fyres for sin lære, og heller ikke oppositionen i Socialdemokratiet og De Radikale havde indvendinger.
I 1990'erne kom reinkarnation igen på dagsordenen. Bogen ”Vandrer mod Lyset” fra 1920 er udtryk for en særlig form for spiritisme, og dens tilhængere ønskede at forandre folkekirken indefra ved denne nye lære. Steen Ribers var fortaler for indholdet i denne bog og troede på reinkarnation, men samtidig var han kirketjener og menighedsrådsmedlem i Skt. Andreas kirke i København.
Her var der altså ikke tale om en præst, der havde aflagt præsteløfte på den evangelisk-lutherske lære. Heller ikke var der tale om et almindeligt folkekirkemedlem, hvis tro og holdninger kun i helt særlige tilfælde har kunnet føre til udelukkelse af folkekirken, for eksempel ved gendåb eller tilslutning til unitarisk tro eller til Moon-bevægelsen.
Som ansat og som menighedsrådsmedlem i folkekirken fandt nogle det dog uholdbart med Ribers religiøse holdninger. Da han ikke kunne ekskluderes fra menighedsrådet i kraft af sin agitation for reinkarnationstanken, blev han så af sognepræsten, med biskoppens opbakning, ekskluderet af selve folkekirken i 1994. Han har senere fået medhold i, at denne udmeldelse var uretmæssig.
Trods dommen synes der at være udbredt forståelse for, at der for ansatte og menighedsrådsmedlemmer gør sig særlige loyalitetskrav gældende, så disse ikke samtidig kan være fortalere for spiritisme og reinkarnation, Også selvom de ikke som præster har aflagt et præsteløfte og dermed har pålagt sig selv en læremæssig forpligtelse.
Biskop Ludwigs ville også i dag få stor opbakning til sin overbevisning, at reinkarnationslæren var i strid, ikke blot med enkelte dogmer, men med hele kristendommens væsen.