Religiøst sprog vinder frem efter terror

”Pray for Paris” (Bed for Paris) blev hurtigt et udbredt slagord på de sociale medier efter fredagens terrorangreb i Paris. Her ses budskabet i byen Hildesheim i Tyskland. Foto: Peter Steffen/EPA / Scanpix Denmark

Sproget er ny slagmark efter Paris-terror, og kampen mellem religiøs og sekulær retorik bliver stadig tydeligere

”Pray for Paris”. Bed for Paris blev hurtigt et udbredt slagord på de sociale medier efter fredagens terrorangreb i Paris. På Kongens Nytorv i søndags sluttede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sin tale med bibel-citatet ”Størst af alt er kærligheden”, og samme aften citerede justitsminister Søren Pind (V) på Facebook andet vers af modstandsklassikeren, salmen ”Altid frejdig når du går”: ”Med et fadervor i pagt, skal du aldrig gyse.”

Andre har taget klar afstand fra enhver brug af religiøst præget retorik. Det franske satiremagasin Charlie Hebdo, som var mål for terror tidligere på året, delte lørdag på Facebook en tegning, hvor det hed: ”Tak for 'PrayforParis', men vi har ikke brug for mere religion! Vores tro er på musik! Kys! Liv! Champagne og glæde!”

Og som alternativ til slagordet #PrayforParis bredte sig hen over weekenden det ikke-religiøse #ThinkforParis.

Den sproglige kamp i kølvandet på Paris-angrebet er udtryk for en tydeliggørelse af forskellen mellem religiøse og sekulære positioner i Vesten, mener professor mso i kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet Garbi Schmidt.

”Den religiøse sprogbrug giver mening, fordi den bevidsthedsmæssigt, eksistentielt og følelsesmæssigt kan indramme det, vi oplever, og det vi føler i situationer som disse. Modsat vil den sekulære position, som er udbredt i Frankrig, lægge vægt på, at vi netop er oppe mod en religiøs, forenklet måde at betragte verden på, der også taler om lys og mørke, os og dem. Og at det i stedet er fornuft, nuancer og omtanke, vi har brug for,” siger Garbi Schmidt.

Aktuelt er det den religiøse sprogbrug, som bliver tydeligere, påpeger hun og nævner, at vi i Danmark på blot 10 år har bevæget os fra en klassisk sekulær argumentation hos tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der ønskede religion ud af det offentlige rum, til i dag at tale direkte om Danmark som et kristent land.

”Religion er blevet en af de måder, hvorpå vi markerer os som gruppe og fællesskab. Det handler ikke om teologi, men om religion som praksis. Og Danmark er ikke, hverken forfatningsmæssigt eller i praksis, et sekulært samfund. Men vi skal være ekstremt opmærksomme på, hvilke ord vi bruger til at indramme det kulturelle fællesskab, så det ikke på forhånd udelukker mennesker med en anden religion. Så står vi for alvor med et problem,” siger Garbi Schmidt.

Ifølge religionssociolog og lektor ved Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen spiller de sociale medier en stor rolle for udbredelsen af den religiøse retorik, som især har amerikanske rødder.

”I USA er det helt naturligt for en politiker som Hillary Clinton at bede for ofrene. Og via sociale medier kan sproglige begreber vandre hurtigere fra én kulturel sammenhæng til en anden, og derfor ser vi nu, at en religiøs sprogbrug, som ellers er uvant for de fleste danskere, bliver mere legitim. Samtidig kan der hurtigt opstå modstrategier, som betoner ikke-religiøse værdier,” siger Brian Arly Jacobsen.

Forskellen mellem religiøs og sekulær sprogbrug i terror-bearbejdelsen er udtryk for en reel kulturkamp, mener forfatter og debattør Kasper Støvring. Han peger på, at den religionsforskrækkede og humanistiske retorik, som også trives ved mange minde-ceremonier, ikke formår at adressere det fulde omfang af den trussel, vi står overfor.

”Sange som John Lennons 'Imagine' eller 'Kringsatt af fjender' rummer intet budskab om, hvad det rent faktisk er, der binder folk sammen. De drømmer bare om en tid, hvor der ikke længere er noget at dø for. Men dermed heller ikke noget at leve for. Den negative opbyggelighed kan ikke samle, og derfor er det forståeligt, at mange mennesker finder mening i kristendommens sprog,” siger Kasper Støvring.

For ham er det både naturligt og nødvendigt at pege på kristendommen som del af den kernekultur, der findes i Vesten.

”Vi skal stå fast på, at kristendommen hører med til det, der binder os sammen, men netop som en åben religion. Det handler ikke om at ekskludere nogen, ligesom betoningen af kristendommens betydning heller ikke er et opgør med oplysning og rationel tænkning, men en erkendelse af, at de kolde, sekulære værdier ikke kan stå alene. Jeg tror også, at de fleste herboende muslimer har større respekt og forståelse for en tydeliggørelse af de kristne værdier end de rent sekulære,” siger Kasper Støvring.